Vågnede før vækkeuret begyndte at støje, var det morgenrejsefeber? Så vi var klar til afgang i rigtig god tid.
Det regnede - det var godt det ikke regnede i går, da vi var på tur - så portieren kom rendende efter os ud på gaden - "skulle han ikke ringe efter en taxa til os?" Han gik hovedrystende tilbage, da vi fortalte ham, at vi bare skulle gå over til et andet hotel (ca. 400 meter).
Vi kom over til Shinjuku Wasington Hotel uden at blive fuldstændig gennemblødte, det tog omkring 15 minutter.
Vi blev mødt af en venlig japaner, der spurgte til hvilken lufthavn vi skulle til, og sørgede for at vi fik de rigtige mærkater på vores bagage.
Turen fra hotellet og ud til Narita lufthavn tog halvanden time. Vi skulle af ved det sidste af tre stop: Terminal 1, North Wing (det finder man ud af, i en af deres mange brochurer, ud fra hvilket luftfartsselskab man skal flyve med).
Offentlige toiletter er et kapitel for sig i Japan. Der er et panel med 5 knapper:
1. Vandpresset
2. Alm. Bidet
3. Sprøjt "bagtil"
4. Musik (til at "overdøve" med)
5. Stop
Der findes også enkelte med endnu en knap: Duft ! Og selvfølgelig findes der også dem med elektrisk opvarmet toiletbræt...
Bagagen blev chekket ind helt til København, og kom velbeholden frem - selv om vi har været på mange flyveture på denne rejse, så har vi ikke haft nogen problemer med at bagagen ikke er kommet frem.
Turen til London var lang, meget lang, over 12 timer...
British Airways har, lige som Qantas, fine individuelle underholdningssystemer på deres lange ture. Der var både helt nye og gamle klassiske film, diverse TV-serier, sport osv. at vælge i mellem.
Vi skulle skifte fly i Heatrow's nye terminal 5, så der var endnu et sikkerhedscheck (ikke noget med at købe flasker med hjem fra Japan, så bliver de bare konfiskeret).
Det er ikke specielt nemt at finde rundt i den terminal, men vi spurgte en dame bag en tilfældig skranke, der hurtigt fik fundet ud af hvilken gate vi skulle til, og forklaret os at vi lige skulle en tur med toget over til en anden bygning, for at komme videre.
Afgangen fra Heatrow blev lige udsat en time, fordi et andet fly snuppede vores afgangstid, så vi sad alle klar til afgang en time på startbanen og ventede - det var ikke den mest ophidsende oplevelse, efter at vi allerede havde rejst omkring 20 timer.
Men vi kom godt hjem til Kastrup, hvor et par gode venner stod klar til at køre os den sidste tur hjem - det var vild luksus!
Og det er godt at være hjemme igen.
onsdag den 17. december 2008
Tokyo
Vi havde bestilt en halvdags sightseeingtur med pick-up fra et hotel der lå tæt ved vores, der kunne ikke bestilles pick-up fra Shinjuku New City Hotel, så vi gik gennem parken over til Shinjuku Wasington Hotel - Pick-up stedet lå på tredie sal, underligt, men den var god nok.
Vi havde bestilt turen i starten af september, og skulle have ringet og bekræftet at vi kom, men da vi havde rejst hele dagen før havde vi ikke fået ringet. Vi var dog på deres deltagerliste alligevel, og kom med.
Vi blev kørt til Hamamatsucho Bus Terminal i centrum, hvor alle udflugter udgik fra. Da vi var lidt lækkersultne, købte vi en KitKat og en pose hvor man kunne læse "Nuts" udenpå. Nødder var der lidt af i posen, men mest noget der lignede små saltstænger - og de var stærke, så de røg ud - vi nøjedes med KitKat'ten...
Første stop var Tokyo Tower, 308 meter højt, med restaurant og udsigtsplatforme i 150 meter højde.
Nu er der mange højhuse i Tokyo, så tårnet imponerer ikke overvældede. Guiden fortalte at der bliver bygget et nyt tårn syd for Tokyo, som skal stå færdigt i 2011, det vil blive 500 meter højt.
Vi havde bestilt turen i starten af september, og skulle have ringet og bekræftet at vi kom, men da vi havde rejst hele dagen før havde vi ikke fået ringet. Vi var dog på deres deltagerliste alligevel, og kom med.
Vi blev kørt til Hamamatsucho Bus Terminal i centrum, hvor alle udflugter udgik fra. Da vi var lidt lækkersultne, købte vi en KitKat og en pose hvor man kunne læse "Nuts" udenpå. Nødder var der lidt af i posen, men mest noget der lignede små saltstænger - og de var stærke, så de røg ud - vi nøjedes med KitKat'ten...
Første stop var Tokyo Tower, 308 meter højt, med restaurant og udsigtsplatforme i 150 meter højde.
Nu er der mange højhuse i Tokyo, så tårnet imponerer ikke overvældede. Guiden fortalte at der bliver bygget et nyt tårn syd for Tokyo, som skal stå færdigt i 2011, det vil blive 500 meter højt.
Næste stop var den indre vold omkring Imperial Palace Plaza. Man kan normalt ikke komme ind på kejserpaladset, man må nøjes med at spadsere langs volden.
Så vi var ude og gå tur - "og derinde bagved, der bor kejseren".
Det japanske kejserdømme går 2.500 år tilbage. Indtil omkring 1950 var Japan et feudalt samfund, med en Shogun (militær leder) og en kejser (religiøs leder). I dag har japanerne et parlament, og kejseren er til "repræsentativt" brug som vores kongehus.
På vejen ned ad gågaden købte Fruen sig en vifte, og vi fik også købt nogle spændende "vafler" med fyld, de var brandvarme - men fyldet var lidt for "spændende", så halvdelen fandt vej til en affaldsspand.
Det er lidt besværligt at finde affaldsspande i Tokyo, mærkeligt, for der ligger intet og flyder nogen steder, der er pænt og rent.
For enden af gaden lå templet (druknet i turister), og ved siden af en lille japansk have:
I Tokyo bor der ca. 10% af Japans befolkning (127 mio.).
Hvis man medregner alle forstæderne, som er groet helt sammen med Tokyo, bliver byen 100 km. i diameter, og omfatter 40 mio. mennesker.
Der er 4 mio. der pendler ind til selve Tokyo hver dag, for at arbejde.
Sidste stop var hos Tasaki Pearl Gallery, hvor vi fik demonstreret hvordan en østers bliver præpareret til at frembringe kulturperler
Til slut var der mulighed for at kikke butikken igennem, og der var mange flotte ting.
Vi blev sat af ved Shinjuku Wasington Hotel igen, og der bestilte vi bus til lufthavnen til søndag morgen, med af gang kl. 7:00 - hvor vi langt om længe vender næsen hjemad igen.
Auckland - Tokyo
Rejsedag, op kl. 4, og klar ved taxaen kl. 5 !
Resten af dagen gik med flyvninger, først til Brishbane hvor vi skiftede fly. Vi landede 10 minutter før det næste til Tokyo boardede, så det gik lidt hurtig med at finde gaten - men flyet var heldigvis lidt forsinket.
Så først til Cairns hvor vi mellemlandede. Alle skulle ud af maskinen, men for engang skyld var der ikke indlagt ekstra sikkerhedskontrol. Efter maskinen var blevet gjort klar igen, gik det så endelig mod Japan.
Det var blevet mørkt inden vi nåede frem til Narita, så hvordan skulle det gå med at finde ind til hotellet i Tokyo, 60 km. væk?
Det gik nu meget nemt, vi tog en limousinebus til Shinjuku station (150 kr./person), og så en taxa derfra til hotellet - taxaer er dyre i Japan, men det kostede kun 50 kr. for det sidste stykke, og vi var ret godt trætte af at rejse - nu skulle vi bare se et hotelværelse, og det kunne kun gå for langsomt...
Vi havde på forhånd valgt at vi ville tage bussen, for "så kunne vi nok se noget mere" - selv om det var nat, kom det til at passe.
Tokyo er ca. 100 km. i diameter, så næsten hele turen ind til Shinjuku foregik i en oplyst by, med speederen i bund ad motorveje i flere etager, en ret fantastisk oplevelse uanset at man var meget træt.
Resten af dagen gik med flyvninger, først til Brishbane hvor vi skiftede fly. Vi landede 10 minutter før det næste til Tokyo boardede, så det gik lidt hurtig med at finde gaten - men flyet var heldigvis lidt forsinket.
Så først til Cairns hvor vi mellemlandede. Alle skulle ud af maskinen, men for engang skyld var der ikke indlagt ekstra sikkerhedskontrol. Efter maskinen var blevet gjort klar igen, gik det så endelig mod Japan.
Det var blevet mørkt inden vi nåede frem til Narita, så hvordan skulle det gå med at finde ind til hotellet i Tokyo, 60 km. væk?
Det gik nu meget nemt, vi tog en limousinebus til Shinjuku station (150 kr./person), og så en taxa derfra til hotellet - taxaer er dyre i Japan, men det kostede kun 50 kr. for det sidste stykke, og vi var ret godt trætte af at rejse - nu skulle vi bare se et hotelværelse, og det kunne kun gå for langsomt...
Vi havde på forhånd valgt at vi ville tage bussen, for "så kunne vi nok se noget mere" - selv om det var nat, kom det til at passe.
Tokyo er ca. 100 km. i diameter, så næsten hele turen ind til Shinjuku foregik i en oplyst by, med speederen i bund ad motorveje i flere etager, en ret fantastisk oplevelse uanset at man var meget træt.
Hotelværelset var ikke stort, men måske heller ikke det mindste vi havde set på hele vores tur. Der var lagt kimono og tøfler frem, og om der ikke hang et billede med et Københavnermotiv på væggen:
onsdag den 10. december 2008
NZ: Auckland (pakker sammen)
Sov længe - rigtig længe, til klokken 9 - det var stadigt tørvejr, godt når man skal pakke en camper sammen.
Der blev ryddet ud, fejet og vasket af, ja den camper var renere da den blev afleveret, end da den blev hentet.
Vi havde fået samlet en masse brochurer og andet overflødigt, så det blev til mange poser med affald.
Til sidst blev "kareten" tømt for affaldsvand af både den ene og den anden slags, og vi fandt ud på motorvejen sydpå.
Fik drejet af lidt for tidligt, da der blev skiltet mod en flyveplads, der må være mere end een !
Kom tilbage på motorvejen og ned til Manaku, og derfra ind mod den "rigtige" flyveplads. Tog ind til et varehus for at få fat i nogle madtænger til grillen derhjemme, fandt desværre ikke nogen...
Kørte til hotellet og fik indlogeret fruen og bagagen. Så rundt om hjørnet, til Maui, afleverede camperen en halv time før "deadline".
Skal tidlig i seng i aften, taxaen til lufthavnen vil holde klar klokken fem i morgen tidlig.
Der blev ryddet ud, fejet og vasket af, ja den camper var renere da den blev afleveret, end da den blev hentet.
Vi havde fået samlet en masse brochurer og andet overflødigt, så det blev til mange poser med affald.
Til sidst blev "kareten" tømt for affaldsvand af både den ene og den anden slags, og vi fandt ud på motorvejen sydpå.
Fik drejet af lidt for tidligt, da der blev skiltet mod en flyveplads, der må være mere end een !
Kom tilbage på motorvejen og ned til Manaku, og derfra ind mod den "rigtige" flyveplads. Tog ind til et varehus for at få fat i nogle madtænger til grillen derhjemme, fandt desværre ikke nogen...
Kørte til hotellet og fik indlogeret fruen og bagagen. Så rundt om hjørnet, til Maui, afleverede camperen en halv time før "deadline".
Skal tidlig i seng i aften, taxaen til lufthavnen vil holde klar klokken fem i morgen tidlig.
NZ: Auckland (bytur)
Sov længe - Til klokken 7 ! - Og stod op til tørvejr, med lidt blå himmel ind i mellem...
Tog bussen ind til Down Town. Linje 625 til Britomart, for 3,25$ pr. person.
Gik ned til The Ferry Building ved havnefronten, og hoppede på en Explore Bus, som er en Hop On/Hop Off bus - et Day Pass kostede 35$.
Vi hoppede af første gang ved rosenhaven, den var en hyldest til Nancy Steen, som havde været rundt på New Zealand, og havde samlet mange af de roser som indvandrerne havde haft med, i sin have.
Auckland museum havde en fantastisk udstilling om maorierne, huse, redskaber, kanoer, klæder og meget andet.
Der var også en forestilling, hvor de fortalte om musikkens udvikling, og guitarens betydning for deres musik. I gammel tid var deres musik mest baseret på rytmiske instrumenter, primært korte pinde der blev slået mod hinanden.
Disse pinde blev også brugt en i leg, hvor man står overfor hinanden og kaster dem frem mellem hinanden - den der først taber en pind har tabt.
Legen trænede både deres armmuskler og koordinationsevner.
Englænderne og Maorierne havde flere slag tilbage i midten/slutningen af 1800 tallet, syd for Auckland, omkring en by der hedder Bombay i dag.
Der, ved Bombay, ser man i dag det første velkomstkilt til Auckland, selv om det er 45 kilometre til centrum.
I går spiste vi frokost mellem Hamilton og Bombay, i en lille by hvor der var en mindekirkegård med faldne fra et af disse slag. Både englændere og maorier var begravet på kirkegåden.
Der var mange andre ting at se på museet, man kunne nemt have brugt en dag dér alene.
Vi forsatte med Hop On bussen, til Auckland Skytower.
Tårnet er 328 meter højt, dvs. højere end det i Sydney, som er 304 meter (men det er spidsen på Auckland Skytower der er højere, ikke udsigtsplatformen...)
Vi fandt et bord ud mod havnen, på en "Italiensk" restaurant, hvor vi blev betjent af en russisk pige, som fortalte at der var folk af alle mulige nationaliteter der arbejdede i restauranten.
Mens vi sad og spiste, med udsigt over den havn, som blev bygget da Kiwierne vandt Americas Cup og hvor den derfor skulle starte næste gang, kom der en stor flok nisser løbende - Auckland julenisseløb !
Tog bussen ind til Down Town. Linje 625 til Britomart, for 3,25$ pr. person.
Gik ned til The Ferry Building ved havnefronten, og hoppede på en Explore Bus, som er en Hop On/Hop Off bus - et Day Pass kostede 35$.
Vi hoppede af første gang ved rosenhaven, den var en hyldest til Nancy Steen, som havde været rundt på New Zealand, og havde samlet mange af de roser som indvandrerne havde haft med, i sin have.
Auckland museum havde en fantastisk udstilling om maorierne, huse, redskaber, kanoer, klæder og meget andet.
Der var også en forestilling, hvor de fortalte om musikkens udvikling, og guitarens betydning for deres musik. I gammel tid var deres musik mest baseret på rytmiske instrumenter, primært korte pinde der blev slået mod hinanden.
Disse pinde blev også brugt en i leg, hvor man står overfor hinanden og kaster dem frem mellem hinanden - den der først taber en pind har tabt.
Legen trænede både deres armmuskler og koordinationsevner.
Englænderne og Maorierne havde flere slag tilbage i midten/slutningen af 1800 tallet, syd for Auckland, omkring en by der hedder Bombay i dag.
Der, ved Bombay, ser man i dag det første velkomstkilt til Auckland, selv om det er 45 kilometre til centrum.
I går spiste vi frokost mellem Hamilton og Bombay, i en lille by hvor der var en mindekirkegård med faldne fra et af disse slag. Både englændere og maorier var begravet på kirkegåden.
Der var mange andre ting at se på museet, man kunne nemt have brugt en dag dér alene.
Vi forsatte med Hop On bussen, til Auckland Skytower.
Tårnet er 328 meter højt, dvs. højere end det i Sydney, som er 304 meter (men det er spidsen på Auckland Skytower der er højere, ikke udsigtsplatformen...)
Uanset hvilken af dem der er højest, så er udsigten ikke at kimse ad !
Og så har den også en restaurant, der især er populær om aftenen.
Så var det ned til Victoria Park Market, det var en losseplads i de gode gamle dage, i dag er det - som navnet antyder - et marked, men med små separate butikker.
Vi fik købt en taske med både hjul og håndtag, som skulle erstatte en af vores håndtasker på vores videre færd, og fruen fik endnu engang udvidet smykkebeholdningen...
Vi gik tilbage til Hop On stoppestedet, og stod og ventede i en halv time - der kom bare ikke nogen bus, surt show - så der var ikke andet at gøre end at få gang i bentøjet og finde vej ned til havnen igen.
Der var ikke ret langt, og fordi vi gik selv, i stedet for at køre med bussen, kom vi ned omkring Viaduct Harbour. Det er nok folk med ret anselige indkomster, der bor i de lejligheder der ligger ud til havnen. Lystbådene i havnen var af kaliber "meget stor" eller større (30 til 50 fod).
Og så har den også en restaurant, der især er populær om aftenen.
Så var det ned til Victoria Park Market, det var en losseplads i de gode gamle dage, i dag er det - som navnet antyder - et marked, men med små separate butikker.
Vi fik købt en taske med både hjul og håndtag, som skulle erstatte en af vores håndtasker på vores videre færd, og fruen fik endnu engang udvidet smykkebeholdningen...
Vi gik tilbage til Hop On stoppestedet, og stod og ventede i en halv time - der kom bare ikke nogen bus, surt show - så der var ikke andet at gøre end at få gang i bentøjet og finde vej ned til havnen igen.
Der var ikke ret langt, og fordi vi gik selv, i stedet for at køre med bussen, kom vi ned omkring Viaduct Harbour. Det er nok folk med ret anselige indkomster, der bor i de lejligheder der ligger ud til havnen. Lystbådene i havnen var af kaliber "meget stor" eller større (30 til 50 fod).
Vi fandt et bord ud mod havnen, på en "Italiensk" restaurant, hvor vi blev betjent af en russisk pige, som fortalte at der var folk af alle mulige nationaliteter der arbejdede i restauranten.
Mens vi sad og spiste, med udsigt over den havn, som blev bygget da Kiwierne vandt Americas Cup og hvor den derfor skulle starte næste gang, kom der en stor flok nisser løbende - Auckland julenisseløb !
Bagved ligger der et museum om sejlbåde og kajen bagved, er fuld af træsejlbåde, som bliver brugt til undervisning
Det så festligt ud med alle løberne, alle var klædt ud i nissedragter, med to undtagelser - de var klædt ud som rensdyr (og der var langt over 20 graders varme - det må have været lunt !)
Der var flere restauranter/barer og der var en meget hyggelig stemning, så mange hujede på dem.
Tullede ned til bussen, forbi træskibsmuseet og sejlerskole, og kørte med bussen tilbage til campingpladsen.
Det så festligt ud med alle løberne, alle var klædt ud i nissedragter, med to undtagelser - de var klædt ud som rensdyr (og der var langt over 20 graders varme - det må have været lunt !)
Der var flere restauranter/barer og der var en meget hyggelig stemning, så mange hujede på dem.
Tullede ned til bussen, forbi træskibsmuseet og sejlerskole, og kørte med bussen tilbage til campingpladsen.
I nat er det sidste nat i camperen, den skal afleveres i morgen...suk.
NZ: Rotorua - Auckland
Køredag, vi skulle gerne nå til Auckland. Kortet sagde 3 timer og 55 minutter, incl. pause - det passede på en prik.
I går eftermiddags havde vi været nogle kilometre nede mod Taupo, for at se flere boblende søer og gejsere, men kom 10 minutter for sent, så vi havde sat vækkeuret til 6:30, for at nå en tur der ned, inden vi stak nordpå igen.
Desværre vågnede vi op til et øsende regnvejr, og så er der ikke meget ved at gå vandretur, uanset om naturen har nogle spektakulære ting at vise frem. Derfor blev det til en tidlig afgang fra Roturoa, over Hamilton (hvor det stadig regnede) til en campingplads ret tæt på Auckland city.
Hyggelig plads, dog ikke samme fine standart som den forrige, men til gengæld ligger den nede i en dal, så der er stille, og meget frodigt. Så blev der til gengæld tid til at slappe lidt af, efter de travle dage i Rotorua.
Vi tankede diesel inden vi kørte fra Rotorua, 1,17$/L - med dagen kurs på 3,10, svarer det til 3,63 gode danske kroner for en liter dieselolie.
I går eftermiddags havde vi været nogle kilometre nede mod Taupo, for at se flere boblende søer og gejsere, men kom 10 minutter for sent, så vi havde sat vækkeuret til 6:30, for at nå en tur der ned, inden vi stak nordpå igen.
Desværre vågnede vi op til et øsende regnvejr, og så er der ikke meget ved at gå vandretur, uanset om naturen har nogle spektakulære ting at vise frem. Derfor blev det til en tidlig afgang fra Roturoa, over Hamilton (hvor det stadig regnede) til en campingplads ret tæt på Auckland city.
Hyggelig plads, dog ikke samme fine standart som den forrige, men til gengæld ligger den nede i en dal, så der er stille, og meget frodigt. Så blev der til gengæld tid til at slappe lidt af, efter de travle dage i Rotorua.
Vi tankede diesel inden vi kørte fra Rotorua, 1,17$/L - med dagen kurs på 3,10, svarer det til 3,63 gode danske kroner for en liter dieselolie.
NZ: Rotorua, tredie dag
Var ude og se den begravede by Te Waitoa som ligger nogle kilometer sydøst for Rotorua.
På vej der ud, kommer man forbi den blå og den grønne sø som ligger næsten lige ved siden af hinanden, kun adskilt af en tange der er ca. 20 meter bred. Alligevel er der mange meters neveau forskel. Den blå sø er højest, den er også den dybeste, fordi den er dannet i en såkaldt caldera (et sammenfaldet vulkankrater).
Den grønne sø har sandbund og er ikke nær så dyb. Den er for øvrigt privatejet, og Tabu for maorierne.
Vi var heldige at komme lige da der startede en guidet rundvisning - og der var kun os to at guide rundt, så det var nemt at forstå hvad der blev sagt, og nemt at komme til at stille spørgsmål.
Guiden var en ældre herre med bowlerhat, født i Auckland, men han havde boet i området i 30 år.
Den lille landsby, Te Waitoa, blev begravet i mudder i 1886, da Mt. Tarawera sprang i luften. Der var dengang 3 hoteller, en smedje, en vanddrevet kornmølle, en "købmand", diverse andre europæiske huse og en hel del maorihuse og et mødehus.
De europæiske huse, var bygget med en ret lille taghældning, og modstod derfor ikke trykket fra mudderet, så de brasede hurtigt sammen. Maorihusene havde en 45 graders taghældning, så det meste mudder, der regnede ned den nat, gled af og langt de fleste maorihuse overlevede derfor.
Der faldt 1,5 meter mudder, så maorihusene blev også fyldt op.
Guiden viste os smedjen, hvor der var blevet udgravet en masse af værktøjer, og ting smeden arbejdede på, bl.a. en vognaksel.
Smeden var en efterspurgt herre dengang, så han rejste rundt mellem de nærmeste småbyer - og han var ikke i Te Waitoa da udbruddet kom.
Smeden var flyttet til Te Waitoa med sin kone og 2 døtre, men konen døde 2 år efter de var kommet til byen - så han måtte selv opfostre de 2 piger, og de var med ham og overlevede derfor også.
Bartenderen var også en vigtig herre og havde derfor sit eget hus, da det var bygget på den europæiske facon, modstod det ikke trykket fra mudderet, og styrtede sammen. Under udgravningen fandt man bl.a. jernrammen fra hans seng, den var blevet mast vind og skæv.
Det største hotel havde 21 værelser, fordelt på to etager, og med en veranda udenfor. Hotellet blev stående, vredet til ukendelighed, men verandaen styrtede sammen og dræbte derved en ung mand.
Af de i alt 120 der døde den nat vulkanen eksploderede, var det ganske få direkte fra byen, flest fra området udenom. Vulkanudbruddet begravede 8000 kvadratkilometer land med sten og mudder.
Alle, også maorierne forlod området, efter der i lang tid havde været eftersøgninger efter overlevende. Maorihøvding Wi Kepa var den der blev tilbage i længst tid, for at sørge for at alle fik hjælp.
Først nu efter mange år er maorierne begyndt at flytte tilbage til stedet.j
I 1931 overtog familien Smith stedet, og begyndte at foretage udgravninger, og det begyndte igen at trække turister til. Der blev bygget et tearoom og en café - det har nu stået på i tre generationer.
Den tidligere ejer af det store hotel, en skotte der hed J. H. Taylor, mistede alt, da hans hotel gik tabt. Han flyttede til Australien efter katastrofen, men kom tilbage kort før sin død, og udpegede forskellige ting, til stor gavn for den senere udgravning.
Vi fulgte en sti rundt, ned langs en bæk med regnbueørreder, man kunne tydeligt se dem, stå stille i vandet, flere steder.
Bækken mundede ud i et ret højt vandfald - vi blev nød til at kæmpe os ned ad mange trapper, for at komme til at nyde synet nedefra.
Et af de små "sidefald":
Vi fik kæmpet (endnu mere) en gang til, for at komme op igen, men det var umagen værd.
Vi fik også en snak med vores guide om New Zealand i dag, han fortalte os at mange flytter til Australien, grundet den dårlige måde regeringen har styret landet på de sidste 9 år. Det har været folk som har studeret politik, uden dog at vide hvordan man styrer et land der regeret, man bildte folk ind, at der var god økonomi, men at man ikke kunne give skattelettelser. De havde forvaltet økonomien helt forkert sagde han.
Tidligere havde telefonvæsnet også været statsejet og det tog dengang måneder at få en telefon, i dag er det privatiseret, og nu kan man få en telefon installeret på 2 dage...
Et andet eksempel han fortalte om, var at han havde ansøgt om tilladelse til at overdække en terrasse. De sagde at det var der ikke nogle problemer i, på statskontoret (her er det nemlig staten der afgør alt) men da der var gået 10 dage henvendte han sig igen, og fik det svar at der jo ikke var gået 21 dage - for det er den tid der må gå, og vis man brokker sig, bliver man lagt nederst i bunken. Nu er der kommet en ny regering, og den har travlt med at rydde op efter den gamle.
Vi blev enige med ham i at det er synd, at der ikke bliver dyrket mere, her i et land, som er så frodigt og hvor alting bare vokser.
New Zealand er på størrelse med hele England , men der bor kun 4 millioner mennesker her.
Kørte videre langs bredden af søen, og fandt en ophalerplads til både. Pladsen var stor, med både cafeteria og bådudlejning.
Fik parkeret så plant som muligt, og byggede os noget frokost som vi nød med udsigt over Lake Tarawera.
På udstillingen var der et kort, som angav nogle punkter længere ude ad vejen, så dem kørte vi efter, men fandt ingen skilte til noget som helst. De eneste skilte vi så var "Hus til salg", men dem var der til gengæld mange af, og husene var både store og flotte.
På vej der ud, kommer man forbi den blå og den grønne sø som ligger næsten lige ved siden af hinanden, kun adskilt af en tange der er ca. 20 meter bred. Alligevel er der mange meters neveau forskel. Den blå sø er højest, den er også den dybeste, fordi den er dannet i en såkaldt caldera (et sammenfaldet vulkankrater).
Den grønne sø har sandbund og er ikke nær så dyb. Den er for øvrigt privatejet, og Tabu for maorierne.
Vi var heldige at komme lige da der startede en guidet rundvisning - og der var kun os to at guide rundt, så det var nemt at forstå hvad der blev sagt, og nemt at komme til at stille spørgsmål.
Guiden var en ældre herre med bowlerhat, født i Auckland, men han havde boet i området i 30 år.
Den lille landsby, Te Waitoa, blev begravet i mudder i 1886, da Mt. Tarawera sprang i luften. Der var dengang 3 hoteller, en smedje, en vanddrevet kornmølle, en "købmand", diverse andre europæiske huse og en hel del maorihuse og et mødehus.
De europæiske huse, var bygget med en ret lille taghældning, og modstod derfor ikke trykket fra mudderet, så de brasede hurtigt sammen. Maorihusene havde en 45 graders taghældning, så det meste mudder, der regnede ned den nat, gled af og langt de fleste maorihuse overlevede derfor.
Der faldt 1,5 meter mudder, så maorihusene blev også fyldt op.
Guiden viste os smedjen, hvor der var blevet udgravet en masse af værktøjer, og ting smeden arbejdede på, bl.a. en vognaksel.
Smeden var en efterspurgt herre dengang, så han rejste rundt mellem de nærmeste småbyer - og han var ikke i Te Waitoa da udbruddet kom.
Smeden var flyttet til Te Waitoa med sin kone og 2 døtre, men konen døde 2 år efter de var kommet til byen - så han måtte selv opfostre de 2 piger, og de var med ham og overlevede derfor også.
Bartenderen var også en vigtig herre og havde derfor sit eget hus, da det var bygget på den europæiske facon, modstod det ikke trykket fra mudderet, og styrtede sammen. Under udgravningen fandt man bl.a. jernrammen fra hans seng, den var blevet mast vind og skæv.
Det største hotel havde 21 værelser, fordelt på to etager, og med en veranda udenfor. Hotellet blev stående, vredet til ukendelighed, men verandaen styrtede sammen og dræbte derved en ung mand.
Af de i alt 120 der døde den nat vulkanen eksploderede, var det ganske få direkte fra byen, flest fra området udenom. Vulkanudbruddet begravede 8000 kvadratkilometer land med sten og mudder.
Alle, også maorierne forlod området, efter der i lang tid havde været eftersøgninger efter overlevende. Maorihøvding Wi Kepa var den der blev tilbage i længst tid, for at sørge for at alle fik hjælp.
Først nu efter mange år er maorierne begyndt at flytte tilbage til stedet.j
I 1931 overtog familien Smith stedet, og begyndte at foretage udgravninger, og det begyndte igen at trække turister til. Der blev bygget et tearoom og en café - det har nu stået på i tre generationer.
Den tidligere ejer af det store hotel, en skotte der hed J. H. Taylor, mistede alt, da hans hotel gik tabt. Han flyttede til Australien efter katastrofen, men kom tilbage kort før sin død, og udpegede forskellige ting, til stor gavn for den senere udgravning.
Vi fulgte en sti rundt, ned langs en bæk med regnbueørreder, man kunne tydeligt se dem, stå stille i vandet, flere steder.
Bækken mundede ud i et ret højt vandfald - vi blev nød til at kæmpe os ned ad mange trapper, for at komme til at nyde synet nedefra.
Et af de små "sidefald":
Vi fik kæmpet (endnu mere) en gang til, for at komme op igen, men det var umagen værd.
Vi fik også en snak med vores guide om New Zealand i dag, han fortalte os at mange flytter til Australien, grundet den dårlige måde regeringen har styret landet på de sidste 9 år. Det har været folk som har studeret politik, uden dog at vide hvordan man styrer et land der regeret, man bildte folk ind, at der var god økonomi, men at man ikke kunne give skattelettelser. De havde forvaltet økonomien helt forkert sagde han.
Tidligere havde telefonvæsnet også været statsejet og det tog dengang måneder at få en telefon, i dag er det privatiseret, og nu kan man få en telefon installeret på 2 dage...
Et andet eksempel han fortalte om, var at han havde ansøgt om tilladelse til at overdække en terrasse. De sagde at det var der ikke nogle problemer i, på statskontoret (her er det nemlig staten der afgør alt) men da der var gået 10 dage henvendte han sig igen, og fik det svar at der jo ikke var gået 21 dage - for det er den tid der må gå, og vis man brokker sig, bliver man lagt nederst i bunken. Nu er der kommet en ny regering, og den har travlt med at rydde op efter den gamle.
Vi blev enige med ham i at det er synd, at der ikke bliver dyrket mere, her i et land, som er så frodigt og hvor alting bare vokser.
New Zealand er på størrelse med hele England , men der bor kun 4 millioner mennesker her.
Kørte videre langs bredden af søen, og fandt en ophalerplads til både. Pladsen var stor, med både cafeteria og bådudlejning.
Fik parkeret så plant som muligt, og byggede os noget frokost som vi nød med udsigt over Lake Tarawera.
På udstillingen var der et kort, som angav nogle punkter længere ude ad vejen, så dem kørte vi efter, men fandt ingen skilte til noget som helst. De eneste skilte vi så var "Hus til salg", men dem var der til gengæld mange af, og husene var både store og flotte.
NZ: Rotorua, anden dag
Startede dagen på Rotorua museum, Tudor House, der er et tidligere kurbad.
Vi var så heldige at komme med rundt på en guidet tur, i en udstilling om maorierne.
Der er 47 forskellige Maoristammer, med mange understammer.
Ansigtstatoveringer, som nogle stadig vælger at bruge, fortæller om afstamning, magt og hvad man er/var god til. Det kan tage et helt liv at gøre sig fortjent til at få fyldt hele ansigtet ud. Kvinderne har nogle gang tatoveringer men kun under næsen og ned over hagen, de beskriver, hvor hun hører til og til hendes betydning.
Der blev også fortalt om hvordan byen Rotorua opstod. I 1800 tallet var der, lidt øst for, hvor Rotorua ligger i dag, nogle meget flotte hvide og lyserøde terrasser, skabt af udsivende vand fra siderne af vulkanen Tarawera igennem mange tusinde år.
Disse terrasser blev et yndet udflugtsmål for rige europæere, men det foregik dengang med diligence og kanoer, fra Auckland og ned til Tarawera.
Tarawera eksploderede i 1886, hvorved terrasserne blev destrueret, og den lille by der var opstået tæt ved, blev praktisk taget jævnet med jorden (120 døde den nat), eller nærmere druknet i mudder.
Tilbage til Tudor House: Tilsidst gik vi rundt og så på selve huset. Kælderen var fuld af gamle rør og ventiler, som der dengang var fastansatte folk til at vedligeholde, fordi de blev nedbrudt så hurtigt af det svovlholdige vand.
Vi var også lige oppe på udsigtsplatformen på taget, der var en pæn udsigt over byen.
Nede igen, var der ved siden af huset, en meget flot rosenhave:
Var ude og sejle med en hjuldamper på Lake Rotorua, for 45$ pr. hoved fik man en times sejltur og frokostbuffet - og der var rigeligt med mad. Også suppe og dessert med te og kaffe.
Man kan også, fra samme sted, komme ud og flyve med helikopter for 90 $ pr. person.
Da det var søndag, var der marked ved havnefronten - vi faldt ikke lige over noget, men der var masser at se på.
Tog ud til Skyline Skyrides og tog en gondoltur op på bjergsiden:
Udenfor var var der en kirkegård for soldater der var faldet i krigen.
Da der på stedet var meget "liv" i undergrunden, kunne man ikke begrave dem i jorden, men støbte en grav op omkring dem, i beton.
Der lå et smukt Maorimødehus overfor kirken, dér var der også bygget et lille klokketårn ved siden af.
I hele områdes sydede og boblede det. Der var flere steder hvor belægningen (af betonsten) var tæret af de dampe der kom fra jordens indre - skorpen må virkelig være tynd her...
Der var flere villahaver omkring kirken som havde indrettet deres egen lille geotermiske kogegryde, ved at grave et betonrør lodret ned, så der stod damp op fra flere af haverne. Så der var en liflig duft af svovl i luften.
Vi var så heldige at komme med rundt på en guidet tur, i en udstilling om maorierne.
Der er 47 forskellige Maoristammer, med mange understammer.
Ansigtstatoveringer, som nogle stadig vælger at bruge, fortæller om afstamning, magt og hvad man er/var god til. Det kan tage et helt liv at gøre sig fortjent til at få fyldt hele ansigtet ud. Kvinderne har nogle gang tatoveringer men kun under næsen og ned over hagen, de beskriver, hvor hun hører til og til hendes betydning.
Der blev også fortalt om hvordan byen Rotorua opstod. I 1800 tallet var der, lidt øst for, hvor Rotorua ligger i dag, nogle meget flotte hvide og lyserøde terrasser, skabt af udsivende vand fra siderne af vulkanen Tarawera igennem mange tusinde år.
Disse terrasser blev et yndet udflugtsmål for rige europæere, men det foregik dengang med diligence og kanoer, fra Auckland og ned til Tarawera.
Tarawera eksploderede i 1886, hvorved terrasserne blev destrueret, og den lille by der var opstået tæt ved, blev praktisk taget jævnet med jorden (120 døde den nat), eller nærmere druknet i mudder.
Tilbage til Tudor House: Tilsidst gik vi rundt og så på selve huset. Kælderen var fuld af gamle rør og ventiler, som der dengang var fastansatte folk til at vedligeholde, fordi de blev nedbrudt så hurtigt af det svovlholdige vand.
Vi var også lige oppe på udsigtsplatformen på taget, der var en pæn udsigt over byen.
Nede igen, var der ved siden af huset, en meget flot rosenhave:
Var ude og sejle med en hjuldamper på Lake Rotorua, for 45$ pr. hoved fik man en times sejltur og frokostbuffet - og der var rigeligt med mad. Også suppe og dessert med te og kaffe.
Man kan også, fra samme sted, komme ud og flyve med helikopter for 90 $ pr. person.
Da det var søndag, var der marked ved havnefronten - vi faldt ikke lige over noget, men der var masser at se på.
Tog ud til Skyline Skyrides og tog en gondoltur op på bjergsiden:
Det første der mødte os deroppe var nogen der skulle prøve et Skyswing - det er en "tønde" der hænger i to wirer, man bliver spændt fast i, så bliver den hejst op og sluppet, så den gynger ud over bjergsiden. Fra 0 til 150 km. i timen, på 2 sekunder (der må godt skriges, og det bliver der)...
Vi gik lidt rundt, og så også Luge Riding. Det er en slags kælk på hjul, og så er der forskellige baner ned ad bjerget man kan køre på - der var stor tilstrømning af unge mennesker.
Tilbage ved havnefronten fandt vi ned til en noget speciel kirke, jo, det var en kristen kirke, men udsmykket med træskærerarbejder og flettede paneler som i et Maorimødehus.
Vi gik lidt rundt, og så også Luge Riding. Det er en slags kælk på hjul, og så er der forskellige baner ned ad bjerget man kan køre på - der var stor tilstrømning af unge mennesker.
Tilbage ved havnefronten fandt vi ned til en noget speciel kirke, jo, det var en kristen kirke, men udsmykket med træskærerarbejder og flettede paneler som i et Maorimødehus.
Udenfor var var der en kirkegård for soldater der var faldet i krigen.
Da der på stedet var meget "liv" i undergrunden, kunne man ikke begrave dem i jorden, men støbte en grav op omkring dem, i beton.
Der lå et smukt Maorimødehus overfor kirken, dér var der også bygget et lille klokketårn ved siden af.
I hele områdes sydede og boblede det. Der var flere steder hvor belægningen (af betonsten) var tæret af de dampe der kom fra jordens indre - skorpen må virkelig være tynd her...
Der var flere villahaver omkring kirken som havde indrettet deres egen lille geotermiske kogegryde, ved at grave et betonrør lodret ned, så der stod damp op fra flere af haverne. Så der var en liflig duft af svovl i luften.
NZ: Rotorua, første dag
Vågnede i Rotorua - der var en snert af et eller andet i luften, men det var nærmest ubestemmeligt.
Vi tog ud til Te Puia hvor vi først så et maori-show, først med behørig velkomst, og så med forskellige sange, med forklaringer til - meget, meget flot, men alt for kort (ca. 1 time).
Derefter var der guidet rundvisning, først ned til gejser, som vist lige havde været i gang, så der ville først ske noget igen om en halv times tid.
Guiden fortalte hvordan man lavede mad hhv. ved at lægge det i flettede kurve og sænke det ned i det kogende vand omkring 8 minutter eller ved at grave det ned i den varme jord, kaldet en Haka. En Haka kan også laves uden varme nedenfra, ved at varme en stabel sten op i et bål, så lægge dem ned I et hul i jorden, pakke maden ind i blade og lægge den ned ovenpå de varme sten, og så dække til med jord - men det er jo nemmere når jorden er varm i forvejen...
Så hen til en mudderpøl der stod og boblede (ca. 15 meter i diameter) - mudderet brugte man til omslag, muddermasker og -bade, det skulle være godt mod alskens ting og sager.
De havde p.t. 2 Kiwifugle i pleje, dem var vi også inde og se, dvs. vi så skyggen af en af dem, for de er natdyr, så det forgik i næsten helt mørke.
Næste punkt var pladsen foran deres mødehus, hvor vi lige havde været inde og se opvisning. Her blev der fortalt om udskæringernes betydning og om hvordan de enkelte konstruktionsdele i huset havde hver deres betydning.
Stedet hedder TE WHAKAREWAREWATANGAOTEOPETAUAAWAHIAO, som betyder: Samlingsstedet for krigerne fra Wahiao.
Rundturen sluttede i de arbejdende værkstedsskoler for træskæring og fletning.
Det er kun folk med "bare en lille bitte smule Maoriblod i årene" der kan optages i disse skoler.
Det tager 3 år at blive uddannet træskærer eller flax-fletter. Og der bliver kun optaget 5 elever hver år.
Flax er en plante der gror nærmest som ukrudt alle vegne (ligner lidt en agave, men med tyndere blade og en flot blomsterstand - og den dør ikke når den har blomstret)
Efter rundvisningen fik vi os en sandwich, og opdagede at gejseren igen var vågnet op - så den blev behørigt filmet...
Kørte så ud til Rainbow Springs, en park anlagt af en amerikaner for mange år siden. Han plantede bl.a. nogle små Douglasgraner, som han havde taget med fra Amerika - De kan sandelig godt lide at vokse i New Zealand'sk vulkanjord, skal vi lige hilse og sige - de var ganske velvoksne.
Igennem parken løber der en kilde, som er blevet opstemmet en lille smule, det har dannet en lille sø hvor der lever et utal af regnbueørreder. Ørrederne kan frit komme og gå, for der er ikke ret langt ned til søen gennem bækken, som udskifter vandet i søen hver time, så det er krystalklart.
Vi tog ud til Te Puia hvor vi først så et maori-show, først med behørig velkomst, og så med forskellige sange, med forklaringer til - meget, meget flot, men alt for kort (ca. 1 time).
Guiden fortalte hvordan man lavede mad hhv. ved at lægge det i flettede kurve og sænke det ned i det kogende vand omkring 8 minutter eller ved at grave det ned i den varme jord, kaldet en Haka. En Haka kan også laves uden varme nedenfra, ved at varme en stabel sten op i et bål, så lægge dem ned I et hul i jorden, pakke maden ind i blade og lægge den ned ovenpå de varme sten, og så dække til med jord - men det er jo nemmere når jorden er varm i forvejen...
Så hen til en mudderpøl der stod og boblede (ca. 15 meter i diameter) - mudderet brugte man til omslag, muddermasker og -bade, det skulle være godt mod alskens ting og sager.
De havde p.t. 2 Kiwifugle i pleje, dem var vi også inde og se, dvs. vi så skyggen af en af dem, for de er natdyr, så det forgik i næsten helt mørke.
Næste punkt var pladsen foran deres mødehus, hvor vi lige havde været inde og se opvisning. Her blev der fortalt om udskæringernes betydning og om hvordan de enkelte konstruktionsdele i huset havde hver deres betydning.
Stedet hedder TE WHAKAREWAREWATANGAOTEOPETAUAAWAHIAO, som betyder: Samlingsstedet for krigerne fra Wahiao.
Rundturen sluttede i de arbejdende værkstedsskoler for træskæring og fletning.
Det er kun folk med "bare en lille bitte smule Maoriblod i årene" der kan optages i disse skoler.
Det tager 3 år at blive uddannet træskærer eller flax-fletter. Og der bliver kun optaget 5 elever hver år.
Flax er en plante der gror nærmest som ukrudt alle vegne (ligner lidt en agave, men med tyndere blade og en flot blomsterstand - og den dør ikke når den har blomstret)
Kørte så ud til Rainbow Springs, en park anlagt af en amerikaner for mange år siden. Han plantede bl.a. nogle små Douglasgraner, som han havde taget med fra Amerika - De kan sandelig godt lide at vokse i New Zealand'sk vulkanjord, skal vi lige hilse og sige - de var ganske velvoksne.
Igennem parken løber der en kilde, som er blevet opstemmet en lille smule, det har dannet en lille sø hvor der lever et utal af regnbueørreder. Ørrederne kan frit komme og gå, for der er ikke ret langt ned til søen gennem bækken, som udskifter vandet i søen hver time, så det er krystalklart.
Ørrederne vælger at blive i søen fordi de bliver fodret der.
Der er andre dyr, forskellige fugle og krybdyr, samt planter i parken bl.a. Black Mamaku, en bregne der findes over store dele af New Zealand. Den kan få en stamme på op til 20 meter, og de enkelte "blade" kan blive op til 6 meter lange og 2 meter brede.
Der var naturligvis også Kauritræer, men de var ikke nået at blive ret store endnu, de kan jo også leve i op til 4000 år, så hvor meget mon de når at gro på under 100 år?
Der var også en Kiwi udstillet, den var også vist i et "natmiljø". Den var rimelig aktiv, så den fik vi set tydeligt. Kiwier har deres næsebor helt ude for enden af deres ca. 10 cm. lange næb, så de kan lugte sig frem til føden, når de jager næbbet ned i skovbunden.
Der er andre dyr, forskellige fugle og krybdyr, samt planter i parken bl.a. Black Mamaku, en bregne der findes over store dele af New Zealand. Den kan få en stamme på op til 20 meter, og de enkelte "blade" kan blive op til 6 meter lange og 2 meter brede.
Der var naturligvis også Kauritræer, men de var ikke nået at blive ret store endnu, de kan jo også leve i op til 4000 år, så hvor meget mon de når at gro på under 100 år?
Der var også en Kiwi udstillet, den var også vist i et "natmiljø". Den var rimelig aktiv, så den fik vi set tydeligt. Kiwier har deres næsebor helt ude for enden af deres ca. 10 cm. lange næb, så de kan lugte sig frem til føden, når de jager næbbet ned i skovbunden.
NZ: Hahei - Rotorua
Tog fra Hahei og kørte mod Whitianga, men inden vi nåede dertil, drejede vi af - op ad vej 309, vi var ikke helt sikker på om vi måtte det, fordi det er en grusvej, men vi gjorde det alligevel. Der står et advarselsskilt hvor vejen starter: Smal, hårnålesving, stejl og som sagt grusvej.
Det var da også nogle lidt udfordrende 25 km. Der var smalt mange steder, en del hårnålesving og der var da også et sted hvor vi måtte helt ned i første gear for at komme rundt og op, men så var det heller ikke værre.
Vi stoppede først ved Kauri Grove, hvor vi gik de 10 minutter ad stien for at se Kauritræer (det er de store træer, der var en pæn gruppe, og de bliver ved med at imponere). Vi så også Waiau Falls lidt længere nede, det er da et pænt vandfald, men heller ikke mere. Vandfald har med at være meget store på billeder, og knap så stor i virkeligheden.
Waiau Waterworks, som vi kom til sidst på turen af vej 309, er et meget specielt sted. Som navnet antyder har det noget med vand at gøre - de mest mærkelige konstruktioner, vandpumper, et vanddrevet ur, "vandcykel", men også tarracottafigurer der bare var til pynt. Man kunne også tage sin medbragte mad med, og holde familiekomsammen, for der var BBQ med gratis gas, man skulle bare gøre rent efter sig - og legepladser til ungerne, hvis man ikke bare skulle sige at hele området var en stor legeplads...
Da vi kom ned på asfalt'en igen, slog vi et smut op til Coromandel by, fik postet nogle postkort og købt en is.
Da vi havde sat os for at komme ned til Rotorua denne dag, blev det ikke til mere, for det er en tur på over 250 km. Dog stoppede vi et par gange på turen ned langs Coromandels vestkyst - der var det ene postkortudkik efter det andet.
Og de flotteste træer med røde blomster som lige var ved at springe ud, de voksede på skråninger, og langs vejkanten, alle steder hvor deres rødder kunne få fat .
De 50 km. ned til Kopu, var vejen meget snoet, men resten var almindelig pæn landevej.
Kom frem til Rotorua inden det blev mørkt. Og, ja det er en speciel duft området har, men så heller ikke mere, det er de varme svovlkilder som giver lugten. Efter et lille indkøb, fandt vi en dejlig campingplads, dog mere turistet ind hvad vi ellers havde været på, men så var der også svømmepøl.
Det var da også nogle lidt udfordrende 25 km. Der var smalt mange steder, en del hårnålesving og der var da også et sted hvor vi måtte helt ned i første gear for at komme rundt og op, men så var det heller ikke værre.
Vi stoppede først ved Kauri Grove, hvor vi gik de 10 minutter ad stien for at se Kauritræer (det er de store træer, der var en pæn gruppe, og de bliver ved med at imponere). Vi så også Waiau Falls lidt længere nede, det er da et pænt vandfald, men heller ikke mere. Vandfald har med at være meget store på billeder, og knap så stor i virkeligheden.
Waiau Waterworks, som vi kom til sidst på turen af vej 309, er et meget specielt sted. Som navnet antyder har det noget med vand at gøre - de mest mærkelige konstruktioner, vandpumper, et vanddrevet ur, "vandcykel", men også tarracottafigurer der bare var til pynt. Man kunne også tage sin medbragte mad med, og holde familiekomsammen, for der var BBQ med gratis gas, man skulle bare gøre rent efter sig - og legepladser til ungerne, hvis man ikke bare skulle sige at hele området var en stor legeplads...
Da vi kom ned på asfalt'en igen, slog vi et smut op til Coromandel by, fik postet nogle postkort og købt en is.
Da vi havde sat os for at komme ned til Rotorua denne dag, blev det ikke til mere, for det er en tur på over 250 km. Dog stoppede vi et par gange på turen ned langs Coromandels vestkyst - der var det ene postkortudkik efter det andet.
Og de flotteste træer med røde blomster som lige var ved at springe ud, de voksede på skråninger, og langs vejkanten, alle steder hvor deres rødder kunne få fat .
De 50 km. ned til Kopu, var vejen meget snoet, men resten var almindelig pæn landevej.
Kom frem til Rotorua inden det blev mørkt. Og, ja det er en speciel duft området har, men så heller ikke mere, det er de varme svovlkilder som giver lugten. Efter et lille indkøb, fandt vi en dejlig campingplads, dog mere turistet ind hvad vi ellers havde været på, men så var der også svømmepøl.
NZ: Warkworth - Hahei
Efter at fruen havde fået inspiceret forretningen i Sheep World (som lå ved siden af campingpladsen) og fået bestemt sig til et par hjemmesutter. Futtede vi mod syd igen.
Sheepwold var et sted hvor man både solgte uldvare, men også havde opvisninger med får og hunde.
Ned gennem Auckland, via motorvej 1, hele vejen til Drury, hvor vi holdt ind på en motorvejscafe og fik (endnu) en omgang fish n' chips. Inde ved siden af var der (endnu) en souvenirforretning, hvor vi fik købt nogle postkort og selvklæbende frimærker, som de har hernede.
16 km. længere sydpå drejede vi væk fra motorvej 1, og ind på hovedvej 2 mod halvøen Coromandel.
Vejene er lange, eller snørklede, det tager lang tid at komme omkring fra det ene "must see" til det andet.
Og over alt er der meget smuk natur,så det er svært ikke at stoppe op og beundre udsigten.
Vi kørte via Tairua, mod Whitianga, men drejede af ud mod kysten i Whenuaktie - ud mod Hot Water Beach. Vi var så heldige at komme lige på det rigtige tidspunkt, for det er kun 2 timer før og efter lavvande, at man kan komme ud på stranden hvor "der er varmt vand nedenunder".
Man kan leje skovle til at grave sig et "badekar" i stranden med, men vi stak bare fødderne godt ned i sandet, og det er ganske vist - Der var "ret lunt" - det var godt at der var koldt havvand, ikke "ved hånden", men "ved foden" !
Kørte 6 km. mere nordpå til byen Hahei, hvor der var en glimrende campingplads.
Nedenfor, på stranden, mødte der os et helt utroligt vue ud over bugten - der blev filmet og taget billeder til et helt rejsekatalog.
Det er nok første gang på hele turen at vi så mange campister, så kan man rigtig se, hvor mange modeller af campere der er på New Zealand. Vi tror vi har fundet vores favorit, nemlig Kea, den ser ud til at være rigtigt godt indrettet, den har nemlig noget Maui mangler, nemlig skabe.
De første julekort er blevet skrevet. Et frimærke til hele verden koster 1,50 NZ$ dvs. ca. 5,25 DDK, altså ca. det samme som det efterhånden, koster at sende et postkort indenlandsk derhjemme...
Vejret? Indtil nu har vi kun haft en enkelt dag med regn, men ellers har det været dejlig solskin, og alligevel ikke for varmt - lyst til 20:30. Der har dog været en del skyer om natten.
Sheepwold var et sted hvor man både solgte uldvare, men også havde opvisninger med får og hunde.
Ned gennem Auckland, via motorvej 1, hele vejen til Drury, hvor vi holdt ind på en motorvejscafe og fik (endnu) en omgang fish n' chips. Inde ved siden af var der (endnu) en souvenirforretning, hvor vi fik købt nogle postkort og selvklæbende frimærker, som de har hernede.
16 km. længere sydpå drejede vi væk fra motorvej 1, og ind på hovedvej 2 mod halvøen Coromandel.
Vejene er lange, eller snørklede, det tager lang tid at komme omkring fra det ene "must see" til det andet.
Og over alt er der meget smuk natur,så det er svært ikke at stoppe op og beundre udsigten.
Vi kørte via Tairua, mod Whitianga, men drejede af ud mod kysten i Whenuaktie - ud mod Hot Water Beach. Vi var så heldige at komme lige på det rigtige tidspunkt, for det er kun 2 timer før og efter lavvande, at man kan komme ud på stranden hvor "der er varmt vand nedenunder".
Man kan leje skovle til at grave sig et "badekar" i stranden med, men vi stak bare fødderne godt ned i sandet, og det er ganske vist - Der var "ret lunt" - det var godt at der var koldt havvand, ikke "ved hånden", men "ved foden" !
Kørte 6 km. mere nordpå til byen Hahei, hvor der var en glimrende campingplads.
Nedenfor, på stranden, mødte der os et helt utroligt vue ud over bugten - der blev filmet og taget billeder til et helt rejsekatalog.
Det er nok første gang på hele turen at vi så mange campister, så kan man rigtig se, hvor mange modeller af campere der er på New Zealand. Vi tror vi har fundet vores favorit, nemlig Kea, den ser ud til at være rigtigt godt indrettet, den har nemlig noget Maui mangler, nemlig skabe.
De første julekort er blevet skrevet. Et frimærke til hele verden koster 1,50 NZ$ dvs. ca. 5,25 DDK, altså ca. det samme som det efterhånden, koster at sende et postkort indenlandsk derhjemme...
Vejret? Indtil nu har vi kun haft en enkelt dag med regn, men ellers har det været dejlig solskin, og alligevel ikke for varmt - lyst til 20:30. Der har dog været en del skyer om natten.
onsdag den 3. december 2008
NZ: Waitangi - Warkworth
Stod tidligt op, og fik tømt Black- og Graywater (Blackwater: Toilettet, Graywater: Opvaskevand), samt fyldt noget frisk vand på inden vi kom afsted.
Fandt Haruru Falls kort efter vi kom afsted, jo det var da et vandfald, men ikke specielt imponerende.
Vi havde sat os for at se de store Kauri træer i Waipoua skoven, og derefter at komme så langt sydpå som dagen tillod.
Da vi kom til Opononi, ved fjorden 'Hokianga Harbour', mødte der os et mærkeligt syn - et kæmpemæssig sandbjerg ovre på den anden side af fjorden.
Vi standsede ved en kiosk og fik os en is, og fik at vide at der lige var blevet spottet hvaler i fjorden - men de viste sig ikke igen, så længe vi var der.
Ovenfor byen, kørte vi ud til et udsigtspunkt, hvor der var endnu et utroligt flot udkik over sanddynen og fjorudmundingen, man kunne også se op langs kysten ud mod det Tasmanske hav.
Det tog i alt nogle timer at komme over til Waipoua skoven, men det var ikke til at overse hvor man skulle stoppe - der var masser af andre biler. Vi tullede ned ad den samme gangsti som alle de andre, og kom frem til en lille plads hvor man kunne kigge op på "alle træers moder" Tane Mahuta - Det var stort, rigtigt stort.
Omkreds 13,7 meter, 17,7 meter op til den første gren og i alt 51,5 meter højt.
Man vurderer at træet er omkring 2000 år gammelt
Noget længere sydpå, hvor vi havde kørt forbi flere Kauri museer, kom vi til The Kauri Museum i Matakohe (http://www.kaurimuseum.com/)
Vi havde desværre ikke mulighed for at bruge mange timer på museet - billetten gjaldt for 2 dage, det siger noget om hvor meget der er at se på.
I kælderen var der en udstilling af Kauri Gum - nej, det er ikke gummi, det er rav. Rav i så voldsomme mængder at man ikke kan fatte det.
Det kan næsten ikke beskrives, men der var ravklumper fra fingerneglsstørrelse op til en full size buste af en maorihøvding - der var masser af ravstykker på størrelse med en håndbold.
Museet viste meget andet, møbler, værktøjer, forskellige opstillede interiør fra starten af 1900 tallet, en fuldskala savmølle, osv. man kunne godt bruge 2 dage på museet.
Det var planen at køre til Maungaturoto og så dreje til højre mod Aukland, men vi kunne ikke finde nogen skilte imod Maungaturoto - I stedet for blev der skiltet mod en lille bitte flække der hedder Brynderwyn, som vi havde gevaldigt svært ved at finde på kortet, men den var der.
Da vi nåede ned til Kaiwaka var der et skilt der viste campingplads mod venstre, vi drejede af og kørte den ene kilometer efter den anden - uden at se noget der lignede.
Vi vendte om, og da vi kom tilbage til Kaiwaka, så vi på kortet at der ville have været 14 kilometer ud til campingpladsen. Da der kun var omkring 15 km. til en campingplads, hvis vi forsatte sydpå, gjorde vi det.
Det var et dyrt sted (Sheep World, ca. 6 km nord for Warkworth) vi kom ind på, 40$ for en nat, men så fik vi skam også en bås at parkere i, med eget toilethus/badehus ! Der var skam også spa, selvfølgelig mod et beløb af 5$ pr. person.
Fandt Haruru Falls kort efter vi kom afsted, jo det var da et vandfald, men ikke specielt imponerende.
Vi havde sat os for at se de store Kauri træer i Waipoua skoven, og derefter at komme så langt sydpå som dagen tillod.
Da vi kom til Opononi, ved fjorden 'Hokianga Harbour', mødte der os et mærkeligt syn - et kæmpemæssig sandbjerg ovre på den anden side af fjorden.
Vi standsede ved en kiosk og fik os en is, og fik at vide at der lige var blevet spottet hvaler i fjorden - men de viste sig ikke igen, så længe vi var der.
Ovenfor byen, kørte vi ud til et udsigtspunkt, hvor der var endnu et utroligt flot udkik over sanddynen og fjorudmundingen, man kunne også se op langs kysten ud mod det Tasmanske hav.
Det tog i alt nogle timer at komme over til Waipoua skoven, men det var ikke til at overse hvor man skulle stoppe - der var masser af andre biler. Vi tullede ned ad den samme gangsti som alle de andre, og kom frem til en lille plads hvor man kunne kigge op på "alle træers moder" Tane Mahuta - Det var stort, rigtigt stort.
Omkreds 13,7 meter, 17,7 meter op til den første gren og i alt 51,5 meter højt.
Man vurderer at træet er omkring 2000 år gammelt
Noget længere sydpå, hvor vi havde kørt forbi flere Kauri museer, kom vi til The Kauri Museum i Matakohe (http://www.kaurimuseum.com/)
Vi havde desværre ikke mulighed for at bruge mange timer på museet - billetten gjaldt for 2 dage, det siger noget om hvor meget der er at se på.
I kælderen var der en udstilling af Kauri Gum - nej, det er ikke gummi, det er rav. Rav i så voldsomme mængder at man ikke kan fatte det.
Det kan næsten ikke beskrives, men der var ravklumper fra fingerneglsstørrelse op til en full size buste af en maorihøvding - der var masser af ravstykker på størrelse med en håndbold.
Museet viste meget andet, møbler, værktøjer, forskellige opstillede interiør fra starten af 1900 tallet, en fuldskala savmølle, osv. man kunne godt bruge 2 dage på museet.
Det var planen at køre til Maungaturoto og så dreje til højre mod Aukland, men vi kunne ikke finde nogen skilte imod Maungaturoto - I stedet for blev der skiltet mod en lille bitte flække der hedder Brynderwyn, som vi havde gevaldigt svært ved at finde på kortet, men den var der.
Da vi nåede ned til Kaiwaka var der et skilt der viste campingplads mod venstre, vi drejede af og kørte den ene kilometer efter den anden - uden at se noget der lignede.
Vi vendte om, og da vi kom tilbage til Kaiwaka, så vi på kortet at der ville have været 14 kilometer ud til campingpladsen. Da der kun var omkring 15 km. til en campingplads, hvis vi forsatte sydpå, gjorde vi det.
Det var et dyrt sted (Sheep World, ca. 6 km nord for Warkworth) vi kom ind på, 40$ for en nat, men så fik vi skam også en bås at parkere i, med eget toilethus/badehus ! Der var skam også spa, selvfølgelig mod et beløb af 5$ pr. person.
NZ: Waipu Cove - Waitangi
Kørte op i gennem Whangarei, hvor vi fik diesel på (1,20$/L = 4,20 DDK/L), handlet lidt sprit, og købt fødevare i Pak'n Save, New Zealand's svar på Netto (i stort format).
Det lykkedes os af fare vild i byen, selv om den ikke er så stor - en venlig mekaniker fra et dækfirma, brugte god lang tid på os, ikke bare så vi kunne finde ud af byen, men han kom også med forslag til hvad vi burde se de næste mange dage (jeg tror han gik og kedede sig, der var ikke meget at lave). Vi fandt ud af byen, og forsatte nordpå.
Lidt nord for Whangarei, så vi et skilt for Museum og drejede af, for nu havde vi efterhånden kørt forbi et par stykker af de skilte.
Vi landede udfor et lille bymuseum i byen Hikurangi. En ældre dame var lige ved at lukke af, men da der endelig kom nogle der gerne ville se museet, lukkede hun straks op igen!
Det var et rigtigt bymuseum, med billeder op og ned af væggene, alle mulige finurlige småting, men også mannequindukker med nogle af de flotte brudekjoler, som nogle af byens brude havde brugt i tidens løb.
Byen var grundlagt i 1856, og var dengang en kulmineby, senere blev mejeriet byen omdrejningspunkt, men nu var det også nedlagt, så næsten alle pendlede ind til Whangarei for at arbejde der.
Vi fik også forevist byens gamle fængsel, selv om det var bygget af træ, var det sandelig solidt nok. Der var ikke ret meget lys dengang (nu var der sat lysstofrør op), der var ikke engang en seng at ligge på - men som hun sagde, "de blev jo kun sat fast for fuldskab den gang, og sluppet ud igen næste morgen" - så...
Den ældre dame der havde vist os rundt, fortalte også at der var nogle flotte sandstensformationer, hvis vi forsatte gennem byen. Det var der også, så vi stoppede og spiste frokost med udsigt til dem.
Forsatte gennem Kawakawa til Paikia, hvor Waitangi ligger lidt nordfor. Dér var vi inde og se The Treaty Grounds.
Det skal lige nævnes, at vi stoppede midt ud for afkørslen til Paikia, for lige at studere kortet - kunne godt fornemme at det måske ikke var det helt rigtige sted at holde, specielt da en herre overfor, med diverse fagter, fik os gjort forståelig at "Det der du'er bare ikke".
Vi kørte nogle meter frem, men så kunne vi ikke længere se vejskiltene.
Den venlige herre, med de vilde fagter, stoppede lidt foran os, steg ud, og kom hen til os...
Ville vi nu få en skideballe? Nej, han ville da bare gøre opmærksom på, at hvis man stoppede lige over for en afkørsel, så kostede det knapper hvis politiet kom forbi.
Og så spurgte han til hvor vi skulle hen, kikkede lidt i vores danske "Rejsen går til New Zealand", hvor vi ivrigt pegede på et billede af en maoirikano - det dér kan jeg ikke læse, hej, jo, Waitangi, det kender jeg - I skal ned af den vej jeg kommer fra !
I 1840 lykkedes det den engelske udsending/guvernør James Busby at få over 500 af de lokale maorihøvdinger til at indgå kontrakt med det engelske overherredømme - og derved stoppede års kampe mellem de mange maoristammer.
På området er den største maori kampkano udstillet (35 meter lang, udskåret af tre kauritræer), guvernørens bolig og - meget imponerende - et maori mødehus (Whare Runanga), med hundredvis af udskæringer, farvelægninger og figurer. Og en udsigt uden lige, det er med god grund stedet hedder Bay of Islands. læs selv mere på http://www.waitangi.net.nz/
Det var ved at blive sent, så vi kørte tilbage mod Haruru Falls, fandt en lille, og meget billig, campingplads (15$ for en nat, med strøm - men det er "bedst hvis I bruger jeres eget toilet"...). Luxsus var der ikke meget af.
Aften sluttede med tigerejer, friske jordbær og hvidvin.
Det lykkedes os af fare vild i byen, selv om den ikke er så stor - en venlig mekaniker fra et dækfirma, brugte god lang tid på os, ikke bare så vi kunne finde ud af byen, men han kom også med forslag til hvad vi burde se de næste mange dage (jeg tror han gik og kedede sig, der var ikke meget at lave). Vi fandt ud af byen, og forsatte nordpå.
Lidt nord for Whangarei, så vi et skilt for Museum og drejede af, for nu havde vi efterhånden kørt forbi et par stykker af de skilte.
Vi landede udfor et lille bymuseum i byen Hikurangi. En ældre dame var lige ved at lukke af, men da der endelig kom nogle der gerne ville se museet, lukkede hun straks op igen!
Det var et rigtigt bymuseum, med billeder op og ned af væggene, alle mulige finurlige småting, men også mannequindukker med nogle af de flotte brudekjoler, som nogle af byens brude havde brugt i tidens løb.
Byen var grundlagt i 1856, og var dengang en kulmineby, senere blev mejeriet byen omdrejningspunkt, men nu var det også nedlagt, så næsten alle pendlede ind til Whangarei for at arbejde der.
Vi fik også forevist byens gamle fængsel, selv om det var bygget af træ, var det sandelig solidt nok. Der var ikke ret meget lys dengang (nu var der sat lysstofrør op), der var ikke engang en seng at ligge på - men som hun sagde, "de blev jo kun sat fast for fuldskab den gang, og sluppet ud igen næste morgen" - så...
Den ældre dame der havde vist os rundt, fortalte også at der var nogle flotte sandstensformationer, hvis vi forsatte gennem byen. Det var der også, så vi stoppede og spiste frokost med udsigt til dem.
Forsatte gennem Kawakawa til Paikia, hvor Waitangi ligger lidt nordfor. Dér var vi inde og se The Treaty Grounds.
Det skal lige nævnes, at vi stoppede midt ud for afkørslen til Paikia, for lige at studere kortet - kunne godt fornemme at det måske ikke var det helt rigtige sted at holde, specielt da en herre overfor, med diverse fagter, fik os gjort forståelig at "Det der du'er bare ikke".
Vi kørte nogle meter frem, men så kunne vi ikke længere se vejskiltene.
Den venlige herre, med de vilde fagter, stoppede lidt foran os, steg ud, og kom hen til os...
Ville vi nu få en skideballe? Nej, han ville da bare gøre opmærksom på, at hvis man stoppede lige over for en afkørsel, så kostede det knapper hvis politiet kom forbi.
Og så spurgte han til hvor vi skulle hen, kikkede lidt i vores danske "Rejsen går til New Zealand", hvor vi ivrigt pegede på et billede af en maoirikano - det dér kan jeg ikke læse, hej, jo, Waitangi, det kender jeg - I skal ned af den vej jeg kommer fra !
I 1840 lykkedes det den engelske udsending/guvernør James Busby at få over 500 af de lokale maorihøvdinger til at indgå kontrakt med det engelske overherredømme - og derved stoppede års kampe mellem de mange maoristammer.
På området er den største maori kampkano udstillet (35 meter lang, udskåret af tre kauritræer), guvernørens bolig og - meget imponerende - et maori mødehus (Whare Runanga), med hundredvis af udskæringer, farvelægninger og figurer. Og en udsigt uden lige, det er med god grund stedet hedder Bay of Islands. læs selv mere på http://www.waitangi.net.nz/
Det var ved at blive sent, så vi kørte tilbage mod Haruru Falls, fandt en lille, og meget billig, campingplads (15$ for en nat, med strøm - men det er "bedst hvis I bruger jeres eget toilet"...). Luxsus var der ikke meget af.
Aften sluttede med tigerejer, friske jordbær og hvidvin.
NZ: Waipu Cove
Vi sov længe, det regnede, til sidst kunne vi bare ikke holde ud at ligge ned længere - Så op på højkant !
Det var en meget våd dag, med mere eller mindre heldagsregn - jo, der var da et par ophold ind i mellem. Vi fik vasket og tørret vores vasketøj (2 NZ$ for en vaskemaskine, det samme for en tørretumbler).
Vi fandt også lige et ophold i regnen, hvor vi kunne komme ned og bade i Stillehavet (Nej, det er ikke spor stille) Så - Jo, herren og fruen har skam dybbet popoen i Stillehavet!
Det var lidt a'la Vesterhavet, store bølger og en del understrøm, så man skulle ikke vove sig for langt ud.
Ellers var det bare en stille hyggedag. Da det regnede meget, foregik det meste "indendøre". Det blev kun til en kort køretur over til vandhanen, for at få fyldt vandtanken op - den var selvfølgelig løbet tør.
Så dagen gik med vask og tørring, spise og drikke, Suduko og Uge romanen samt kikkeluren på de andre campister og deres campere og telte...
Det var en meget våd dag, med mere eller mindre heldagsregn - jo, der var da et par ophold ind i mellem. Vi fik vasket og tørret vores vasketøj (2 NZ$ for en vaskemaskine, det samme for en tørretumbler).
Vi fandt også lige et ophold i regnen, hvor vi kunne komme ned og bade i Stillehavet (Nej, det er ikke spor stille) Så - Jo, herren og fruen har skam dybbet popoen i Stillehavet!
Det var lidt a'la Vesterhavet, store bølger og en del understrøm, så man skulle ikke vove sig for langt ud.
Ellers var det bare en stille hyggedag. Da det regnede meget, foregik det meste "indendøre". Det blev kun til en kort køretur over til vandhanen, for at få fyldt vandtanken op - den var selvfølgelig løbet tør.
Så dagen gik med vask og tørring, spise og drikke, Suduko og Uge romanen samt kikkeluren på de andre campister og deres campere og telte...
NZ: Muriwai Beach - Waipu Cove
Vi havde nok været lidt for optimistiske mht. hvor langt man kunne køre på en dag, for vi nåede slet ikke så langt nord på som vi havde forestillet os. Måske var det fordi vi var nødt til at trække over på den anden side af øen - vi skulle bruge et sted hvor vi kunne dumpe "gray water" (afløbsvand fra vasken). Mon spildevandstanken havde været tømt helt, da vi overtog camperen?
Noget længere mod nord, gjorde vi holdt ved en fiskeklub, med egen bådrampe.
Der var en del firehjulstrækkere med bådtrailere, Eskier (køletasker) og fiskestænger...
Nogle af de lokale unger morede sig med at springe i vandet fra broen.
På vejen kørte vi over en bjergryg med et lookout, og der var selvfølgelig bare den mest fantastiske udsigt det meste af horisonten rundt. Der stod en af de lokale motorcyklister og fik sig en slapper - udsigten imponerede ikke ham, han vendte ryggen til den...
Noget længere mod nord, gjorde vi holdt ved en fiskeklub, med egen bådrampe.
Der var en del firehjulstrækkere med bådtrailere, Eskier (køletasker) og fiskestænger...
Nogle af de lokale unger morede sig med at springe i vandet fra broen.
På vejen kørte vi over en bjergryg med et lookout, og der var selvfølgelig bare den mest fantastiske udsigt det meste af horisonten rundt. Der stod en af de lokale motorcyklister og fik sig en slapper - udsigten imponerede ikke ham, han vendte ryggen til den...
Vi kom også forbi en skæg café, under stadig opbygning, som der stod - ved ikke lige hvad det lignede, men den kunne godt have været lavet på Christiania...
Endelig kom vi over på østsiden, og fik øje på stillehavet - Langs Beach, fruen skulle ud og soppe - vældigt, vældigt vådt! Og koldere end hvad vi ellers var blevet vant til.
En lille smule længer nordpå fandt vi en campingplads, ved Waipu Cove hvor vi fik plads (og der var dump station, så vi kunne få tømt både WC og "gray waste")
Bestemte os for at det var på tide med lidt ferie, så vi gik op til campingfatter og købte en dag mere dvs. vi skulle bare sove længe og dovne næste dag...
NZ: Auckland - Muriwai Beach
Stod op til en dag med højt solskin, dejlig frem for regnen i Australien, som nu havde bredt sig over hele kysten en tid frem.
Fik aftalt med hotellet, at vi kunne have de tomme kufferter stående hos dem, mens vi kørte vejene tynde. Det var meget fint, for da vi hentede camperen viste det sig at være den gamle model, og der var ikke nær så meget stuveplads, som i den nye. OG ak, den var ikke med automatgear (Herren var ikke glad!)
Vi kunne ikke leje en GPS, de havde ikke flere - men fik i stedet for et gratis eksemplar af et rimeligt godt Road Atlas (He, det skal vi nok lære at finde ud af igen, men det er svært at undvære en GPS)
Kom frem til et supermarked, og fik handlet ind til et par dage, og snørklede os så op igennem Aukland's forstæder og længere op langs vestkysten. Drejede til sidst af til venstre, ved et skilt mod Muriwai Beach - det lød da lidt af strand...
Det var det også, en meget vid og hvid strand, og for at det ikke skulle være løgn, så kom der også en hvid brud (med gom og fotograf osv.) Der var en masse mennesker ude og bade, og nyde fridagen.
Havet her må være mere sikkert med hensyn til brandmænd, men man skal dog passe meget på de store bølger og understrømmen.
Lidt væk fra parkeringspladsen hvor vi først holdt, var der en campingplads med en meget skøn udsigt, så der tilbragte vi aftenen og natten.
Fik aftalt med hotellet, at vi kunne have de tomme kufferter stående hos dem, mens vi kørte vejene tynde. Det var meget fint, for da vi hentede camperen viste det sig at være den gamle model, og der var ikke nær så meget stuveplads, som i den nye. OG ak, den var ikke med automatgear (Herren var ikke glad!)
Vi kunne ikke leje en GPS, de havde ikke flere - men fik i stedet for et gratis eksemplar af et rimeligt godt Road Atlas (He, det skal vi nok lære at finde ud af igen, men det er svært at undvære en GPS)
Kom frem til et supermarked, og fik handlet ind til et par dage, og snørklede os så op igennem Aukland's forstæder og længere op langs vestkysten. Drejede til sidst af til venstre, ved et skilt mod Muriwai Beach - det lød da lidt af strand...
Det var det også, en meget vid og hvid strand, og for at det ikke skulle være løgn, så kom der også en hvid brud (med gom og fotograf osv.) Der var en masse mennesker ude og bade, og nyde fridagen.
Havet her må være mere sikkert med hensyn til brandmænd, men man skal dog passe meget på de store bølger og understrømmen.
Lidt væk fra parkeringspladsen hvor vi først holdt, var der en campingplads med en meget skøn udsigt, så der tilbragte vi aftenen og natten.
Hobart - Aukland
Aftenen før, opdagede vi at mobiltelefonen nok stadig lå i camperen, fæl fejl, den var jo afleveret ude ved flyvepladsen...
Kom afsted kl. 7, med en shuttlebus til lufthavnen, hvor vi fandt ud af at flyet til Melbourne var en time forsinket - tog chancen og gik over til camperudlejningen - Der var heldigvis allerede åbent, og ganske rigtigt, mobiltelefonen var i camperen !
Turen til Melbourne var uden de store overraskelser, men der skulle vi chekke vores bagage ud, og ind igen, fordi vi forlod Australien, så vi fandt os selv bagerst i en meget lang kø til Chek-In, for der var samtidigt et stort amerikansk rejseselskab der skulle afsted til Los Angeles. Da det blev annonceret i højtalerne, at man skulle sørge for at være ved sikkerhedskontrollen, mindst 1 time før afgang, blev vi lidt lange i masken, for der var stadig en meget lang kø foran os, og den skulle vi "igennem" på 5 minutter, hvis vi skulle nå til sikkerhedskontrollen 1 time før afgang - det var bare uladsiggørligt.
Lidt efter kom der en dame, og hev os ud af køen, og hen til skranken for Business så vi kunne blive chekket ind, dejligt, for der var ved at være lidt stress på - men den rare dame fortalte, at vi kunne tage det helt roligt, for flyet til Aukland var skam også forsinket!
Det var godt, for vi var ikke færdig med at stå i kø. Nu var det køen med emigrationspapirerne, vi var chekket ind i landet, så nu skulle vi også chekkes ud igen. Derefter skulle vi igennem håndbagage chekket, endeligt kunne vi gå ud til flyveren.
På turen til Auckland var det meningen, at der skulle have været forskellige film at vælge i mellem, men videosystemet gik i stykker, så det var ret begrænset med underholdningen - godt det ikke var en 10/12 timers flyvetur.
Ombord have vi måttet udfylde nogle papirer, om hvorvidt vi havde madvarer med, og hvor vi havde haft vores fodtøj sidst og nogle flere andre ting. Her på New Zealand er de også meget omhyggelige med ikke at få inficeret deres natur.
New Zealand er et land uden nogen giftige dyr. Så da vi kom fra borde, måtte vi først forbi en stramt udseende mand (Hvor længe skal I være her, hvor skal I bo, nå, skal I køre rundt, har I papirer på det, har I en flyvebillet hjem?) Da vi kunne bekræfte alt, kunne vi gå videre til næste kø. Nu var det papirerne vi have underskrevet i flyet, ny stramt udseende herre (Hvad er det for mad I har med, 2 små dåser laks fra Australien, OK, må jeg lige se jeres støvler neden under?) Ak fruen have fodret ænder på Tasmanien og det kunne ses, så af med støvlerne og så blev de de pænt renset af en kontrollant.
Derefter måtte vores tasker endnu engang gennemlyses og endelig kunne vi få vores kufferter.
Vel ude af lufthavnen i Auckland, tog vi en taxa til hotellet, chaufføren var ved at køre os helt ind til byen, men vi fik da stoppet ham - for vi havde netop valg lufthavnshotellet, fordi vi skulle hente camperen tæt derved næste morgen. Han fortalte at der også var et hotel inde i byen med det samme navn, derfor havde han taget fejl.
Kom afsted kl. 7, med en shuttlebus til lufthavnen, hvor vi fandt ud af at flyet til Melbourne var en time forsinket - tog chancen og gik over til camperudlejningen - Der var heldigvis allerede åbent, og ganske rigtigt, mobiltelefonen var i camperen !
