torsdag den 27. november 2008

TAS: Devonport - Strahan

Vi tog fra Devonport, ved først at tage en tur med på stranden, dér var der allerede fra den tidlige morgenstund, to fiskere, der vist havde været der længe - havde de fanget noget? Nej, det så ikke sådan ud...

Vi tog op i byen og fandt et turistkontor, fordi vi gerne ville vide om vejene var asfalterede helt over til Strahan, eller om der var grusveje på turen - vi fik at vide at vejene var fine hele vejen, og det holdt stik.

Vi havde også planlagt at tage til Cradle Valley, på vejen over til Strahan.
Turen var af lidt "svingende" kvalitet, det betyder at der var mange sving på vejen, men der var også en sjov detalje: Det er åbenbart tilladt at lave sin egen postkasse - fuldstændigt efter eget forgodtbefindende - så på turen så vi nok nogen af de mest fantasifulde postkasser, man kan tænke sig: Traktor, WC, Robot, Græsslåmaskine, Lokomotiv - ja alt muligt mærkeligt.
Der er dog mange der bare har sat en plasticdunk, hvor der var skåret en revne i, op på en pæl - og det var så det...

Da vi kom til Cradle Valley, viste det sig at man ikke kunne køre de sidste 6 km. selv - man skulle enten gå, eller tage en shuttlebus, og ud over billet til shuttlebus, skulle man også købe et "pass" til nationalparken - så for at komme til at kigge på en sø og lidt bjerg, skulle der afsættes mindst 3 timer og en mindre formue. Derfor opgav vi at se nærmere på sagen. Det var måske en forkert beslutning, men det finder vi måske aldrig ud af...

Vejen til Strahan var af "utroligt svingende" kvalitet, dvs. der var utroligt mange sving! Der var også mange "buler" at køre op og ned ad, men selv om vejen således var ret udfordrerne, var udsigten ofte bjergtagene - og det er ikke ironisk ment
Vi fandt en lille sidevej som vi lige slog ind på, så kunne vi sidde og spise frokost, med udsigt over en dal til et meget stort bjerg.

Da vi nåede frem til Strahan på vestkysten, var vi først nede i centrum, for at se om vi kunne komme med på en sejltur ned af fjorden - det havde vi fået anbefalet, på turistkontoret i Devonport, men det viste sig at det var en heldagsforestilling, fra kl. 9 om formiddagen, til kl. 5 om eftermiddagen. Jo, vi ankom til byen kl. 4 om eftermiddagen, og skulle afsted næste morgen kl. tidligt, så det med sejltur var ligesom udelukket...

Vi kørte lidt rundt, bl.a. op til et Lookout ved vandtårnet. Der var der en fantastisk udsigt over byen, så vi bestemte os for at lave kaffe, med små pandekager til, og så ellers lige nyde tilværelsen en lille times tid.


Vi fandt også en reklame i vejsiden, om en "bro med den bedste udsigt" ???
Det var op ad en lille sidevej, stejlt op, og for enden fandt vi så et rigtigt luksushotel - og ganske som postuleret på reklamen, så havde de gravet en lille sø ud, og bygget en bro hen over den, og når man stod på broen, var der virkelig en ganske glimrende udsigt ned over Strahan by...

Vi kørte tilbage og fandt en campingplads. Da vi fortalte Campingmutter at vi havde været oppe ved vandtårnet med vores camper, korsede hun sig, for "vejen var jo meget dårlig" - Næ'e sagde vi, det gik da fint, men det var ikke nemt at komme ned igen når der kom modkørende! Så var hun sikker på at vi stod og bildte hende noget på ærmet, for den kæmpecamper og modkørende på den lille vej - nix, det måtte være løgn!

Vi fik en god plads alligevel, og havde en hyggelig aften, med gåtur ned til fjorden inden det blev til til at gå omkuld. For første gang, på Tasmanien, var det også så lunt om natten, at det ikke var nødvendigt at have varme på hele natten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar