Townsville - Magnetic Island

Stod tidligt op, fik pakket kufferterne om så det kun var en af dem vi skulle tage med over på Magnetic Island.

Kontaktede biludlejningen, som gerne ville have os til at køre hen til deres afdeling i Townsville, så de kunne se på skaden i forruden.
Vi blev enige med dem om, at det ville være bedst at køre videre med stenslaget, vi kunne jo risikere at få et nyt når vi drejede ud på vejen igen - og så ville vi komme til at betale for den nye skade.

Kørte ned til færgen og parkerede på langtidsparkeringen lige ved siden af færgeterminalen (5$ pr. døgn). Det var en dejlig rolig tur, på ca. en halv times tid, over til øen.

Det er en lille ø, så i stedet for at stå på nakken af alle backpack'erne i en bus, flottede vi os og spænderede 5$ på en taxa op til hotellet.

Vi fik frokost på hotellet, burgere - fruen's var en bug-burger !
En bug er ikke et insekt eller lignende, men en mellemting imellem en krabbe og en hummer, så en bug-burger kan anbefales.
Vi fik også smagt XXXX bitter, den er ikke at foragte, men smag og behag...

Da opholdet på øen skulle være lidt ferie fra ferien, blev der lige ordnet noget af det praktiske, dvs. vasket tøj... Det var ved at være på tide.
Det er også muligt at kombinere det praktiske med det behagelige, for poolen og vaskeriet ligger næsten lige op og ned af hinanden.

Udforskede nærområdet, vi er lidt uden for byen, så det mest ophidsende er en tankstation tæt på hotellet. Vi købte lidt ind, så vi kunne lave os lidt let aftensmad.
Her er det lige som i Sverige, der er specielle forretninger til alkoholiske drikke, såkaldte bottelsshop's.

Undara - Townsville

Morgenmad i bushen, lavet på grill og åben ild - vi måtte selv riste toast over bålet, ellers var alt lavet klart. Det smagte glimrende.

Vi havde pakket bilen inden vi gik ud til morgenmad, så bagefter tog vi på en halvdagstur i en bus med en meget festlig guide. Vi kom ned i et par lavatubes, og blev fortalt om de teorier der er for hvordan de opstod - det var en længere historie, helt kort kan det sammenlignes med hvad der sker når en å fryser til på overfladen og vandet langsomt stopper fordi kilden løber tør...

I turen var der indlagt et stop med kaffe/te og scoones, inden vi lige skulle se to tubes mere, og en lille bakke hvor man kunne se ud over den spredte skov. Der viste guiden os de 2 vulkaner der var ansvarlige for lavatubes'ne.
Vi fik også at vide at der findes lavatubes mange steder i verdenen, bl.a. i tyskland.

Da vi kom tilbage til lodgen, og havde spist frokost, var det på tide at komme afsted - men af en eller anden grund var PDA'en, og dermed navigatoren fuldstændig løbet tør for strøm. Batteriet måtte en tur i fryseren, inden det ville lades op igen, så vi kom noget senere afsted end beregnet.
Vores oplevelse af stedet var, at det ville være bedst at bestille en madpakke på hotellet, inden man kørte fra Cairns, for det er ikke muligt at nå frem til Undara inden frokost, når man først får bilen op ad formiddagen.
Benyt så lejligheden til at tage forbi den have vi nævnte tidligere, og nyd køreturen i ro og mag, og tag rigeligt vand med.
Vent med at bestille udflugter til dagen efter, en morgen og en aften tur. Tag mindst 2 overnatninger - for det ligger meget langt ude på landet.
Til sidst, stedet er virkeligt specielt, men har du set lavatubes før er det en lang tur - så tænk over det.

Benzin er meget dyrt på Undara lodge, så vi blev anbefalet at tanke ca. 100 km. sydfor, i en by der hedder Lynd (ca. 1,50 $/liter). Der er langt mellem tankstationerne, så det er bare om at få fyldt op nå lejlighed byder sig.

Vi oplevede også hvordan de lokale ordner deres indkøb, der bliver bestilt (over radio ?) og så hentet når lastbilen kommer frem

Ca. 100 km. syd for Lynd fik vi (selvfølgelig) en stenskade i forruden. I Australien sparer man på asfalten, ved kun at asfaltere en vejbane i midten, og så er der grus ude i siderne. Der kom 2 små pickup'er ræsende imod os, og da de passerede fløj der en sten op på vores forrude.

Det blev meget sent inden vi nåede frem til vores hotel i Townsville, halv 8 om aftenen, og så det blevet mørkt, meget mørkt - det var en lang køretur, bl.a. fordi vi kom til at køre helt op på toppen af Castel Hill, men sikken en udsigt der er derfra og ud over byen.

Undara

For en gang skyld kunne vi sove længe, og det var dejligt. Pakkede det sidste, og fik det opbevaret i receptionen i mens vi først fik noget morgenmad, og kom ned efter bilen - vi fik hotellet til at bestille en taxa, det kostede 10$ at blive fragtet ned til biludlejningen nede i byen.
Selv om bilen var lejet fra Maui, var det en subcontractor der hedder Thrifty, som vi fik bilen udleveret fra.

