På turen kom vi også over et bjergpas, hvor vi stoppede og strækte ben - på et skilt stod der: 930 meter over havet.
Kørte igennem mange forskellige naturparker, alle med den fællesnævner at der er en utrolig masse træer, mens underskoven skifter en del - tæt/åben. Fra tid til anden kører man over en bakketop, eller rundt om et sving, og det mest fantastiske syn åbenbarer sig - bjerge og dale eller skove og åbne sletter - det kan bare ikke beskrives.
Passerede byen Queenstown - hvor der har været minedrift længe (kobber). På grund af minedriften er bjergsiderne rå og bare, ingen træer. Den smule jord der engang var der, er væk, og det vil vare rigtig mange år inden den bliver genetableret - nogle, lidt stride, græstotter var der dog rundt omkring.
Der var et fantastisk farvespil på bjergsiderne, nok grundet de forskellige mineraler.
Længere sydpå, fandt vi en lille afkørsel ned mod en båderampe, vi trillede derned, og fandt et meget specielt sted at spise frokost - med udsigt over en sø/flod med masser af gamle træstubbe der stak op alle vegne.
I nationalparkerne begyndte der at dukke noget op som lignede sypresser, pinjetræer og nogle buske som minder om forstørrede timianplanter, ellers er det mest eukalyptus - som er imponerende for tiden da de står med friske røde topskud.
Nærmere Hobart (ca. 125 km. nordfor) kom vi forbi et vandkraftværk.
Der var et hotel på toppen,med en restaurant og en balkon, med den mest fanatiske udsigt, der var vi da nød til at stoppe for kaffe.
Det viste sig at de har mange vandkraftværker på Tasmanien.
Der var ført vand frem, fra en anden flod, "14 mil væk", via kanaler og store stålrør frem til kraftværket.
Vandet passerer faktisk 8 kraftværker, inden det når så langt ned, at det lander i en sø, hvor det til sidt gør gavn som drikkevand for befolkningen i Hobart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar