torsdag den 27. november 2008

TAS: Coles Bay - Launceston

Det var en kold nat, hvor vinden ruskede så meget i vognen at man vågnede flere gange. Vi havde slukket for varmen da vi gik i seng, men den blev sat til igen, inden der var gået ret længe.
Morgenen var ikke meget bedre, overskyet og stadig meget
blæsende - skulle vores besøg på Tasmanien da drukne fuldstændigt i regn og kulde?

Kørte mod nord, og bestemte os for at sigte mod en campingplads i Launceston. På vejen så vi et skilt "Lake Leake" 4 km. til højre... Vi svang den 6 meter lange camper til højre, og trillede langsomt ned af de fire kilometer grusvej (det må man vist ikke iflg. lejekontrakten, men...) - Et skilt på vej derned:



Nede for enden af vejen lå der en stor sø, en campingplads og et lille hotel/café.
Vi drejede rundt på vendepladsen og trak håndbremsen - det var lige det ideelle sted til en kop kaffe ! Altså hvis man blev indenfor, for det var stadig meget blæsende og koldt. Udsigten var speciel, det kan måske være fordi søen var opdæmmet, men hele vejen rundt langs søbredden, stod der mange, mere eller mindre, forrådnede træstubbe og strittede op - lidt surrealistisk...
Kaffen var god, og velkommen. Andre turister fandt også forbi - fire små japanere i en lille bitte udlejningsbil kom trillende, med op til flere fotoapparater i favnen - ud og tage billeder, og afsted igen!

Efter kaffen, trillede vi også afsted igen.
Der er mange eukalyptustræer på det stykke vi tog igennem, men vi så ikke nogen Koalaer i dem (vi så for den sags skyld, heller ikke nogen af de lokale djævle!)

Naturen er anderledes i forhold til hovedlandet, der er tørt, selv om det lige har regnet et par dage. Træerne er sortsvedne, underskoven er nogle steder meget tynd, og der ligger store døde træstammer mange steder. Hvorfor der ser sådan ud ved vi ikke endnu, men det ser ud som om at området har været udsat for skovbrand, hvilket vi har fået at vide at der har været for tre år siden.
Man kunne tro at naturen stadigvæk er ved at genopbygge sig.
Vi har senere forhørt os om hvorfor der er så mange døde træer - det er fordi der ikke nogen der bruger dem til noget, så de for bare lov til at ligge hvor de falder...

Nærmere Launceston, drejede vi af mod en lille by (kan ikke finde navnet) med en pæn lille kirke, og et gravsted for John Glover, som fandt sølv-bly malm på stedet for mange år siden (han har sandsynligvis derved været årsag til byens opståen, men det stod der ikke noget om).

På det sidste stykke inden vi nåede campingpladsen (lidt langt uden for byen), trillede vi forbi en racerbane, hvor der var stimlet en masse mennesker sammen - vi kørte langsomt forbi, men burde måske have været inde og kigge på?

Endnu nærmere Launceston blev naturen betydelig mere grøn og frodig, og navigatoren ledte os ind i hvad der lignede et villakvarter, men den var god nok, der lå skam den skønneste campingplads, og da sæsonen først startede ugen efter, var der ikke nogen problemer med at få plads.

Det er nemt at få fat i godt og billigt oksekød i Australien, så den stod på oksebøffer til aftensmaden. F.eks. koster to T-bone steak på i alt 440 gr. 6,64$ (ca. 25,- DDK).

Standarten er for øvrigt ganske god på campingpladserne hernede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar