På vej der ud, kommer man forbi den blå og den grønne sø som ligger næsten lige ved siden af hinanden, kun adskilt af en tange der er ca. 20 meter bred. Alligevel er der mange meters neveau forskel. Den blå sø er højest, den er også den dybeste, fordi den er dannet i en såkaldt caldera (et sammenfaldet vulkankrater).
Den grønne sø har sandbund og er ikke nær så dyb. Den er for øvrigt privatejet, og Tabu for maorierne.
Vi var heldige at komme lige da der startede en guidet rundvisning - og der var kun os to at guide rundt, så det var nemt at forstå hvad der blev sagt, og nemt at komme til at stille spørgsmål.
Guiden var en ældre herre med bowlerhat, født i Auckland, men han havde boet i området i 30 år.
Den lille landsby, Te Waitoa, blev begravet i mudder i 1886, da Mt. Tarawera sprang i luften. Der var dengang 3 hoteller, en smedje, en vanddrevet kornmølle, en "købmand", diverse andre europæiske huse og en hel del maorihuse og et mødehus.
De europæiske huse, var bygget med en ret lille taghældning, og modstod derfor ikke trykket fra mudderet, så de brasede hurtigt sammen. Maorihusene havde en 45 graders taghældning, så det meste mudder, der regnede ned den nat, gled af og langt de fleste maorihuse overlevede derfor.
Der faldt 1,5 meter mudder, så maorihusene blev også fyldt op.
Guiden viste os smedjen, hvor der var blevet udgravet en masse af værktøjer, og ting smeden arbejdede på, bl.a. en vognaksel.
Smeden var en efterspurgt herre dengang, så han rejste rundt mellem de nærmeste småbyer - og han var ikke i Te Waitoa da udbruddet kom.
Smeden var flyttet til Te Waitoa med sin kone og 2 døtre, men konen døde 2 år efter de var kommet til byen - så han måtte selv opfostre de 2 piger, og de var med ham og overlevede derfor også.
Bartenderen var også en vigtig herre og havde derfor sit eget hus, da det var bygget på den europæiske facon, modstod det ikke trykket fra mudderet, og styrtede sammen. Under udgravningen fandt man bl.a. jernrammen fra hans seng, den var blevet mast vind og skæv.
Det største hotel havde 21 værelser, fordelt på to etager, og med en veranda udenfor. Hotellet blev stående, vredet til ukendelighed, men verandaen styrtede sammen og dræbte derved en ung mand.
Af de i alt 120 der døde den nat vulkanen eksploderede, var det ganske få direkte fra byen, flest fra området udenom. Vulkanudbruddet begravede 8000 kvadratkilometer land med sten og mudder.
Alle, også maorierne forlod området, efter der i lang tid havde været eftersøgninger efter overlevende. Maorihøvding Wi Kepa var den der blev tilbage i længst tid, for at sørge for at alle fik hjælp.
Først nu efter mange år er maorierne begyndt at flytte tilbage til stedet.j
I 1931 overtog familien Smith stedet, og begyndte at foretage udgravninger, og det begyndte igen at trække turister til. Der blev bygget et tearoom og en café - det har nu stået på i tre generationer.
Den tidligere ejer af det store hotel, en skotte der hed J. H. Taylor, mistede alt, da hans hotel gik tabt. Han flyttede til Australien efter katastrofen, men kom tilbage kort før sin død, og udpegede forskellige ting, til stor gavn for den senere udgravning.
Vi fulgte en sti rundt, ned langs en bæk med regnbueørreder, man kunne tydeligt se dem, stå stille i vandet, flere steder.
Bækken mundede ud i et ret højt vandfald - vi blev nød til at kæmpe os ned ad mange trapper, for at komme til at nyde synet nedefra.
Et af de små "sidefald":
Vi fik kæmpet (endnu mere) en gang til, for at komme op igen, men det var umagen værd.
Vi fik også en snak med vores guide om New Zealand i dag, han fortalte os at mange flytter til Australien, grundet den dårlige måde regeringen har styret landet på de sidste 9 år. Det har været folk som har studeret politik, uden dog at vide hvordan man styrer et land der regeret, man bildte folk ind, at der var god økonomi, men at man ikke kunne give skattelettelser. De havde forvaltet økonomien helt forkert sagde han.
Tidligere havde telefonvæsnet også været statsejet og det tog dengang måneder at få en telefon, i dag er det privatiseret, og nu kan man få en telefon installeret på 2 dage...
Et andet eksempel han fortalte om, var at han havde ansøgt om tilladelse til at overdække en terrasse. De sagde at det var der ikke nogle problemer i, på statskontoret (her er det nemlig staten der afgør alt) men da der var gået 10 dage henvendte han sig igen, og fik det svar at der jo ikke var gået 21 dage - for det er den tid der må gå, og vis man brokker sig, bliver man lagt nederst i bunken. Nu er der kommet en ny regering, og den har travlt med at rydde op efter den gamle.
Vi blev enige med ham i at det er synd, at der ikke bliver dyrket mere, her i et land, som er så frodigt og hvor alting bare vokser.
New Zealand er på størrelse med hele England , men der bor kun 4 millioner mennesker her.
Kørte videre langs bredden af søen, og fandt en ophalerplads til både. Pladsen var stor, med både cafeteria og bådudlejning.
Fik parkeret så plant som muligt, og byggede os noget frokost som vi nød med udsigt over Lake Tarawera.
På udstillingen var der et kort, som angav nogle punkter længere ude ad vejen, så dem kørte vi efter, men fandt ingen skilte til noget som helst. De eneste skilte vi så var "Hus til salg", men dem var der til gengæld mange af, og husene var både store og flotte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar