Det lykkedes os af fare vild i byen, selv om den ikke er så stor - en venlig mekaniker fra et dækfirma, brugte god lang tid på os, ikke bare så vi kunne finde ud af byen, men han kom også med forslag til hvad vi burde se de næste mange dage (jeg tror han gik og kedede sig, der var ikke meget at lave). Vi fandt ud af byen, og forsatte nordpå.
Lidt nord for Whangarei, så vi et skilt for Museum og drejede af, for nu havde vi efterhånden kørt forbi et par stykker af de skilte.
Vi landede udfor et lille bymuseum i byen Hikurangi. En ældre dame var lige ved at lukke af, men da der endelig kom nogle der gerne ville se museet, lukkede hun straks op igen!
Det var et rigtigt bymuseum, med billeder op og ned af væggene, alle mulige finurlige småting, men også mannequindukker med nogle af de flotte brudekjoler, som nogle af byens brude havde brugt i tidens løb.
Byen var grundlagt i 1856, og var dengang en kulmineby, senere blev mejeriet byen omdrejningspunkt, men nu var det også nedlagt, så næsten alle pendlede ind til Whangarei for at arbejde der.
Vi fik også forevist byens gamle fængsel, selv om det var bygget af træ, var det sandelig solidt nok. Der var ikke ret meget lys dengang (nu var der sat lysstofrør op), der var ikke engang en seng at ligge på - men som hun sagde, "de blev jo kun sat fast for fuldskab den gang, og sluppet ud igen næste morgen" - så...
Den ældre dame der havde vist os rundt, fortalte også at der var nogle flotte sandstensformationer, hvis vi forsatte gennem byen. Det var der også, så vi stoppede og spiste frokost med udsigt til dem.
Forsatte gennem Kawakawa til Paikia, hvor Waitangi ligger lidt nordfor. Dér var vi inde og se The Treaty Grounds.
Det skal lige nævnes, at vi stoppede midt ud for afkørslen til Paikia, for lige at studere kortet - kunne godt fornemme at det måske ikke var det helt rigtige sted at holde, specielt da en herre overfor, med diverse fagter, fik os gjort forståelig at "Det der du'er bare ikke".
Vi kørte nogle meter frem, men så kunne vi ikke længere se vejskiltene.
Den venlige herre, med de vilde fagter, stoppede lidt foran os, steg ud, og kom hen til os...
Ville vi nu få en skideballe? Nej, han ville da bare gøre opmærksom på, at hvis man stoppede lige over for en afkørsel, så kostede det knapper hvis politiet kom forbi.
Og så spurgte han til hvor vi skulle hen, kikkede lidt i vores danske "Rejsen går til New Zealand", hvor vi ivrigt pegede på et billede af en maoirikano - det dér kan jeg ikke læse, hej, jo, Waitangi, det kender jeg - I skal ned af den vej jeg kommer fra !
I 1840 lykkedes det den engelske udsending/guvernør James Busby at få over 500 af de lokale maorihøvdinger til at indgå kontrakt med det engelske overherredømme - og derved stoppede års kampe mellem de mange maoristammer.
På området er den største maori kampkano udstillet (35 meter lang, udskåret af tre kauritræer), guvernørens bolig og - meget imponerende - et maori mødehus (Whare Runanga), med hundredvis af udskæringer, farvelægninger og figurer. Og en udsigt uden lige, det er med god grund stedet hedder Bay of Islands. læs selv mere på http://www.waitangi.net.nz/
Det var ved at blive sent, så vi kørte tilbage mod Haruru Falls, fandt en lille, og meget billig, campingplads (15$ for en nat, med strøm - men det er "bedst hvis I bruger jeres eget toilet"...). Luxsus var der ikke meget af.
Aften sluttede med tigerejer, friske jordbær og hvidvin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar