TAS: Hobart

Kunne endeligt sove længe, dvs. vi blev vækket af de frække måger som trampede rundt på taget.

Det var tid til at få pakket alt tilbage i kufferterne, og få ryddet camperen op, så den var klar til aflevering. Der begyndte selvfølgeligt at småregne, det ville nok have gjort det hele nemmere, hvis vi kunne have sat alt udenfor imens vi gjorde rent, men sådan skulle det ikke være.
Ænderne holdt skarpt øje med om der var nogen krummer der blev smidt ud:

Da vi havde lidt tid tilbage, inden camperen skulle være tilbage, bestemte vi os for at køre en tur ind til Salamanca market (selv om der kun er marked om lørdagen), så kom vi jo også et smut forbi lystbådehavnen, eller rettere, vi fik lige et kig fra bilen, for det stod ned i torve.

Fruen blev sat af på hotellet, med alle pakkenellikerne, i et værelse med nok den højeste seng vi nogensinde har set - Der var ikke nogen chance for at Fruen kunne nå gulvet:

Så blev kursen sat ud til lufthavnen igen. Først forbi en tankstation, for camperen skulle afleveres med fuld tank (eller så fuld, at det ikke kunne ses på måleren).
Maui havde ingen kommentarer til bilen, og vi fik hele vores depositum tilbage.

Desværre var der små to timer til det næste fly landede - det er jo ikke nogen stor lufthavn, og der kører kun shuttlebusser ind til byen, når der lander et fly, men der var blevet løst en returbillet da vi skulle hente camperen, så der var ikke noget at gøre, andet end at vente.

Aftenen slutter igen med endnu et afsnit af Ørnen. For øvrigt, så elsker Tassierne at dekorere deres huse op til jul, lige som derhjemme, med masser af lys og gran - vel og mærke lavet af plastic!

Tasmanien er en meget smuk ø, og vi skulle nok have haft mindst 14 dage her, men det var der altså ikke afsat i denne omgang...
Kommer du forbi, så sæt tid af til at blive på campingpladserne mere end kun en dag/nat. Dem vi har været på, har haft en pæn høj standard, og der er masser at se næsten alle steder.
Der har også været hytter til leje på alle de campingpladser vi har været på, men vi kender ikke priserne hhv. indretningerne af hytterne. Set udefra kan de anbefales...

TAS: Strahan - Hobart

Kørte fra Strahan til Hobart ad veje med ikke mindre "svingende" kvalitet, snarere tvært i mod - der var utrolig mange sving...
På turen kom vi også over et bjergpas, hvor vi stoppede og strækte ben - på et skilt stod der: 930 meter over havet.

Kørte igennem mange forskellige naturparker, alle med den fællesnævner at der er en utrolig masse træer, mens underskoven skifter en del - tæt/åben. Fra tid til anden kører man over en bakketop, eller rundt om et sving, og det mest fantastiske syn åbenbarer sig - bjerge og dale eller skove og åbne sletter - det kan bare ikke beskrives.

Passerede byen Queenstown - hvor der har været minedrift længe (kobber). På grund af minedriften er bjergsiderne rå og bare, ingen træer. Den smule jord der engang var der, er væk, og det vil vare rigtig mange år inden den bliver genetableret - nogle, lidt stride, græstotter var der dog rundt omkring.
Der var et fantastisk farvespil på bjergsiderne, nok grundet de forskellige mineraler.

Længere sydpå, fandt vi en lille afkørsel ned mod en båderampe, vi trillede derned, og fandt et meget specielt sted at spise frokost - med udsigt over en sø/flod med masser af gamle træstubbe der stak op alle vegne.

I nationalparkerne begyndte der at dukke noget op som lignede sypresser, pinjetræer og nogle buske som minder om forstørrede timianplanter, ellers er det mest eukalyptus - som er imponerende for tiden da de står med friske røde topskud.

Nærmere Hobart (ca. 125 km. nordfor) kom vi forbi et vandkraftværk.
Der var et hotel på toppen,med en restaurant og en balkon, med den mest fanatiske udsigt, der var vi da nød til at stoppe for kaffe.

Det viste sig at de har mange vandkraftværker på Tasmanien.
Der var ført vand frem, fra en anden flod, "14 mil væk", via kanaler og store stålrør frem til kraftværket.
Vandet passerer faktisk 8 kraftværker, inden det når så langt ned, at det lander i en sø, hvor det til sidt gør gavn som drikkevand for befolkningen i Hobart.

TAS: Devonport - Strahan

Vi tog fra Devonport, ved først at tage en tur med på stranden, dér var der allerede fra den tidlige morgenstund, to fiskere, der vist havde været der længe - havde de fanget noget? Nej, det så ikke sådan ud...

Vi tog op i byen og fandt et turistkontor, fordi vi gerne ville vide om vejene var asfalterede helt over til Strahan, eller om der var grusveje på turen - vi fik at vide at vejene var fine hele vejen, og det holdt stik.

Vi havde også planlagt at tage til Cradle Valley, på vejen over til Strahan.
Turen var af lidt "svingende" kvalitet, det betyder at der var mange sving på vejen, men der var også en sjov detalje: Det er åbenbart tilladt at lave sin egen postkasse - fuldstændigt efter eget forgodtbefindende - så på turen så vi nok nogen af de mest fantasifulde postkasser, man kan tænke sig: Traktor, WC, Robot, Græsslåmaskine, Lokomotiv - ja alt muligt mærkeligt.
Der er dog mange der bare har sat en plasticdunk, hvor der var skåret en revne i, op på en pæl - og det var så det...

Da vi kom til Cradle Valley, viste det sig at man ikke kunne køre de sidste 6 km. selv - man skulle enten gå, eller tage en shuttlebus, og ud over billet til shuttlebus, skulle man også købe et "pass" til nationalparken - så for at komme til at kigge på en sø og lidt bjerg, skulle der afsættes mindst 3 timer og en mindre formue. Derfor opgav vi at se nærmere på sagen. Det var måske en forkert beslutning, men det finder vi måske aldrig ud af...

Vejen til Strahan var af "utroligt svingende" kvalitet, dvs. der var utroligt mange sving! Der var også mange "buler" at køre op og ned ad, men selv om vejen således var ret udfordrerne, var udsigten ofte bjergtagene - og det er ikke ironisk ment
Vi fandt en lille sidevej som vi lige slog ind på, så kunne vi sidde og spise frokost, med udsigt over en dal til et meget stort bjerg.

Da vi nåede frem til Strahan på vestkysten, var vi først nede i centrum, for at se om vi kunne komme med på en sejltur ned af fjorden - det havde vi fået anbefalet, på turistkontoret i Devonport, men det viste sig at det var en heldagsforestilling, fra kl. 9 om formiddagen, til kl. 5 om eftermiddagen. Jo, vi ankom til byen kl. 4 om eftermiddagen, og skulle afsted næste morgen kl. tidligt, så det med sejltur var ligesom udelukket...

Vi kørte lidt rundt, bl.a. op til et Lookout ved vandtårnet. Der var der en fantastisk udsigt over byen, så vi bestemte os for at lave kaffe, med små pandekager til, og så ellers lige nyde tilværelsen en lille times tid.

Vi fandt også en reklame i vejsiden, om en "bro med den bedste udsigt" ???
Det var op ad en lille sidevej, stejlt op, og for enden fandt vi så et rigtigt luksushotel - og ganske som postuleret på reklamen, så havde de gravet en lille sø ud, og bygget en bro hen over den, og når man stod på broen, var der virkelig en ganske glimrende udsigt ned over Strahan by...

Vi kørte tilbage og fandt en campingplads. Da vi fortalte Campingmutter at vi havde været oppe ved vandtårnet med vores camper, korsede hun sig, for "vejen var jo meget dårlig" - Næ'e sagde vi, det gik da fint, men det var ikke nemt at komme ned igen når der kom modkørende! Så var hun sikker på at vi stod og bildte hende noget på ærmet, for den kæmpecamper og modkørende på den lille vej - nix, det måtte være løgn!

Vi fik en god plads alligevel, og havde en hyggelig aften, med gåtur ned til fjorden inden det blev til til at gå omkuld. For første gang, på Tasmanien, var det også så lunt om natten, at det ikke var nødvendigt at have varme på hele natten.

TAS: Launceston - Devonport

Fik tømt toilettet for første gang, det var ret nemt, men vi havde kun en lille plasticpose med kemikalier til det, så vi måtte en tur ind forbi Allgoods (en forretning med alt muligt til friluftslivet) inde i Launceston - dér fik vi en liter, som vel kunne holde til 3 måneder, for 15$.

Vi var også på jagt efter et supermarked, så vi kunne få handlet lidt, "The Mall" ? Det måtte være sagen, men nej, det var bare en indkøbsgade - fruen fik dog lige erhvervet sig et par sutter og 2 lidt varmere bluser. Da alle lidt undskyldende siger, at det er lidt kolder end det plejer at være på denne årstid, det er dog blevet varmere imens vi har været her.

Vi opgav i første omgang at finde et supermarked, og forsatte ud til Cataract Gorge, en imponerende køretur, hvor der var et par "buler" med mindst 25% stigning, men Merceren kravlede stille og uforstyrret op over dem...

Slugten var ret imponerende. Det har været et udflugtssted siden Lunceston's grundlæggelse, og vandet i bassinerne har også været udnyttet til fremstilling af elektricitet.
Der er en masse stier rundt i området, en hængebro og en "skilift" hen over vandet (se godt efter på billedet), samt restaurant og swimmingpool.
Hvor liften er helt oppe, ligger der en flot rhododendronhave, og en hyggelig tepavillon. I haven var der også fritgående påfugle, som fruen prøvede at få kontakt med ved at sige "lyde" - dét fik hun også, for pludselig gjorde den front imod hende, rejste halen og begyndte at løbe efter hende - og så kan det ellers være at vi skyndte os væk, tog liften ned - og det var en meget smuk tur.

Da vi var der tidligt på (eller rettere før) sesonen, var der håndværkere rundt omkring som havde travlt med at få alt på plads til næste uge, for der starter officielt sommeren, her på "Tas" som de siger hernede.

Devils Heaven var det næste stop på dagens program. Umiddelbart inden for indkørslen, fandt vi en charmerende lille sø, med et pænt fladt stykke foran, så der bestemte vi os for at spise frokost.
Der stod en container på bredden, det var en "skolestue" for undervisning i naturen.
Og, Nej, det er ikke kun Tasmanske Djævle de har i Devils Heaven, der er faktisk tale om en regulær zoologisk have (under opbygning), med et utal af fugle, wombats, geder, får, emuer, perlehøns, alpakaer, ørne, kænguruer, slanger og meget mere, bl.a. de famøse djævle.
Djævlene er natdyr, ådselædere og ikke spor aggressive. Da de ikke er nemme at se, fordi de er sorte, meget højrøstede og deres ører kan ligne små røde horn i skumringen, blev de kaldt djævle - men i naturen vil den Tasmanske Djævel absolut ikke udgøre nogen trussel, tværtimod, den vil være den første til at fortrække.

En Tasmansk Djævel bliver omkring 60 cm. lang, og lever fra 5 til 7 år.
Denne gang både så og hørte vi dem,og minsandten om ikke vi også fik lov til at røre ved en lille han på et halvt år, de er faktisk meget bløde.
Ejeren af Devils Heaven havde reddet et par ørne fra at blive slået ned, de havde begge været ude for nogle uheld, så de ikke længere kunne flyve ret langt, så nu holdt de til ved søen.

Vi skulle da også en tur helt op nordpå, så da navigatoren kendte en campingplads i Devonport, så stilede vi i mod den. På vejen kom vi forbi en tinmine, der er mange mineraler i jorden hernede, fordi hele Tasmanien er "skubbet op" ved vulkansk aktivitet (for meget lang tid siden).
Der var lidt halvsent, inden vi kom frem, men vi fik da arrangeret os, og spist i god ro og orden.

TAS: Coles Bay - Launceston

Det var en kold nat, hvor vinden ruskede så meget i vognen at man vågnede flere gange. Vi havde slukket for varmen da vi gik i seng, men den blev sat til igen, inden der var gået ret længe.
Morgenen var ikke meget bedre, overskyet og stadig meget
blæsende - skulle vores besøg på Tasmanien da drukne fuldstændigt i regn og kulde?

Kørte mod nord, og bestemte os for at sigte mod en campingplads i Launceston. På vejen så vi et skilt "Lake Leake" 4 km. til højre... Vi svang den 6 meter lange camper til højre, og trillede langsomt ned af de fire kilometer grusvej (det må man vist ikke iflg. lejekontrakten, men...) - Et skilt på vej derned:

Nede for enden af vejen lå der en stor sø, en campingplads og et lille hotel/café.
Vi drejede rundt på vendepladsen og trak håndbremsen - det var lige det ideelle sted til en kop kaffe ! Altså hvis man blev indenfor, for det var stadig meget blæsende og koldt. Udsigten var speciel, det kan måske være fordi søen var opdæmmet, men hele vejen rundt langs søbredden, stod der mange, mere eller mindre, forrådnede træstubbe og strittede op - lidt surrealistisk...
Kaffen var god, og velkommen. Andre turister fandt også forbi - fire små japanere i en lille bitte udlejningsbil kom trillende, med op til flere fotoapparater i favnen - ud og tage billeder, og afsted igen!

Efter kaffen, trillede vi også afsted igen.
Der er mange eukalyptustræer på det stykke vi tog igennem, men vi så ikke nogen Koalaer i dem (vi så for den sags skyld, heller ikke nogen af de lokale djævle!)

Naturen er anderledes i forhold til hovedlandet, der er tørt, selv om det lige har regnet et par dage. Træerne er sortsvedne, underskoven er nogle steder meget tynd, og der ligger store døde træstammer mange steder. Hvorfor der ser sådan ud ved vi ikke endnu, men det ser ud som om at området har været udsat for skovbrand, hvilket vi har fået at vide at der har været for tre år siden.
Man kunne tro at naturen stadigvæk er ved at genopbygge sig.
Vi har senere forhørt os om hvorfor der er så mange døde træer - det er fordi der ikke nogen der bruger dem til noget, så de for bare lov til at ligge hvor de falder...

Nærmere Launceston, drejede vi af mod en lille by (kan ikke finde navnet) med en pæn lille kirke, og et gravsted for John Glover, som fandt sølv-bly malm på stedet for mange år siden (han har sandsynligvis derved været årsag til byens opståen, men det stod der ikke noget om).

På det sidste stykke inden vi nåede campingpladsen (lidt langt uden for byen), trillede vi forbi en racerbane, hvor der var stimlet en masse mennesker sammen - vi kørte langsomt forbi, men burde måske have været inde og kigge på?

Endnu nærmere Launceston blev naturen betydelig mere grøn og frodig, og navigatoren ledte os ind i hvad der lignede et villakvarter, men den var god nok, der lå skam den skønneste campingplads, og da sæsonen først startede ugen efter, var der ikke nogen problemer med at få plads.

Det er nemt at få fat i godt og billigt oksekød i Australien, så den stod på oksebøffer til aftensmaden. F.eks. koster to T-bone steak på i alt 440 gr. 6,64$ (ca. 25,- DDK).

Standarten er for øvrigt ganske god på campingpladserne hernede.

TAS: Hobart - Coles Bay

Efter morgenmaden, som blev indtaget i en fin gammel spisestue, med rigtige friske blomster, bl.a. roser, samt fine stofduge på bordene, fik vi arrangeret afhentning med en shuttlebus tilbage til lufthavnen, hvor vi skulle hente vores camper.

Allerede på vej til lufthavnen erfarede vi, at hele Tasmanien står i fuldt rosenflor - der er roser alle vegne.

Hos Maui blev vi introduceret til vores camper med en video. Det var meget godt, men introduktionen var til den "gamle slags" (WV typen), men den vi fik var en næsten spritny Mercedes, den havde kun kørt 3.000 km. og den var nok også en meter længere, samt noget lysere, fordi der var ruder hele vejen rundt. De fleste ting var dog det samme, eller nemt at finde ud af.

Der var dog to ting der drillede lige fra første dag: Der var fyldt lige lidt for meget olie på, så når vi kørte ned ad bakke, kom der en alarm om at der var for meget olie på. Den anden ting opdagede vi først om aftenen, der var lidt drilleri med lyset, eller 220 volt'en i det hele taget. Lyset gik ud flere gange, det samme gjorde radioen...

Efter vi havde hentet Camperen, kørte vi til det nærmeste indkøbscenter og fik provianteret - og så var det ellers nordpå, fordi det var blevet noget sent (selv om vi egentligt havde bestemt os til, at vi ville ind til Hobart og se deres Juleparader og gå på markedet, som er der hver lørdag)

Vi landede i en by der hedder Coles Bay, kørte ind på campingpladsen og spurgte om de havde plads til os - jo, der var da kun en plads der var reserveret, så vi kunne da vælge mellem 12 andre (sæsonen var vist ikke startet for alvor endnu).

Vi havde handlet ind til go'e gammeldavs hakkebøffer med bløde løg - og det fik vi skam, med rødvin og hvide kartofler, grøntsager osv...

Et par slav Skip-Bo, og så tørnede vi ind.

Sydney - Hobart

Vi havde samlet os to bæreposer med ting og sager, tøj, fotografier, souvenirs af forskellig art - dem tog vi på posthuset med, købte en kasse og sendte dem hjem (ca. 7 kilo for 150$), dyrt? Javist, men vi havde bare ikke plads, og hvis vi havde, hvad ville overvægten så kommet til at koste...

Kom med en shuttlebus fra hotellet (12$ pr. hoved) ud til lufthavnen. Vi kom i god tid, og prøvede for første gang ar chekke ind selv, på en automat - det er ret nemt, og det giver mulighed for at flytte til andre, evt. ledige, pladser. Det gjorde vi, så fruen kunne komme til at lufte benene ud mod midtergangen.

Gunnar blev udtaget til tilfældig bombecheck i sikkerhedskontrollen, men de fandt ikke noget. Med et stykke papir på en stok, bliver man strøget på skuldrene, siderne, og ens håndbagage bliver også strøget hen over, og så bliver papiret analyseret af en lille maskine - i denne omgang med negativt resultat.

Spiste frokost i "Bar Roma" i lufthavnen, og så sad vi ellers og slappede den til vi skulle boarde flyet.

Der blev serveret en sandwich på vejen til Hobart, hvor vi landede i "strålende" vejr - der stod folk klar med paraplyer da vi skulle gå hen til ankomsthallen - OBS: Der er også restriktioner på hvad man må have med fra fastlandet til Tasmanien, frisk fisk, frugt, korn og andet...

Vi ventede ret længe på en taxa, men fik da fat i en. Det er ikke alle australier der taler lige meget, chaufføren skulle pumpes lidt, men han fortalte at der bor ca. en halv. mio. mennesker på Tasmanien, de fleste i de fire største byer.

Hotellet var ret charmerende, men der var koldt, så efter vi havde fået noget at spise tørnede vi ind, dvs. vi skulle lige se et afsnit af Ørnen, som p.t. vises på Tasmanien.
Vi opdagede at der var både en elektrisk varmeovn og elektriske varmelagner i sengen - og de blev tændt så vi kunne få varmen...

Sydney - tredie dag

Sydney - tredje dag
Sov længe, kl. var da mindst 8 inden vi stod op...
Vi havde bestemt os for at dagen skulle gå med at tage et havne cruise, og en tur op i Sydney Tower - et kik på kortet, og vi bestemte os for at vi efter havnerundfarten også kunne tage Monorailen til tårnet...

På vejen ned til Darling Harbour (dér har vi snart været et par gange) kom vi forbi FM Hairstudio på Pitt Street, hvor vi blev klippet for 15/20$ (i alt 35$ for os begge to - altså omkring 120 DDK)

Nede på havnen fandt vi Captain Scott's Cruise, og fik plads på en båd, slidt - men med charme...

Man kunne, hvis man havde lyst, hoppe af og på som man havde lyst til (med de billetter vi havde), men vi skulle nå en del denne dag, så vi tog "bare" turen rundt. Vejret var klaret op, og vi havde en rigtig god tur ud omkring Shark Island og tilbage igen.
Shark Island fik sit navn fordi der tidligere har været hvalfangerstation på øen, og alt det "overskud" der blev smidt i vandet, tiltrak naturligvis hajerne, og fordi der altid var hajer omkring øen, fik den navnet Shark Island.

Tilbage i Darling Harbour, hoppede vi på Monorailen, og der faldt vi i snak med et par fra sydaustralien, som ville høre hvor vi kom fra. De kom selv fra Victoria og de havde ofte holdt deres ferier, med at køre i Camper til både Perth og Broome (langt, meget langt, ovre vestpå...)

På vejen til tårnet, kom vi forbi en station der hed Chinatown, og bestemte os for at vi ville tage tilbage og prøve at spise rigtigt kinesisk inden vi gik hjem.

Sydney Tower, halli-hallo... Der er bare en ret god udsigt derfra !
Men først løb vi ind i en "forestilling" kaldet Oztrack, som startede med med nogle videomontager, og bagefter forsatte med en anden slags forestilling, hvor man sad i sæder der fik en til at fornemme at man "fløj" rundt i Australien - vildt og spændende.

Så først gennem et sikkerhedschek (går du med lommekniv som jeg, er det smart at have en fototaske med - og hurtigt smugle lommekniven ned i den..)
Så var der dømt elevator - til første sal, 300 meter oppe !
Der var stadigvæk en kolonorm fantastisk, og overvældende, udsigt deroppe! Så sørg for rigelig "film" i kameraet, hvis du kommer forbi...

Nede på jorden igen, tog vi endnu engang Monorailen til Chinatown, og fandt en spændende restaurant - jo, rigtigt sammenstrikket kinesisk mad smager bare lige en tand bedre end det vi køber på kinagrillen derhjemme.






Vi havde planlagt at tage forbi posthuset, og købe en boks til at sende noget hjem i, inden vi skulle til at pakke kufferterne flyveklare igen. Desværre havde posthuset lukket 15 minutter før vi kom.

Ellers blev der vasket, strøget, og pakket kufferter - så vi var klar til morgendagens flyvetur.

Sydney - anden dag

Vi var på 1/2 dags sightseeing tur. Vi blev hentet på hotellet og kørt til et opsamlingssted - og da vi var det første hotel på opsamlingsruten, fik vi nærmest to gange sightseeing, da vi var rundt til 7 andre hoteller.

Selve turen gik over Harbourbridge, med fotostop på den anden side: Havn, bro og operahuset.
Vi kom mest rundt i den nordlige del af Sydney, og også til forstaden Manley, som ligger ved indsejlingen til Sydney Harbour, der købte vi kaffe og pandekager i en café der lå lige ned til stranden hvor en masse skolebørn holdt konkurrencer.



Blev sat af i Darling Habour, og faldt "helt tilfældigt" forbi The Slip (hvor Frederik mødte Mary...), dét gav vist et point hos fruen !

Fik en enkelt fadøl, og forsatte så hjemad mod hotellet. På vejen kikkede vi ind i et indkøbscenter for at få lidt at spise med hjem. Udvalget var bare enormt - alt, i alle afskygninger, kan man få (undtagen rugbrød) . Og så har de oven i købet pyntet op til Jul !!!

Hjemmefra var der var købt billetter til en koncert

i Sydney Opera House, de skulle hentes en halv time før "forestillingen" startede, så vi tog afsted i god tid, og havde derfor god tid til at tage det fantastiske bygningsværk i øjesyn. At "skallerne" er belagt med tusindvis af glaserede kakler vidste vi ikke i forvejen.

Selve koncertsalen var enorm, og for enden var der det største orgel vi nogensinde havde set - med "indbyggede" klokker (dem hørte vi dog ikke).
Det var en klassisk koncert: The Dream of Gerontius, flot fremført med sopran og tenor, samt et meget stort kor.

Der var langt at gå tilbage, men det tog et stykke tid at få fat i en taxa, men vi fik da fat i en til sidst.
Det skal siges, at det ikke er specielt dyrt at køre med taxa i Australien, heller ikke i Sydney, turen mellem hoteller og operaen (ca. 3 km.) kostede 12$ (45 DDK) hver vej.

Sydney - første dag

Blev vækket af telefonen, der stod en guide klar i receptionen til at tage os med på sightseeing - men den aftale havde vi lavet om to dage før, fordi det kom til at konflikte med afleveringen af bilen. Vi skulle først på sightseeing den næste dag.

Det var tid at aflevere bilen, og igen blev vi reddet af navigatoren - jeg ville nødigt have været henvist til et kort, for at finde rundt i de små gader...
Jo, vi kom til at bøde 220$ i selvrisiko for den ødelagte forrude, men det var vi forberedt på.
Man skal nok ikke forvente at køre 3.500 km. (en del inde "bag ved") uden at få nogle skrammer.
Gik tilbage til hotellet, og fandt ud af at Sydney er ret så kuperet.
Det var en rigtig god bil, til den tur vi har været på ned langs kysten - vi vil nok komme til at savne den.

Efter morgenmaden, tog vi på gåtur ned gennem Hyde Park til Darling Harbour, hvor vi først var i Sydney Aquarium og derefter i Sydney Wildlife World, begge kan anbefales fordi der begge steder er gjort så meget ud af det.

Fik roomservice, og fik også vasket et par maskiner, så vi igen havde rent tøj til nogle dage.

Hunter Valley - Blue Mountains - Sydney

Tog afsted ind til Sydney, og derfra ud vestpå, til Blue Mountains. Vi kørte til Scenic World i Katoomba og købte biletter til "Den store tur".

Først tog vi Skyway over Katoomba Falls - et stykke ude over kløften bliver glasgulvet i gondolen gennemsigtigt, og guiden fortæller en masse om hvor langt og højt og stort alting er - men det eneste der hænger ved, er at hvis vi falder ned vil det tage 4,5 sekund at nå ned til bunden af kløften...

Ovre på den anden side af kløften går vi en tur rundt, og ser på udsigten - er der bare flot? Jo vist er der det !
Filmer og fotograferer udsigt og vandfald (lige som alle de andre turister...)

Tilbage på den side hvor vi kom fra, hoppede vi på "toget" (Scenic Railway) og kørte ned, meget stejlt (over 50 grader), til et område hvor man kunne vælge mellem 3 forskellige gåture, på hhv. 10, 30 eller 50 minutter, vi tog den korte tur, hvor der var en del udstillinger på vejen, fra dengang der var kulminedrift.

 


Alle gåturene førte hen til en Cableway som tog os op til Scenic World igen.
På vejen op så vi igen de tre søstre, og kom tæt forbi Ophan Rock
Der blev tid til kaffe og kage, inden vi satte kursen mod Sydney. På vejen slog vi et smut inden om det Olympiske stadium - det var bare stort, simpelthen olympiske dimensioner!

Fandt langsomt ind gennem trafikken til det indre Sydney, og blev glædeligt overrasket over at der var parkering under hotellet. Som i alle andre storbyer, er parkeringspladser en mangelvare.
Vi skulle aflevere bilen næste morgen, så den skulle tømmes helt - på tre uger får man samlet sig en masse ting (vi får det aldrig nogensinde til at være i kufferterne).
Det tog tre ture med elevatoren, inden det hele var bragt op på værelset.

Hunter Valley

Efter morgenmadsbuffe'en, tog vi på egenhændig vintur i dalen. Første stop var Draytons, lidt vest for Sebel Kirkton Park, der smagte vi rød- og hvidvin, købte en lille pakke med 3 små flasker, en rødvin, en hvidvin og en portvin.
Lige rundt om hjørnet lå den næste, Invanhoe Wines, der blev der smagt på rose, rødvin og portvin. Den, altså portvinen, var så god så vi bare måtte eje en flaske!

Der er rigtig mange vingårde, og man kan nok nemt få en lille fjer på, hvis man tager ind og smager vin på dem allesammen.

Vi kom forbi Lindeman's, som vi kender hjemmefra - der måtte vi også lige ind og kigge.
Lidt længere mod nord, lå Polkolbin Village Resort, og der er der et mindre "indkøbscenter", med kunst, chokoladebutik, The Smelly Cheeseshop osv.
Vi købte ind til frokost - og også lidt slik fra chokoladeforretningen...

Hos Lindeman, havde vi fået at vide hvor Bluetongue bryggeriet lå, så vi kørte derop. Det var et sted, hvor der blev lavet vin, brygget øl og hvor det også var muligt at bo, et rigtigt familiested. Stedet blev startet af danskere - de er nu taget tilbage til europa, og driver hotel dér, så deres søn driver nu stedet. Deres Bluetongue øl er meget hip i Sydney.

Sebel Kirkton Park er vist et sted hvor det er populært at holde bryllup og bryllupsdage. Vi så flere par der så hinanden meget dybt i øjnene. Om aftenen så vi endnu et brudepar der stillede op til fotografering, lige neden for vores balkon.

Poolen blev lige besøgt en sidste gang, vi havde den helt for os selv, og det tordnede ikke...

Port Macquarie - Hunter Valley

I Port Macquarie er der et koala-hospital, som vi kom lige forbi, men desværre var der ikke åbnet så tidligt (der åbnes kl. 10). Vi kunne dog gå rundt og se de koalaer som var i pleje, en af den var tilmed vågen endnu, men da de er natdyr, sov de fleste.
På stedet var der også et museum for kolonitiden (var også lukket til kl. 10), huset var opført på pæle, som man gjorde dengang (og stadig gør), fordi det gav luft nedenunder, og dermed var med til at holde huset køligt.

På vejen spiste vi frokost i en lille australsk outback-by, hvor baren var den største forretning!
De havde også en lille "pind" liggende, en Log som var hentet ind fra skoven til en gættekonkurrence (hvad den så drejede sig om, melder historien ikke noget om)
"Pinden" vejede 38 tons, og var så stor at man vurderede at hvis den blev skåret op til brædder, ville der være nok til at bygge tre huse.



I byen Cessnock, lige før vi var fremme, overværede vi lidt af en Criketkamp. Det var ret varmt, men de var alle fuldt behørigt påklædt, i hvidt og lange bukser.

Der var utroligt lummert da vi kom frem til Sebel Kirkton Park, så efter vi hurtigt havde fået installeret os, var det hu- hej over i polen (indendørs vel og mærke, med romantiske græske figurer, planter og lækre bambusmøbler). For en gang skyld var den ikke for varm, men dejlig sval. Da vi sad og hyggede os i spaen, begyndte det først at tordne, og så styrtede det ellers ned, og der faldt også store hagl - omkring 1 cm. i diameter.
Det regnede så meget at man kun kunne se omkring 2 meter frem, så nu forstår vi bedre hvorfor der er sådan nogle store rendestene alle vegne.

Sebel Kirkton Park var et meget pænt sted, bygget i kolonistilen, så vi klædte os pænt på inden vi gik op for at spise.
Svinekotelet stod der på menuen, stor, og det var længe siden vi havde fået svinekød.

Der var et ungt par der holdt deres bryllup samme aften, så hver gang jeg skulle op til receptionen, så løb jeg ind i dem og den fotograf der hundsede rundt med dem. Senere holdt de fest i den anden ende af stedet - så vi så og hørte ikke mere til dem.

Urunga - Port Macquarie

Vi fik, igen, dejlig mogenkaffe/the ved køkkendisken, mens Lone også fik lavet ungernes madkasser klar.

Da Verni kørte børnene til skole, sagde vi farvel, og satte kursen sydpå igen. Der var ikke så langt ned til Port Macquarie, så vi var fremme i så god tid at vi blev "opgraderet" til et bedre hotelværelse, fordi de ikke havde nogen af den slags, som vi havde bestilt, klar så tidligt.
Vi gik en tur rundt i nabolaget, og fik købt ind til en let frokost. Poolen og spa'erne blev også lige afprøvet - jo, de var ganske gode...

Kørte en tur ned i byen, hvor vi så hvordan der blev spillet australsk bowling - det svarer nogenlunde til petanqe, som vi kender det, bare med nogle noget større kugler, og på kunstgræsplæne.
Nede i byen fandt vi en kaffebar, og fik os en god kop kaffe, inden vi gik videre og så lidt på bylivet.

På vej tilbage til hotellet, kørte vi ud i et område hvor der var ved at blive opført en masse nye huse langs med floden.
Vi talte med en mand der stod og fiskede, som fortalte at han nok ikke ville vælge at bo her, fordi der var så mange sandfluer - en dag var han kommet hjem fra fisketur, og der var hans ben blevet bidt så mange gange af sandfluer, at de var næsten dobbelt så tykke som normalt.
Ellers var det virkelig et skønt område, med pragtfulde villaer lige ned til vandet, og mange af dem med egne bådebroer. Fruen ville gerne have flere af dem som sommerhus.

 

Her omkring 2.500 km. sydligere end Cairns, hvor vi startede, er husene ved at blive mere europæiske - bygget af sten, og derfor mere firkantede.

Kørte tilbage til hotellet, og gjorde os klar til at spise middag i resturanten. Vi bestemte os til at forkæle os selv lidt, så det blev til gode bøffer og rødvin, afsluttet med Irish Coffee. Indtaget i en dejlig rolig atmosfære, med udsigt over marinaen - hvor dagslyset svandt, og byens mange lys langsomt fik overtaget...

Urunga

På tur med Lone: Var ude og se naturen rundt om stedet hvor de bor, stranden - der igen var meget flot, og her kan man bade - og vi så vilde kænguruer i en macadonia plantage.

Vi var også lidt oppe i højderne, for at se hvordan folk bor der.

Bellingen, vi var rundt i byen, så hospitalet hvor Lone arbejder, og besøgte Verni's søster Dianne, hvor vi så på flagermus fra baghaven (der var så stor som en park).

Kørte tilbage til Urunga, hvor Verni og ungerne kom til, og vi kørte Lone til Couffs Harbour, hvor hun skulle have computer-undervisning i 3 timer.
Verni tog os rundt i byen og ned til havnen, hvor fik fish & chips til frokost - Vi nåede også lige at turistshoppe lidt hos Big Banana (hvor der er et bolcheudsalg, med danske ejere), inden vi skulle tilbage og hente Lone.

 

Tilbage hos Verni og Lone hyggede vi os over aftensmaden, det var rigtigt dejligt at bo privat for en gang skyld, i stedet for det noget formelle hotel-liv vi har levet de sidste par uger.

Byron Bay - Urunga

Det havde stået ned i tove hele natten, men om morgenen lettede det.
Vi bestemte os til at køre op til fyrtårnet, som ligger på Australiens østligste punkt. Der var en fantastisk udsigt deroppefra, men der var stadig en smule regn, så det blev kun til en hurtig tur rundt med kameraet, og så tilbage igen.

 

Vi kom til at dreje af lidt for tidligt, og landede nede ved stranden - så måtte vi jo lige ud og soppe, og selv om det kun var ganske få minutter siden vi havde forladt fyrtårnet, var det nu strålende solskin.

På vejen ned til Lone og Vernie, faldt vi over en kæmpe reje!



Nej - det var en slags café i et transportcenter, hvor man kunne købe seefood, hvor der var en enorm reje på taget som reklame. Ved siden af lå en shop med "Turistting" bl.a. opaler - så fruen blev endnu engang besmykket...



Lone havde lovet at hænge balloner ud, så vi kunne finde hvor de boede - vi fandt dem !

Brisbane - Byron Bay

Kom afsted i god tid, og havde bestemt os for at besøge en speciel zoo med forskellige små dyr - dvs. alm. dyr som heste, bare avlet små.

På vejen ind i baglandet, så vi et skilt for en naturpark der hedder Natural Bridge, og bestemte os for at kigge nærmere på den. Det regnede lidt, men alligevil var der en del folk der var på picknic.
Vii fulgte stien rundt, og kom frem til noget af et specielt naturfenomen - en bæk som pludselig styrtede ned I et hul, for derefter at forsætte ud under en naturligt opstået klippebro.
 

Frokosten blev indtaget på KFC, dem er der mange af i Australien - det smager godt, men det er nok også noget der sætter sig på sidebenene.

Kom til at køre lidt for langt, så vi måtte køre tilbage til Zoo med små dyr - bare for at finde ud af at de var lukket og sat til salg. Så vi kom ikke til at se nogen små dyr...

Vi kørte videre, bagom, inde i landet, og opdagede ikke at vi var kommet ind i New South Wales, hvor de har sommertid (så vi tabte lige en time - igen). Der var også blevet afholdt 1 minuts stilhed i hele Australien, til minde om de falde soldater i 1. Verdenskrig, dét opdagede vi heller ikke fordi vi lå og rodede rundt inde i baglandet.

Brisbane - Anden dag

Der stod sightseeing på programmet denne dag. Igen blev vi hentet ved hotellet og kørt hen til opsamling. Dér måtte vi vente til kvart over 9, fordi den bus vi skulle rundt med, kom fra The Gold Coast, og var blevet fanget i trafikken.

Vi kom lidt rundt i byen, og fik vist mange af de historiske hhv. Vigtige bygninger i byen, inden vi kom frem til Breakfast Creek (Jo, det hedder den sandelig), hvor vi - igen - fik morgenkaffe/the med scones.
Breakfast Creek blev opkaldt af John Oxley, tilbage i det herrens år 1824 - Fordi en indfødt ville have fat i hans hat (Se nærmere på Wikipedia)

Så gik turen videre ned til en slags havnerundfart, med en tur op ad floden. Byen begyndte at udvikle sig for ca. 50 år siden, men specielt de sidste 15 år er der sket meget omkring havnemiljøet, fordi man ikke længere laster/losser helt inde ved byen, men længere ude. Så nu er hele den tidligere havnefront ved at blive bygget om til mondæne lejlighedskomplekser.

Der bliver dog gjort en del for at bevare noget af det gamle miljø, da mange bygninger er fredet, og derfor kun må ændres indvendigt.

Den gamle sukkerfabrik, der ligger ned til floden, og som tidligere håndterede 2/3 af Australiens sukker, er nu lavet om til en slags eksperimentarium.

Før vi lagde til kaj, sejlede vi under Story Bridge som er en gammel stålbro (bygget af rigtig mange stumper, som er nittet sammen). Denne bro var den eneste der var åben under den sidste oversvømmelse i 1973 - fordi den har et frit spænd over floden. De andre broer fik skader på dere bropiller, og måtte lukkes og senere bygges om.

Vi lagde til kaj igen, ved Brisbane's Pariserhjul (Nej, det imponerer ikke efter man har set Singapore Flyer). Købte frokost, og forsatte så til Lone Pine, et lille Zoo/dyrehospital - primært for koalaer, men der er andet - Dér var der masser af vågne koalaer.

Fruen blev (for 15$) foreviget med en af slagsen i favnen. Ups, den var vist ikke helt tæt for neden...
Koalaerne ser meget "Fluffy" ud, men faktisk er deres hårlag kun omkring en tomme tyk, og så vejer de ca. det samme som en lille hund - ca. 7 kg.



Der var et lille foredrag om koalaer, hvor vi bl.a. fik at vide at de har hver deres ansigtsudtryk og farvetegning. Efter man havde fået det at vide, var der ret nemt at se forskel på dem, der var lige pludselig ikke nogen af dem der lignede hinanden.

Vi så også små kænguruer, wombats, emuer og de allestedsnærværende Wild Turkies.

I den obligatoriske shop ved udgangen, fandt vi endelig en CD med australsk "Folkemusik" (Waltzing Mathilda og lignende), og fruen forelskede sig i en lille halskæde med et koalavedhæng og tilhørende ørestikker.

Sidste stop på turen, var Mt. Coot-tha. Der var der en fantastisk udsigt over byen, og det var faktisk så klart vejr at man kunne se helt ud til havet.



Tilbage på hotellet, fik vi lyst til at prøve de enorme, og gode, bøffer de er kendt for i Brisbane.

Så ned i supermarkedet og hente bøffer - en bøf på over 300 gr. "smelte-på-tungen-mør" kan erhverves for 7$ (under 30 DDK) - og de fylder næsten hele tallerkenen...

Brisbane - Første dag

Vi have bestilt en udflugt med APT, til O'Reillye's. Vi blev hentet ved hotellet af en lille bus, og kom afsted lidt over 8. Vi kørte ind til et opsamlingssted hvor vi blev "indlogeret" i en anden lille bus, med folk fra andre hoteller.

Turen gik først til Mt. Tamborine, et taffelbjerg noget syd for Brisbane. Der var en meget stejl tur derop, nogen steder på 15%. Oppe på bjerget var der en fantastisk udsigt, og der lå også en regulær turistby, hvor vi fik morgenkaffe/the og fik købt lidt turistguf - bl.a. en paraply, med aboriginalmotiver, for det regnede for en gang skyld.

Ovre på den anden side af vejen, lå der en tysk kukursforretning - jo, med et utal af kukure, standerure og naturligvis også divers(t)e turistting.
Man kunne købe næsten alt, fra en blyantspidser til 1$ til et vildt flot standerur til over 17.000$ - Jo, der var sandeligt et bredt udvalg.

Afsted igen efter en lille times tid, op til O'Reillye's.
På vejen stoppede vi ved et udsigtspunkt, hvor man kunne se alle de gamle vulkaner der i tidernes morgen har udformet landskabet omkring Brisbane. På en god klar dag kan man se helt ud til havet.
O'Reilyes - er nu en slags B&B i stort stil, placeret i et område med våd regnskov omkring, langt oppe i bjergene. Vi havde for første gang lange bukser og trøjer på - det passede fint til temperaturen deroppe.

Historien bag stedet er meget kort, at de slog sig ned i det der nu kaldes Lamington Nationalpark, og forsøgte sig med farmning hhv. mælkeproduktion. Nogle år med dårlig afsætning, fik dem til at gøre mere og mere ud af de mange forespørgsler, der var på overnatninger fra folk fra byen.
Tilsidst blev farmen til et hotel/feriested (man kan også campere der). I dag er det et wellnesscenter i den store stil - og meget specielt for fugleinterresede.

Vi skulle naturligvis ud og opleve deres Tree Top Walk. Det er en hængebro der går gennem toppen af regnskoven, en meget speciel oplevelse. Der er langt ned...

For enden var der en "have" (midt i en regnskov?) Der var planter som man ellers kun finder i et drivhus, men også almindelige som man finder i Danmark, f.eks. rhodondendrum.

Vi fik lidt travl med at få noget at spise, så det blev til pølseruller - en slags fransk hotdog, men i butterdej...
Der var en nysgerrig papegøje og en fræk vild kalkun der gik rundt mellem bordene og "støvsugede" for krummer.

Der blev solgt fuglefrø til fodring af fuglene, men de måtte kun fodres på en bestemt plads. Dér var der ret velbesøgt af japanere - og i træet fandt vi ud af at der lå en phytonslange og sov!

Hende der styrede fodringen på pladsen, fortalte om de vilde kalkuner, at der er én dominerende han, som styrer alle hunnerne. Når de lægger æg giver de dem til ham, hvorefter han graver dem ned. Han passer dem så i 11 måneder, til gengæld er de så fuldt udviklede når de så endelig kommer frem.

At de bliver kaldt for vilde kalkuner, er nok en overdrivelse, de er ret tamme, og går ikke af vejen for at foretage en både nærgående og grundig undersøgelse af evt. uovervågede tasker.

På vejen tilbage mod Brisbane, stoppede vi ved et sted hvor de opdrætter Alpaca'er. Det er en slags minilama, de bliver kun omkring 1,5 meter i skulderhøjde.

De er ret intelligente og venlige, og kan bruges som kæledyr.

På farmen havde man omkring 500 dyr. Ulden er meget blød, og kan tåles af de fleste allergikere, der laves både trøjer, sengetøj og meget andet af den.

Sidste stop var O'Reilly's Wine Cellar, med behørig vinsmagning - noget anderledes vine end vi er vant til.

På vej ind til byen, fortalte chafføren hvorfor næsten alle huse har fine støbejernsrækværk rundt om verandaerne.
Det stammer tilbage fra dengang hvor sejlskibene sejlede the til England, når de endelig kom i havn, var det bare med at få losset så hurtigt som muligt, og så finde noget billigt, som var nemt at håndtere, og som kunne fungere som ballast på vej sydpå igen - og dér kom støbejernsrækværk ind i billedet, med det resultat at rigtig mange huse fra dengang, fik nogle meget flotte rækværk, til en billig penge.

Noosa - Brisbane

Der er ikke så langt fra Noosa til Brisbane, så selv om vi havde Australia Zoo lagt ind som et "Det må vi se", så blev der alligevel tid til at tage et smut omkring Sunshine Coast.
Dér kan man bade fra kysten, og det var der mange der gjorde, vi soppede. Der var en flot strand og et utal af hoteller, snackbarer og ferielejligheder osv. et rigtigt "Feriehelvede"...

Vi nåede frem til Australia Zoo en halv time før det første krokkodilleshow startede (kl. 11), så det passede fint med at vi kunne nå at orientere os lidt, og nå at finde nogle gode pladser i Crocoseum, som det hedder.
Det kostede 52$ pr. person i entré, det kan man måske mene er dyrt, men det er en meget flot Zoo, det er pengene værd.

Showet omfattede slange, fugle (mange) og en enkelt krokodille - jo, jo, den var skam "underholdende" nok. Når sådan en slambert smækker gabet sammen om en godbid, kan man godt høre at der er kraft bagved - SLAMM.

Koalaer (de er meget dovne, er natdyr), Wombat's, Wallabie's, Kangaroo's, Dingo's og andre dyr og fugle så vi, men den Tasmanske Djævel havde gemt sig for godt, så den får vi først at se når vi kommer ned til Tasmanien.

Efter nogle timer gik turen videre til Brisbane, for første gang prøvede vi regulære motorveje, og selvfølgelig skulle det give sig til at styrte ned.

Det var et meget fint hotel vi blev indlogeret på. Jo, der var en lille bitte plads foran hotellet, hvor man kunne stoppe, så blev ens bagage (der ikke lugtede så meget længere) hentet, og bilen kørt ned i kælderen.

Om aftenen opdagede vi at rejseplanen var blevet væk, så det var godt den var blevet skannet ind og lagt ud på Gmail - 20 minutter, og vi havde en ny. Det var også dér vi havde noteret vores bestillinger af APT-udflugter, men heldigvis har de døgnåbent på telefonen, så afgangstiderne blev hurtigt skaffet frem igen.