torsdag den 30. oktober 2008

Magnetic Island


Efter morgenmad på terrassen tog vi ind til 'byen', for at leje en Moke. En Moke er en lille bil (størrelse mascot), hvor dørene er fjernet og erstattet af et højere 'dørtrin', desuden er taget væk, men den vi lejede havde dog en kaleche så vi sad i skygge.
Rat, gearstang, håndbremse, afviser/viskere - alt "sidder forkert", så det er helt rart at pedalerne sidder "som de skal".



Der var inkluderet 40 km fri kørsel i lejen (78$ for resten af dagen, fra kl. 10 til 17:30), og det er rigeligt. Vi var rundt til de to andre byer på øen, ude af nogle sideveje osv. og vi fik ikke brugt de 40 km.
Der kører også busser mellem de tre byer, og det er nok billigere, men så kommer man ikke ud på sidevejene.

Vi fandt et velassorteret supermarked og fik handlet, så vi kunne klare os de næste par dage.
Kørte hjem, og lavede os en frokostkurv inden vi tog afsted på tur.

Vi spiste picnic i Picnic Bay, på en bænk med udsigt, over det turkisblå vand, ind mod Townsville.
Det var lidt trist at se de pragtfulde strande fuldstændig mennesketomme, men sæsonen for stingers er startet, og de er ikke til at spøge med.

I Horseshoe Bay var der en indhegning ude vandet, hvor det var rimeligt sikkert at bade, så vi var ude og soppe - herligt vand, 25 grader.
Der blev bygget en del i byen, nogle pragtfulde lejlighedskomplekser med udsigt over vandet. Desværre er der ret langt hertil, fra Danmark af, så det er ikke her vi skal have et "vinterhus"...

På vejen tilbage mod Nelly Bay gjorde vi et stop ved starten af Radical Bay Road, for at gå en tur op af en sti hvor man skulle have chance for at se vilde koalaer. Vi gik pænt langt, men så ikke nogen af dem.
Ved Arcadia kørte vi en tur til venstre, ud ad en sidevej. For enden var der en holdeplads og nogle meget store granit sten, hvor der levede Rock Wallabies. De var næsten tamme, og meget nysgerrige.

Tilbage i Nelly Bay, blev fruen sat af ved hotellet, og jeg kørte ned og afleverede Moke'n. Tog en taxa tilbage til hotellet og fik en hyggelig sludder med chaufføren: Han var fra Manchester i England, men havde boet mange år i Australien, bl.a. 20 år i Alice Spring.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar