Vi tog ud til Te Puia hvor vi først så et maori-show, først med behørig velkomst, og så med forskellige sange, med forklaringer til - meget, meget flot, men alt for kort (ca. 1 time).
Guiden fortalte hvordan man lavede mad hhv. ved at lægge det i flettede kurve og sænke det ned i det kogende vand omkring 8 minutter eller ved at grave det ned i den varme jord, kaldet en Haka. En Haka kan også laves uden varme nedenfra, ved at varme en stabel sten op i et bål, så lægge dem ned I et hul i jorden, pakke maden ind i blade og lægge den ned ovenpå de varme sten, og så dække til med jord - men det er jo nemmere når jorden er varm i forvejen...
Så hen til en mudderpøl der stod og boblede (ca. 15 meter i diameter) - mudderet brugte man til omslag, muddermasker og -bade, det skulle være godt mod alskens ting og sager.
De havde p.t. 2 Kiwifugle i pleje, dem var vi også inde og se, dvs. vi så skyggen af en af dem, for de er natdyr, så det forgik i næsten helt mørke.
Næste punkt var pladsen foran deres mødehus, hvor vi lige havde været inde og se opvisning. Her blev der fortalt om udskæringernes betydning og om hvordan de enkelte konstruktionsdele i huset havde hver deres betydning.
Stedet hedder TE WHAKAREWAREWATANGAOTEOPETAUAAWAHIAO, som betyder: Samlingsstedet for krigerne fra Wahiao.
Rundturen sluttede i de arbejdende værkstedsskoler for træskæring og fletning.
Det er kun folk med "bare en lille bitte smule Maoriblod i årene" der kan optages i disse skoler.
Det tager 3 år at blive uddannet træskærer eller flax-fletter. Og der bliver kun optaget 5 elever hver år.
Flax er en plante der gror nærmest som ukrudt alle vegne (ligner lidt en agave, men med tyndere blade og en flot blomsterstand - og den dør ikke når den har blomstret)
Kørte så ud til Rainbow Springs, en park anlagt af en amerikaner for mange år siden. Han plantede bl.a. nogle små Douglasgraner, som han havde taget med fra Amerika - De kan sandelig godt lide at vokse i New Zealand'sk vulkanjord, skal vi lige hilse og sige - de var ganske velvoksne.
Igennem parken løber der en kilde, som er blevet opstemmet en lille smule, det har dannet en lille sø hvor der lever et utal af regnbueørreder. Ørrederne kan frit komme og gå, for der er ikke ret langt ned til søen gennem bækken, som udskifter vandet i søen hver time, så det er krystalklart.
Ørrederne vælger at blive i søen fordi de bliver fodret der.
Der er andre dyr, forskellige fugle og krybdyr, samt planter i parken bl.a. Black Mamaku, en bregne der findes over store dele af New Zealand. Den kan få en stamme på op til 20 meter, og de enkelte "blade" kan blive op til 6 meter lange og 2 meter brede.
Der var naturligvis også Kauritræer, men de var ikke nået at blive ret store endnu, de kan jo også leve i op til 4000 år, så hvor meget mon de når at gro på under 100 år?
Der var også en Kiwi udstillet, den var også vist i et "natmiljø". Den var rimelig aktiv, så den fik vi set tydeligt. Kiwier har deres næsebor helt ude for enden af deres ca. 10 cm. lange næb, så de kan lugte sig frem til føden, når de jager næbbet ned i skovbunden.
Der er andre dyr, forskellige fugle og krybdyr, samt planter i parken bl.a. Black Mamaku, en bregne der findes over store dele af New Zealand. Den kan få en stamme på op til 20 meter, og de enkelte "blade" kan blive op til 6 meter lange og 2 meter brede.
Der var naturligvis også Kauritræer, men de var ikke nået at blive ret store endnu, de kan jo også leve i op til 4000 år, så hvor meget mon de når at gro på under 100 år?
Der var også en Kiwi udstillet, den var også vist i et "natmiljø". Den var rimelig aktiv, så den fik vi set tydeligt. Kiwier har deres næsebor helt ude for enden af deres ca. 10 cm. lange næb, så de kan lugte sig frem til føden, når de jager næbbet ned i skovbunden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar