Vågnede før vækkeuret begyndte at støje, var det morgenrejsefeber? Så vi var klar til afgang i rigtig god tid.
Det regnede - det var godt det ikke regnede i går, da vi var på tur - så portieren kom rendende efter os ud på gaden - "skulle han ikke ringe efter en taxa til os?" Han gik hovedrystende tilbage, da vi fortalte ham, at vi bare skulle gå over til et andet hotel (ca. 400 meter).
Vi kom over til Shinjuku Wasington Hotel uden at blive fuldstændig gennemblødte, det tog omkring 15 minutter.
Vi blev mødt af en venlig japaner, der spurgte til hvilken lufthavn vi skulle til, og sørgede for at vi fik de rigtige mærkater på vores bagage.
Turen fra hotellet og ud til Narita lufthavn tog halvanden time. Vi skulle af ved det sidste af tre stop: Terminal 1, North Wing (det finder man ud af, i en af deres mange brochurer, ud fra hvilket luftfartsselskab man skal flyve med).
Offentlige toiletter er et kapitel for sig i Japan. Der er et panel med 5 knapper:
1. Vandpresset
2. Alm. Bidet
3. Sprøjt "bagtil"
4. Musik (til at "overdøve" med)
5. Stop
Der findes også enkelte med endnu en knap: Duft ! Og selvfølgelig findes der også dem med elektrisk opvarmet toiletbræt...
Bagagen blev chekket ind helt til København, og kom velbeholden frem - selv om vi har været på mange flyveture på denne rejse, så har vi ikke haft nogen problemer med at bagagen ikke er kommet frem.
Turen til London var lang, meget lang, over 12 timer...
British Airways har, lige som Qantas, fine individuelle underholdningssystemer på deres lange ture. Der var både helt nye og gamle klassiske film, diverse TV-serier, sport osv. at vælge i mellem.
Vi skulle skifte fly i Heatrow's nye terminal 5, så der var endnu et sikkerhedscheck (ikke noget med at købe flasker med hjem fra Japan, så bliver de bare konfiskeret).
Det er ikke specielt nemt at finde rundt i den terminal, men vi spurgte en dame bag en tilfældig skranke, der hurtigt fik fundet ud af hvilken gate vi skulle til, og forklaret os at vi lige skulle en tur med toget over til en anden bygning, for at komme videre.
Afgangen fra Heatrow blev lige udsat en time, fordi et andet fly snuppede vores afgangstid, så vi sad alle klar til afgang en time på startbanen og ventede - det var ikke den mest ophidsende oplevelse, efter at vi allerede havde rejst omkring 20 timer.
Men vi kom godt hjem til Kastrup, hvor et par gode venner stod klar til at køre os den sidste tur hjem - det var vild luksus!
Og det er godt at være hjemme igen.
onsdag den 17. december 2008
Tokyo
Vi havde bestilt en halvdags sightseeingtur med pick-up fra et hotel der lå tæt ved vores, der kunne ikke bestilles pick-up fra Shinjuku New City Hotel, så vi gik gennem parken over til Shinjuku Wasington Hotel - Pick-up stedet lå på tredie sal, underligt, men den var god nok.
Vi havde bestilt turen i starten af september, og skulle have ringet og bekræftet at vi kom, men da vi havde rejst hele dagen før havde vi ikke fået ringet. Vi var dog på deres deltagerliste alligevel, og kom med.
Vi blev kørt til Hamamatsucho Bus Terminal i centrum, hvor alle udflugter udgik fra. Da vi var lidt lækkersultne, købte vi en KitKat og en pose hvor man kunne læse "Nuts" udenpå. Nødder var der lidt af i posen, men mest noget der lignede små saltstænger - og de var stærke, så de røg ud - vi nøjedes med KitKat'ten...
Første stop var Tokyo Tower, 308 meter højt, med restaurant og udsigtsplatforme i 150 meter højde.
Nu er der mange højhuse i Tokyo, så tårnet imponerer ikke overvældede. Guiden fortalte at der bliver bygget et nyt tårn syd for Tokyo, som skal stå færdigt i 2011, det vil blive 500 meter højt.
Vi havde bestilt turen i starten af september, og skulle have ringet og bekræftet at vi kom, men da vi havde rejst hele dagen før havde vi ikke fået ringet. Vi var dog på deres deltagerliste alligevel, og kom med.
Vi blev kørt til Hamamatsucho Bus Terminal i centrum, hvor alle udflugter udgik fra. Da vi var lidt lækkersultne, købte vi en KitKat og en pose hvor man kunne læse "Nuts" udenpå. Nødder var der lidt af i posen, men mest noget der lignede små saltstænger - og de var stærke, så de røg ud - vi nøjedes med KitKat'ten...
Første stop var Tokyo Tower, 308 meter højt, med restaurant og udsigtsplatforme i 150 meter højde.
Nu er der mange højhuse i Tokyo, så tårnet imponerer ikke overvældede. Guiden fortalte at der bliver bygget et nyt tårn syd for Tokyo, som skal stå færdigt i 2011, det vil blive 500 meter højt.
Næste stop var den indre vold omkring Imperial Palace Plaza. Man kan normalt ikke komme ind på kejserpaladset, man må nøjes med at spadsere langs volden.
Så vi var ude og gå tur - "og derinde bagved, der bor kejseren".
Det japanske kejserdømme går 2.500 år tilbage. Indtil omkring 1950 var Japan et feudalt samfund, med en Shogun (militær leder) og en kejser (religiøs leder). I dag har japanerne et parlament, og kejseren er til "repræsentativt" brug som vores kongehus.
På vejen ned ad gågaden købte Fruen sig en vifte, og vi fik også købt nogle spændende "vafler" med fyld, de var brandvarme - men fyldet var lidt for "spændende", så halvdelen fandt vej til en affaldsspand.
Det er lidt besværligt at finde affaldsspande i Tokyo, mærkeligt, for der ligger intet og flyder nogen steder, der er pænt og rent.
For enden af gaden lå templet (druknet i turister), og ved siden af en lille japansk have:
I Tokyo bor der ca. 10% af Japans befolkning (127 mio.).
Hvis man medregner alle forstæderne, som er groet helt sammen med Tokyo, bliver byen 100 km. i diameter, og omfatter 40 mio. mennesker.
Der er 4 mio. der pendler ind til selve Tokyo hver dag, for at arbejde.
Sidste stop var hos Tasaki Pearl Gallery, hvor vi fik demonstreret hvordan en østers bliver præpareret til at frembringe kulturperler
Til slut var der mulighed for at kikke butikken igennem, og der var mange flotte ting.
Vi blev sat af ved Shinjuku Wasington Hotel igen, og der bestilte vi bus til lufthavnen til søndag morgen, med af gang kl. 7:00 - hvor vi langt om længe vender næsen hjemad igen.
Auckland - Tokyo
Rejsedag, op kl. 4, og klar ved taxaen kl. 5 !
Resten af dagen gik med flyvninger, først til Brishbane hvor vi skiftede fly. Vi landede 10 minutter før det næste til Tokyo boardede, så det gik lidt hurtig med at finde gaten - men flyet var heldigvis lidt forsinket.
Så først til Cairns hvor vi mellemlandede. Alle skulle ud af maskinen, men for engang skyld var der ikke indlagt ekstra sikkerhedskontrol. Efter maskinen var blevet gjort klar igen, gik det så endelig mod Japan.
Det var blevet mørkt inden vi nåede frem til Narita, så hvordan skulle det gå med at finde ind til hotellet i Tokyo, 60 km. væk?
Det gik nu meget nemt, vi tog en limousinebus til Shinjuku station (150 kr./person), og så en taxa derfra til hotellet - taxaer er dyre i Japan, men det kostede kun 50 kr. for det sidste stykke, og vi var ret godt trætte af at rejse - nu skulle vi bare se et hotelværelse, og det kunne kun gå for langsomt...
Vi havde på forhånd valgt at vi ville tage bussen, for "så kunne vi nok se noget mere" - selv om det var nat, kom det til at passe.
Tokyo er ca. 100 km. i diameter, så næsten hele turen ind til Shinjuku foregik i en oplyst by, med speederen i bund ad motorveje i flere etager, en ret fantastisk oplevelse uanset at man var meget træt.
Resten af dagen gik med flyvninger, først til Brishbane hvor vi skiftede fly. Vi landede 10 minutter før det næste til Tokyo boardede, så det gik lidt hurtig med at finde gaten - men flyet var heldigvis lidt forsinket.
Så først til Cairns hvor vi mellemlandede. Alle skulle ud af maskinen, men for engang skyld var der ikke indlagt ekstra sikkerhedskontrol. Efter maskinen var blevet gjort klar igen, gik det så endelig mod Japan.
Det var blevet mørkt inden vi nåede frem til Narita, så hvordan skulle det gå med at finde ind til hotellet i Tokyo, 60 km. væk?
Det gik nu meget nemt, vi tog en limousinebus til Shinjuku station (150 kr./person), og så en taxa derfra til hotellet - taxaer er dyre i Japan, men det kostede kun 50 kr. for det sidste stykke, og vi var ret godt trætte af at rejse - nu skulle vi bare se et hotelværelse, og det kunne kun gå for langsomt...
Vi havde på forhånd valgt at vi ville tage bussen, for "så kunne vi nok se noget mere" - selv om det var nat, kom det til at passe.
Tokyo er ca. 100 km. i diameter, så næsten hele turen ind til Shinjuku foregik i en oplyst by, med speederen i bund ad motorveje i flere etager, en ret fantastisk oplevelse uanset at man var meget træt.
Hotelværelset var ikke stort, men måske heller ikke det mindste vi havde set på hele vores tur. Der var lagt kimono og tøfler frem, og om der ikke hang et billede med et Københavnermotiv på væggen:
onsdag den 10. december 2008
NZ: Auckland (pakker sammen)
Sov længe - rigtig længe, til klokken 9 - det var stadigt tørvejr, godt når man skal pakke en camper sammen.
Der blev ryddet ud, fejet og vasket af, ja den camper var renere da den blev afleveret, end da den blev hentet.
Vi havde fået samlet en masse brochurer og andet overflødigt, så det blev til mange poser med affald.
Til sidst blev "kareten" tømt for affaldsvand af både den ene og den anden slags, og vi fandt ud på motorvejen sydpå.
Fik drejet af lidt for tidligt, da der blev skiltet mod en flyveplads, der må være mere end een !
Kom tilbage på motorvejen og ned til Manaku, og derfra ind mod den "rigtige" flyveplads. Tog ind til et varehus for at få fat i nogle madtænger til grillen derhjemme, fandt desværre ikke nogen...
Kørte til hotellet og fik indlogeret fruen og bagagen. Så rundt om hjørnet, til Maui, afleverede camperen en halv time før "deadline".
Skal tidlig i seng i aften, taxaen til lufthavnen vil holde klar klokken fem i morgen tidlig.
Der blev ryddet ud, fejet og vasket af, ja den camper var renere da den blev afleveret, end da den blev hentet.
Vi havde fået samlet en masse brochurer og andet overflødigt, så det blev til mange poser med affald.
Til sidst blev "kareten" tømt for affaldsvand af både den ene og den anden slags, og vi fandt ud på motorvejen sydpå.
Fik drejet af lidt for tidligt, da der blev skiltet mod en flyveplads, der må være mere end een !
Kom tilbage på motorvejen og ned til Manaku, og derfra ind mod den "rigtige" flyveplads. Tog ind til et varehus for at få fat i nogle madtænger til grillen derhjemme, fandt desværre ikke nogen...
Kørte til hotellet og fik indlogeret fruen og bagagen. Så rundt om hjørnet, til Maui, afleverede camperen en halv time før "deadline".
Skal tidlig i seng i aften, taxaen til lufthavnen vil holde klar klokken fem i morgen tidlig.
NZ: Auckland (bytur)
Sov længe - Til klokken 7 ! - Og stod op til tørvejr, med lidt blå himmel ind i mellem...
Tog bussen ind til Down Town. Linje 625 til Britomart, for 3,25$ pr. person.
Gik ned til The Ferry Building ved havnefronten, og hoppede på en Explore Bus, som er en Hop On/Hop Off bus - et Day Pass kostede 35$.
Vi hoppede af første gang ved rosenhaven, den var en hyldest til Nancy Steen, som havde været rundt på New Zealand, og havde samlet mange af de roser som indvandrerne havde haft med, i sin have.
Auckland museum havde en fantastisk udstilling om maorierne, huse, redskaber, kanoer, klæder og meget andet.
Der var også en forestilling, hvor de fortalte om musikkens udvikling, og guitarens betydning for deres musik. I gammel tid var deres musik mest baseret på rytmiske instrumenter, primært korte pinde der blev slået mod hinanden.
Disse pinde blev også brugt en i leg, hvor man står overfor hinanden og kaster dem frem mellem hinanden - den der først taber en pind har tabt.
Legen trænede både deres armmuskler og koordinationsevner.
Englænderne og Maorierne havde flere slag tilbage i midten/slutningen af 1800 tallet, syd for Auckland, omkring en by der hedder Bombay i dag.
Der, ved Bombay, ser man i dag det første velkomstkilt til Auckland, selv om det er 45 kilometre til centrum.
I går spiste vi frokost mellem Hamilton og Bombay, i en lille by hvor der var en mindekirkegård med faldne fra et af disse slag. Både englændere og maorier var begravet på kirkegåden.
Der var mange andre ting at se på museet, man kunne nemt have brugt en dag dér alene.
Vi forsatte med Hop On bussen, til Auckland Skytower.
Tårnet er 328 meter højt, dvs. højere end det i Sydney, som er 304 meter (men det er spidsen på Auckland Skytower der er højere, ikke udsigtsplatformen...)
Vi fandt et bord ud mod havnen, på en "Italiensk" restaurant, hvor vi blev betjent af en russisk pige, som fortalte at der var folk af alle mulige nationaliteter der arbejdede i restauranten.
Mens vi sad og spiste, med udsigt over den havn, som blev bygget da Kiwierne vandt Americas Cup og hvor den derfor skulle starte næste gang, kom der en stor flok nisser løbende - Auckland julenisseløb !
Tog bussen ind til Down Town. Linje 625 til Britomart, for 3,25$ pr. person.
Gik ned til The Ferry Building ved havnefronten, og hoppede på en Explore Bus, som er en Hop On/Hop Off bus - et Day Pass kostede 35$.
Vi hoppede af første gang ved rosenhaven, den var en hyldest til Nancy Steen, som havde været rundt på New Zealand, og havde samlet mange af de roser som indvandrerne havde haft med, i sin have.
Auckland museum havde en fantastisk udstilling om maorierne, huse, redskaber, kanoer, klæder og meget andet.
Der var også en forestilling, hvor de fortalte om musikkens udvikling, og guitarens betydning for deres musik. I gammel tid var deres musik mest baseret på rytmiske instrumenter, primært korte pinde der blev slået mod hinanden.
Disse pinde blev også brugt en i leg, hvor man står overfor hinanden og kaster dem frem mellem hinanden - den der først taber en pind har tabt.
Legen trænede både deres armmuskler og koordinationsevner.
Englænderne og Maorierne havde flere slag tilbage i midten/slutningen af 1800 tallet, syd for Auckland, omkring en by der hedder Bombay i dag.
Der, ved Bombay, ser man i dag det første velkomstkilt til Auckland, selv om det er 45 kilometre til centrum.
I går spiste vi frokost mellem Hamilton og Bombay, i en lille by hvor der var en mindekirkegård med faldne fra et af disse slag. Både englændere og maorier var begravet på kirkegåden.
Der var mange andre ting at se på museet, man kunne nemt have brugt en dag dér alene.
Vi forsatte med Hop On bussen, til Auckland Skytower.
Tårnet er 328 meter højt, dvs. højere end det i Sydney, som er 304 meter (men det er spidsen på Auckland Skytower der er højere, ikke udsigtsplatformen...)
Uanset hvilken af dem der er højest, så er udsigten ikke at kimse ad !
Og så har den også en restaurant, der især er populær om aftenen.
Så var det ned til Victoria Park Market, det var en losseplads i de gode gamle dage, i dag er det - som navnet antyder - et marked, men med små separate butikker.
Vi fik købt en taske med både hjul og håndtag, som skulle erstatte en af vores håndtasker på vores videre færd, og fruen fik endnu engang udvidet smykkebeholdningen...
Vi gik tilbage til Hop On stoppestedet, og stod og ventede i en halv time - der kom bare ikke nogen bus, surt show - så der var ikke andet at gøre end at få gang i bentøjet og finde vej ned til havnen igen.
Der var ikke ret langt, og fordi vi gik selv, i stedet for at køre med bussen, kom vi ned omkring Viaduct Harbour. Det er nok folk med ret anselige indkomster, der bor i de lejligheder der ligger ud til havnen. Lystbådene i havnen var af kaliber "meget stor" eller større (30 til 50 fod).
Og så har den også en restaurant, der især er populær om aftenen.
Så var det ned til Victoria Park Market, det var en losseplads i de gode gamle dage, i dag er det - som navnet antyder - et marked, men med små separate butikker.
Vi fik købt en taske med både hjul og håndtag, som skulle erstatte en af vores håndtasker på vores videre færd, og fruen fik endnu engang udvidet smykkebeholdningen...
Vi gik tilbage til Hop On stoppestedet, og stod og ventede i en halv time - der kom bare ikke nogen bus, surt show - så der var ikke andet at gøre end at få gang i bentøjet og finde vej ned til havnen igen.
Der var ikke ret langt, og fordi vi gik selv, i stedet for at køre med bussen, kom vi ned omkring Viaduct Harbour. Det er nok folk med ret anselige indkomster, der bor i de lejligheder der ligger ud til havnen. Lystbådene i havnen var af kaliber "meget stor" eller større (30 til 50 fod).
Vi fandt et bord ud mod havnen, på en "Italiensk" restaurant, hvor vi blev betjent af en russisk pige, som fortalte at der var folk af alle mulige nationaliteter der arbejdede i restauranten.
Mens vi sad og spiste, med udsigt over den havn, som blev bygget da Kiwierne vandt Americas Cup og hvor den derfor skulle starte næste gang, kom der en stor flok nisser løbende - Auckland julenisseløb !
Bagved ligger der et museum om sejlbåde og kajen bagved, er fuld af træsejlbåde, som bliver brugt til undervisning
Det så festligt ud med alle løberne, alle var klædt ud i nissedragter, med to undtagelser - de var klædt ud som rensdyr (og der var langt over 20 graders varme - det må have været lunt !)
Der var flere restauranter/barer og der var en meget hyggelig stemning, så mange hujede på dem.
Tullede ned til bussen, forbi træskibsmuseet og sejlerskole, og kørte med bussen tilbage til campingpladsen.
Det så festligt ud med alle løberne, alle var klædt ud i nissedragter, med to undtagelser - de var klædt ud som rensdyr (og der var langt over 20 graders varme - det må have været lunt !)
Der var flere restauranter/barer og der var en meget hyggelig stemning, så mange hujede på dem.
Tullede ned til bussen, forbi træskibsmuseet og sejlerskole, og kørte med bussen tilbage til campingpladsen.
I nat er det sidste nat i camperen, den skal afleveres i morgen...suk.
NZ: Rotorua - Auckland
Køredag, vi skulle gerne nå til Auckland. Kortet sagde 3 timer og 55 minutter, incl. pause - det passede på en prik.
I går eftermiddags havde vi været nogle kilometre nede mod Taupo, for at se flere boblende søer og gejsere, men kom 10 minutter for sent, så vi havde sat vækkeuret til 6:30, for at nå en tur der ned, inden vi stak nordpå igen.
Desværre vågnede vi op til et øsende regnvejr, og så er der ikke meget ved at gå vandretur, uanset om naturen har nogle spektakulære ting at vise frem. Derfor blev det til en tidlig afgang fra Roturoa, over Hamilton (hvor det stadig regnede) til en campingplads ret tæt på Auckland city.
Hyggelig plads, dog ikke samme fine standart som den forrige, men til gengæld ligger den nede i en dal, så der er stille, og meget frodigt. Så blev der til gengæld tid til at slappe lidt af, efter de travle dage i Rotorua.
Vi tankede diesel inden vi kørte fra Rotorua, 1,17$/L - med dagen kurs på 3,10, svarer det til 3,63 gode danske kroner for en liter dieselolie.
I går eftermiddags havde vi været nogle kilometre nede mod Taupo, for at se flere boblende søer og gejsere, men kom 10 minutter for sent, så vi havde sat vækkeuret til 6:30, for at nå en tur der ned, inden vi stak nordpå igen.
Desværre vågnede vi op til et øsende regnvejr, og så er der ikke meget ved at gå vandretur, uanset om naturen har nogle spektakulære ting at vise frem. Derfor blev det til en tidlig afgang fra Roturoa, over Hamilton (hvor det stadig regnede) til en campingplads ret tæt på Auckland city.
Hyggelig plads, dog ikke samme fine standart som den forrige, men til gengæld ligger den nede i en dal, så der er stille, og meget frodigt. Så blev der til gengæld tid til at slappe lidt af, efter de travle dage i Rotorua.
Vi tankede diesel inden vi kørte fra Rotorua, 1,17$/L - med dagen kurs på 3,10, svarer det til 3,63 gode danske kroner for en liter dieselolie.
NZ: Rotorua, tredie dag
Var ude og se den begravede by Te Waitoa som ligger nogle kilometer sydøst for Rotorua.
På vej der ud, kommer man forbi den blå og den grønne sø som ligger næsten lige ved siden af hinanden, kun adskilt af en tange der er ca. 20 meter bred. Alligevel er der mange meters neveau forskel. Den blå sø er højest, den er også den dybeste, fordi den er dannet i en såkaldt caldera (et sammenfaldet vulkankrater).
Den grønne sø har sandbund og er ikke nær så dyb. Den er for øvrigt privatejet, og Tabu for maorierne.
Vi var heldige at komme lige da der startede en guidet rundvisning - og der var kun os to at guide rundt, så det var nemt at forstå hvad der blev sagt, og nemt at komme til at stille spørgsmål.
Guiden var en ældre herre med bowlerhat, født i Auckland, men han havde boet i området i 30 år.
Den lille landsby, Te Waitoa, blev begravet i mudder i 1886, da Mt. Tarawera sprang i luften. Der var dengang 3 hoteller, en smedje, en vanddrevet kornmølle, en "købmand", diverse andre europæiske huse og en hel del maorihuse og et mødehus.
De europæiske huse, var bygget med en ret lille taghældning, og modstod derfor ikke trykket fra mudderet, så de brasede hurtigt sammen. Maorihusene havde en 45 graders taghældning, så det meste mudder, der regnede ned den nat, gled af og langt de fleste maorihuse overlevede derfor.
Der faldt 1,5 meter mudder, så maorihusene blev også fyldt op.
Guiden viste os smedjen, hvor der var blevet udgravet en masse af værktøjer, og ting smeden arbejdede på, bl.a. en vognaksel.
Smeden var en efterspurgt herre dengang, så han rejste rundt mellem de nærmeste småbyer - og han var ikke i Te Waitoa da udbruddet kom.
Smeden var flyttet til Te Waitoa med sin kone og 2 døtre, men konen døde 2 år efter de var kommet til byen - så han måtte selv opfostre de 2 piger, og de var med ham og overlevede derfor også.
Bartenderen var også en vigtig herre og havde derfor sit eget hus, da det var bygget på den europæiske facon, modstod det ikke trykket fra mudderet, og styrtede sammen. Under udgravningen fandt man bl.a. jernrammen fra hans seng, den var blevet mast vind og skæv.
Det største hotel havde 21 værelser, fordelt på to etager, og med en veranda udenfor. Hotellet blev stående, vredet til ukendelighed, men verandaen styrtede sammen og dræbte derved en ung mand.
Af de i alt 120 der døde den nat vulkanen eksploderede, var det ganske få direkte fra byen, flest fra området udenom. Vulkanudbruddet begravede 8000 kvadratkilometer land med sten og mudder.
Alle, også maorierne forlod området, efter der i lang tid havde været eftersøgninger efter overlevende. Maorihøvding Wi Kepa var den der blev tilbage i længst tid, for at sørge for at alle fik hjælp.
Først nu efter mange år er maorierne begyndt at flytte tilbage til stedet.j
I 1931 overtog familien Smith stedet, og begyndte at foretage udgravninger, og det begyndte igen at trække turister til. Der blev bygget et tearoom og en café - det har nu stået på i tre generationer.
Den tidligere ejer af det store hotel, en skotte der hed J. H. Taylor, mistede alt, da hans hotel gik tabt. Han flyttede til Australien efter katastrofen, men kom tilbage kort før sin død, og udpegede forskellige ting, til stor gavn for den senere udgravning.
Vi fulgte en sti rundt, ned langs en bæk med regnbueørreder, man kunne tydeligt se dem, stå stille i vandet, flere steder.
Bækken mundede ud i et ret højt vandfald - vi blev nød til at kæmpe os ned ad mange trapper, for at komme til at nyde synet nedefra.
Et af de små "sidefald":
Vi fik kæmpet (endnu mere) en gang til, for at komme op igen, men det var umagen værd.
Vi fik også en snak med vores guide om New Zealand i dag, han fortalte os at mange flytter til Australien, grundet den dårlige måde regeringen har styret landet på de sidste 9 år. Det har været folk som har studeret politik, uden dog at vide hvordan man styrer et land der regeret, man bildte folk ind, at der var god økonomi, men at man ikke kunne give skattelettelser. De havde forvaltet økonomien helt forkert sagde han.
Tidligere havde telefonvæsnet også været statsejet og det tog dengang måneder at få en telefon, i dag er det privatiseret, og nu kan man få en telefon installeret på 2 dage...
Et andet eksempel han fortalte om, var at han havde ansøgt om tilladelse til at overdække en terrasse. De sagde at det var der ikke nogle problemer i, på statskontoret (her er det nemlig staten der afgør alt) men da der var gået 10 dage henvendte han sig igen, og fik det svar at der jo ikke var gået 21 dage - for det er den tid der må gå, og vis man brokker sig, bliver man lagt nederst i bunken. Nu er der kommet en ny regering, og den har travlt med at rydde op efter den gamle.
Vi blev enige med ham i at det er synd, at der ikke bliver dyrket mere, her i et land, som er så frodigt og hvor alting bare vokser.
New Zealand er på størrelse med hele England , men der bor kun 4 millioner mennesker her.
Kørte videre langs bredden af søen, og fandt en ophalerplads til både. Pladsen var stor, med både cafeteria og bådudlejning.
Fik parkeret så plant som muligt, og byggede os noget frokost som vi nød med udsigt over Lake Tarawera.
På udstillingen var der et kort, som angav nogle punkter længere ude ad vejen, så dem kørte vi efter, men fandt ingen skilte til noget som helst. De eneste skilte vi så var "Hus til salg", men dem var der til gengæld mange af, og husene var både store og flotte.
På vej der ud, kommer man forbi den blå og den grønne sø som ligger næsten lige ved siden af hinanden, kun adskilt af en tange der er ca. 20 meter bred. Alligevel er der mange meters neveau forskel. Den blå sø er højest, den er også den dybeste, fordi den er dannet i en såkaldt caldera (et sammenfaldet vulkankrater).
Den grønne sø har sandbund og er ikke nær så dyb. Den er for øvrigt privatejet, og Tabu for maorierne.
Vi var heldige at komme lige da der startede en guidet rundvisning - og der var kun os to at guide rundt, så det var nemt at forstå hvad der blev sagt, og nemt at komme til at stille spørgsmål.
Guiden var en ældre herre med bowlerhat, født i Auckland, men han havde boet i området i 30 år.
Den lille landsby, Te Waitoa, blev begravet i mudder i 1886, da Mt. Tarawera sprang i luften. Der var dengang 3 hoteller, en smedje, en vanddrevet kornmølle, en "købmand", diverse andre europæiske huse og en hel del maorihuse og et mødehus.
De europæiske huse, var bygget med en ret lille taghældning, og modstod derfor ikke trykket fra mudderet, så de brasede hurtigt sammen. Maorihusene havde en 45 graders taghældning, så det meste mudder, der regnede ned den nat, gled af og langt de fleste maorihuse overlevede derfor.
Der faldt 1,5 meter mudder, så maorihusene blev også fyldt op.
Guiden viste os smedjen, hvor der var blevet udgravet en masse af værktøjer, og ting smeden arbejdede på, bl.a. en vognaksel.
Smeden var en efterspurgt herre dengang, så han rejste rundt mellem de nærmeste småbyer - og han var ikke i Te Waitoa da udbruddet kom.
Smeden var flyttet til Te Waitoa med sin kone og 2 døtre, men konen døde 2 år efter de var kommet til byen - så han måtte selv opfostre de 2 piger, og de var med ham og overlevede derfor også.
Bartenderen var også en vigtig herre og havde derfor sit eget hus, da det var bygget på den europæiske facon, modstod det ikke trykket fra mudderet, og styrtede sammen. Under udgravningen fandt man bl.a. jernrammen fra hans seng, den var blevet mast vind og skæv.
Det største hotel havde 21 værelser, fordelt på to etager, og med en veranda udenfor. Hotellet blev stående, vredet til ukendelighed, men verandaen styrtede sammen og dræbte derved en ung mand.
Af de i alt 120 der døde den nat vulkanen eksploderede, var det ganske få direkte fra byen, flest fra området udenom. Vulkanudbruddet begravede 8000 kvadratkilometer land med sten og mudder.
Alle, også maorierne forlod området, efter der i lang tid havde været eftersøgninger efter overlevende. Maorihøvding Wi Kepa var den der blev tilbage i længst tid, for at sørge for at alle fik hjælp.
Først nu efter mange år er maorierne begyndt at flytte tilbage til stedet.j
I 1931 overtog familien Smith stedet, og begyndte at foretage udgravninger, og det begyndte igen at trække turister til. Der blev bygget et tearoom og en café - det har nu stået på i tre generationer.
Den tidligere ejer af det store hotel, en skotte der hed J. H. Taylor, mistede alt, da hans hotel gik tabt. Han flyttede til Australien efter katastrofen, men kom tilbage kort før sin død, og udpegede forskellige ting, til stor gavn for den senere udgravning.
Vi fulgte en sti rundt, ned langs en bæk med regnbueørreder, man kunne tydeligt se dem, stå stille i vandet, flere steder.
Bækken mundede ud i et ret højt vandfald - vi blev nød til at kæmpe os ned ad mange trapper, for at komme til at nyde synet nedefra.
Et af de små "sidefald":
Vi fik kæmpet (endnu mere) en gang til, for at komme op igen, men det var umagen værd.
Vi fik også en snak med vores guide om New Zealand i dag, han fortalte os at mange flytter til Australien, grundet den dårlige måde regeringen har styret landet på de sidste 9 år. Det har været folk som har studeret politik, uden dog at vide hvordan man styrer et land der regeret, man bildte folk ind, at der var god økonomi, men at man ikke kunne give skattelettelser. De havde forvaltet økonomien helt forkert sagde han.
Tidligere havde telefonvæsnet også været statsejet og det tog dengang måneder at få en telefon, i dag er det privatiseret, og nu kan man få en telefon installeret på 2 dage...
Et andet eksempel han fortalte om, var at han havde ansøgt om tilladelse til at overdække en terrasse. De sagde at det var der ikke nogle problemer i, på statskontoret (her er det nemlig staten der afgør alt) men da der var gået 10 dage henvendte han sig igen, og fik det svar at der jo ikke var gået 21 dage - for det er den tid der må gå, og vis man brokker sig, bliver man lagt nederst i bunken. Nu er der kommet en ny regering, og den har travlt med at rydde op efter den gamle.
Vi blev enige med ham i at det er synd, at der ikke bliver dyrket mere, her i et land, som er så frodigt og hvor alting bare vokser.
New Zealand er på størrelse med hele England , men der bor kun 4 millioner mennesker her.
Kørte videre langs bredden af søen, og fandt en ophalerplads til både. Pladsen var stor, med både cafeteria og bådudlejning.
Fik parkeret så plant som muligt, og byggede os noget frokost som vi nød med udsigt over Lake Tarawera.
På udstillingen var der et kort, som angav nogle punkter længere ude ad vejen, så dem kørte vi efter, men fandt ingen skilte til noget som helst. De eneste skilte vi så var "Hus til salg", men dem var der til gengæld mange af, og husene var både store og flotte.
Abonner på:
Opslag (Atom)