Turen til Melbourne var uden de store overraskelser, men der skulle vi chekke vores bagage ud, og ind igen, fordi vi forlod Australien, så vi fandt os selv bagerst i en meget lang kø til Chek-In, for der var samtidigt et stort amerikansk rejseselskab der skulle afsted til Los Angeles. Da det blev annonceret i højtalerne, at man skulle sørge for at være ved sikkerhedskontrollen, mindst 1 time før afgang, blev vi lidt lange i masken, for der var stadig en meget lang kø foran os, og den skulle vi "igennem" på 5 minutter, hvis vi skulle nå til sikkerhedskontrollen 1 time før afgang - det var bare uladsiggørligt.
Lidt efter kom der en dame, og hev os ud af køen, og hen til skranken for Business så vi kunne blive chekket ind, dejligt, for der var ved at være lidt stress på - men den rare dame fortalte, at vi kunne tage det helt roligt, for flyet til Aukland var skam også forsinket!
Det var godt, for vi var ikke færdig med at stå i kø. Nu var det køen med emigrationspapirerne, vi var chekket ind i landet, så nu skulle vi også chekkes ud igen. Derefter skulle vi igennem håndbagage chekket, endeligt kunne vi gå ud til flyveren.
På turen til Auckland var det meningen, at der skulle have været forskellige film at vælge i mellem, men videosystemet gik i stykker, så det var ret begrænset med underholdningen - godt det ikke var en 10/12 timers flyvetur.
Ombord have vi måttet udfylde nogle papirer, om hvorvidt vi havde madvarer med, og hvor vi havde haft vores fodtøj sidst og nogle flere andre ting. Her på New Zealand er de også meget omhyggelige med ikke at få inficeret deres natur.
New Zealand er et land uden nogen giftige dyr. Så da vi kom fra borde, måtte vi først forbi en stramt udseende mand (Hvor længe skal I være her, hvor skal I bo, nå, skal I køre rundt, har I papirer på det, har I en flyvebillet hjem?) Da vi kunne bekræfte alt, kunne vi gå videre til næste kø. Nu var det papirerne vi have underskrevet i flyet, ny stramt udseende herre (Hvad er det for mad I har med, 2 små dåser laks fra Australien, OK, må jeg lige se jeres støvler neden under?) Ak fruen have fodret ænder på Tasmanien og det kunne ses, så af med støvlerne og så blev de de pænt renset af en kontrollant.
Derefter måtte vores tasker endnu engang gennemlyses og endelig kunne vi få vores kufferter.
Vel ude af lufthavnen i Auckland, tog vi en taxa til hotellet, chaufføren var ved at køre os helt ind til byen, men vi fik da stoppet ham - for vi havde netop valg lufthavnshotellet, fordi vi skulle hente camperen tæt derved næste morgen. Han fortalte at der også var et hotel inde i byen med det samme navn, derfor havde han taget fejl.
Forkælede os selv med roomservice, inden vi tørnede ind...
torsdag den 27. november 2008
TAS: Hobart
Kunne endeligt sove længe, dvs. vi blev vækket af de frække måger som trampede rundt på taget.
Det var tid til at få pakket alt tilbage i kufferterne, og få ryddet camperen op, så den var klar til aflevering. Der begyndte selvfølgeligt at småregne, det ville nok have gjort det hele nemmere, hvis vi kunne have sat alt udenfor imens vi gjorde rent, men sådan skulle det ikke være.
Ænderne holdt skarpt øje med om der var nogen krummer der blev smidt ud:
Da vi havde lidt tid tilbage, inden camperen skulle være tilbage, bestemte vi os for at køre en tur ind til Salamanca market (selv om der kun er marked om lørdagen), så kom vi jo også et smut forbi lystbådehavnen, eller rettere, vi fik lige et kig fra bilen, for det stod ned i torve.
Fruen blev sat af på hotellet, med alle pakkenellikerne, i et værelse med nok den højeste seng vi nogensinde har set - Der var ikke nogen chance for at Fruen kunne nå gulvet:
Så blev kursen sat ud til lufthavnen igen. Først forbi en tankstation, for camperen skulle afleveres med fuld tank (eller så fuld, at det ikke kunne ses på måleren).
Maui havde ingen kommentarer til bilen, og vi fik hele vores depositum tilbage.
Desværre var der små to timer til det næste fly landede - det er jo ikke nogen stor lufthavn, og der kører kun shuttlebusser ind til byen, når der lander et fly, men der var blevet løst en returbillet da vi skulle hente camperen, så der var ikke noget at gøre, andet end at vente.
Aftenen slutter igen med endnu et afsnit af Ørnen. For øvrigt, så elsker Tassierne at dekorere deres huse op til jul, lige som derhjemme, med masser af lys og gran - vel og mærke lavet af plastic!
Tasmanien er en meget smuk ø, og vi skulle nok have haft mindst 14 dage her, men det var der altså ikke afsat i denne omgang...
Kommer du forbi, så sæt tid af til at blive på campingpladserne mere end kun en dag/nat. Dem vi har været på, har haft en pæn høj standard, og der er masser at se næsten alle steder.
Der har også været hytter til leje på alle de campingpladser vi har været på, men vi kender ikke priserne hhv. indretningerne af hytterne. Set udefra kan de anbefales...
Det var tid til at få pakket alt tilbage i kufferterne, og få ryddet camperen op, så den var klar til aflevering. Der begyndte selvfølgeligt at småregne, det ville nok have gjort det hele nemmere, hvis vi kunne have sat alt udenfor imens vi gjorde rent, men sådan skulle det ikke være.
Ænderne holdt skarpt øje med om der var nogen krummer der blev smidt ud:
Da vi havde lidt tid tilbage, inden camperen skulle være tilbage, bestemte vi os for at køre en tur ind til Salamanca market (selv om der kun er marked om lørdagen), så kom vi jo også et smut forbi lystbådehavnen, eller rettere, vi fik lige et kig fra bilen, for det stod ned i torve.
Fruen blev sat af på hotellet, med alle pakkenellikerne, i et værelse med nok den højeste seng vi nogensinde har set - Der var ikke nogen chance for at Fruen kunne nå gulvet:
Så blev kursen sat ud til lufthavnen igen. Først forbi en tankstation, for camperen skulle afleveres med fuld tank (eller så fuld, at det ikke kunne ses på måleren).
Maui havde ingen kommentarer til bilen, og vi fik hele vores depositum tilbage.
Desværre var der små to timer til det næste fly landede - det er jo ikke nogen stor lufthavn, og der kører kun shuttlebusser ind til byen, når der lander et fly, men der var blevet løst en returbillet da vi skulle hente camperen, så der var ikke noget at gøre, andet end at vente.
Aftenen slutter igen med endnu et afsnit af Ørnen. For øvrigt, så elsker Tassierne at dekorere deres huse op til jul, lige som derhjemme, med masser af lys og gran - vel og mærke lavet af plastic!
Tasmanien er en meget smuk ø, og vi skulle nok have haft mindst 14 dage her, men det var der altså ikke afsat i denne omgang...
Kommer du forbi, så sæt tid af til at blive på campingpladserne mere end kun en dag/nat. Dem vi har været på, har haft en pæn høj standard, og der er masser at se næsten alle steder.
Der har også været hytter til leje på alle de campingpladser vi har været på, men vi kender ikke priserne hhv. indretningerne af hytterne. Set udefra kan de anbefales...
TAS: Strahan - Hobart
Kørte fra Strahan til Hobart ad veje med ikke mindre "svingende" kvalitet, snarere tvært i mod - der var utrolig mange sving...
På turen kom vi også over et bjergpas, hvor vi stoppede og strækte ben - på et skilt stod der: 930 meter over havet.
Kørte igennem mange forskellige naturparker, alle med den fællesnævner at der er en utrolig masse træer, mens underskoven skifter en del - tæt/åben. Fra tid til anden kører man over en bakketop, eller rundt om et sving, og det mest fantastiske syn åbenbarer sig - bjerge og dale eller skove og åbne sletter - det kan bare ikke beskrives.
Passerede byen Queenstown - hvor der har været minedrift længe (kobber). På grund af minedriften er bjergsiderne rå og bare, ingen træer. Den smule jord der engang var der, er væk, og det vil vare rigtig mange år inden den bliver genetableret - nogle, lidt stride, græstotter var der dog rundt omkring.
Der var et fantastisk farvespil på bjergsiderne, nok grundet de forskellige mineraler.
Længere sydpå, fandt vi en lille afkørsel ned mod en båderampe, vi trillede derned, og fandt et meget specielt sted at spise frokost - med udsigt over en sø/flod med masser af gamle træstubbe der stak op alle vegne.
I nationalparkerne begyndte der at dukke noget op som lignede sypresser, pinjetræer og nogle buske som minder om forstørrede timianplanter, ellers er det mest eukalyptus - som er imponerende for tiden da de står med friske røde topskud.
Nærmere Hobart (ca. 125 km. nordfor) kom vi forbi et vandkraftværk.
Der var et hotel på toppen,med en restaurant og en balkon, med den mest fanatiske udsigt, der var vi da nød til at stoppe for kaffe.
Det viste sig at de har mange vandkraftværker på Tasmanien.
Der var ført vand frem, fra en anden flod, "14 mil væk", via kanaler og store stålrør frem til kraftværket.
Vandet passerer faktisk 8 kraftværker, inden det når så langt ned, at det lander i en sø, hvor det til sidt gør gavn som drikkevand for befolkningen i Hobart.
På turen kom vi også over et bjergpas, hvor vi stoppede og strækte ben - på et skilt stod der: 930 meter over havet.
Kørte igennem mange forskellige naturparker, alle med den fællesnævner at der er en utrolig masse træer, mens underskoven skifter en del - tæt/åben. Fra tid til anden kører man over en bakketop, eller rundt om et sving, og det mest fantastiske syn åbenbarer sig - bjerge og dale eller skove og åbne sletter - det kan bare ikke beskrives.
Passerede byen Queenstown - hvor der har været minedrift længe (kobber). På grund af minedriften er bjergsiderne rå og bare, ingen træer. Den smule jord der engang var der, er væk, og det vil vare rigtig mange år inden den bliver genetableret - nogle, lidt stride, græstotter var der dog rundt omkring.
Der var et fantastisk farvespil på bjergsiderne, nok grundet de forskellige mineraler.
Længere sydpå, fandt vi en lille afkørsel ned mod en båderampe, vi trillede derned, og fandt et meget specielt sted at spise frokost - med udsigt over en sø/flod med masser af gamle træstubbe der stak op alle vegne.
I nationalparkerne begyndte der at dukke noget op som lignede sypresser, pinjetræer og nogle buske som minder om forstørrede timianplanter, ellers er det mest eukalyptus - som er imponerende for tiden da de står med friske røde topskud.
Nærmere Hobart (ca. 125 km. nordfor) kom vi forbi et vandkraftværk.
Der var et hotel på toppen,med en restaurant og en balkon, med den mest fanatiske udsigt, der var vi da nød til at stoppe for kaffe.
Det viste sig at de har mange vandkraftværker på Tasmanien.
Der var ført vand frem, fra en anden flod, "14 mil væk", via kanaler og store stålrør frem til kraftværket.
Vandet passerer faktisk 8 kraftværker, inden det når så langt ned, at det lander i en sø, hvor det til sidt gør gavn som drikkevand for befolkningen i Hobart.
Abonner på:
Opslag (Atom)