Stor, fed og næsten helt ny dyt - den havde kun kørt 7.000 km.
Det var en Nissan X-trail, med automatgear, fartpilot, aircon og masser af plads til os to, og den lille bitte smule bagage som vi rejste med.

Rattet sad i den forkerte side !!! Det passer nu meget godt til forholdende, for de kører også alle sammen i den "forkerte" side af vejen, og så er det nu ret praktisk at have rattet i højre side af bilen. Der følger andre ting med - visker og afviserblink er der også byttet om på, så selv om det var mange dage siden det havde regnet, fik jeg startet viskerne flere gange...

Venstrekørsel; nej, det er ikke bare noget man gør. Man skal bevidst tvinge sig selv til at trække over i venstre side. Højresving kræver lige en smule forsigtighed de første gange - trafikken kommer ikke lige frem fra den side som man er vandt til - og viskerne synes bestemt at de skal blande sig...

Med "hiv og sving" nåede vi frem til Undara omkring kl. 16. I rejseplanen var der planlagt frokost til os, men bilen kunne vi først få efter kl. 9 (OK, vi trak den nok til kl. 10), og det tager mindst 4 timer at køre ud til Undara. Det var en meget flot tur, flot udsigt, og fruen fik os lokket lidt på afveje, da vi så et WC-skilt der tiltrak sig hendes opmærksomhed. Der var en meget fin indkørsel, med en japansk inspireret port, som vi kørte ind igennem og ned til en lille parkeringsplads - sikken en overraskelse der mødte os dér. Det var en stor flot have, en gang privat, men nu åben for publikum.
Vi talte med ejeren af haven, der fortalte at de havde arbejdet på haven i 11 år. Jeg spurgte om, hvad der havde fået hende til at gå i gang med sådan et stort projekt, "Pure Crasynes" svarede hun, nej, hun havde altid været interesseret i haver og da børnene flyttede hjemmefra sagde hun sit job op, og kastede sig ud i haveprojektet.
Hendes have er stor, meget stor efter danske forhold - 4 acres, hvad det nu betyder...
Hun reklamerer ikke længere, der kommer rigeligt med gæster efter henvisning, fra de lokale B&B's og campingpladser, men hvis du en dag kommer forbi Hillside Eden, må du ikke snyde dig selv for denne oplevelse.
Adressen er:
Terasa and Shane Davis
Fourth Avenue Tarzali Quensland 4884
(Tel: 07 4096 6196, email: hillside_eden_garden@hotmail.com)

Vel fremme i Undara, fik vi installeret os i en charmerende gammel togvogn. Et værelse med toilet og bad, og egen "perron" udenfor. Der er et gevaldigt dyreliv, det pipper og kvækker, og vi har set de første wallabies.

Lavatube'ene blev opdaget i 1987, og åbnet for offentligheden, kun med guidede ture, i 1989, hvor også de gamle togvogne fra en tidligere jernbanelinje blev opdaget - de blev bragt i stand og brugt fra 1990.

Lige nu sidder vi og nyder et par kolde XXXX'er, på "perronen", skriver på bloggen og gør os klar til aftensmaden - en rigtig australsk BBQ.

Cairns - Ballonflyvning

Vækkeuret blev sat til klokken meget tidligt - 03:45, for der var afhentning ved hotellet kl. 04:20. Vi skulle ud og flyve med ballon, og det foregår lidt inde i landet, med lift-off når solen står op.

Der var ca. en times køretur, så kom vi frem til en mark hvor fire balloner allerede var pustet halvt op. De var meget, meget store - der kunne være 20 passagerer, fortalte skipper, og 25 hvis de alle var japanere...

Vi lettede roligt, uden den store dramatik, og fløj lavt til at starte med, fordi vinden havde en anden retning højere oppe. Ved at skifte højde kunne skipper så styre retningen en lille bitte smule. Efter et stykke tid kom vi op i små 4.000 fod (lidt over en kilometer), det var et flot syn at se solen bryde igennem morgendisen over bjergene.

Omkring halvdelen af dem der var med i vores ballon, skulle kun med en halv time, så vi gik ned på en mark for at skifte dem ud med et nyt hold. Vi landede med kun et enkelt bump, stille og roligt. En eller to passagerer blev skiftet ad gangen, og så afsted igen, næsten den modsatte retning af den vi landede i - så hurtigt kan vinden skifte.

Igen lidt op og ned, det gik helt fint, men så fik skipper melding over radioen, om at det var begyndt at blæse op. Ved 10 m/s eller mere vælter ballonen når den lander - han så ikke helt så roligt ud mere...

Det var spændende at se plantager og dyr; geder, køer og wallabies - fra oven. Vores nye naboer i kurven, var et par fra Sydney som fejrede deres 26 års bryllupsdag, og de havde også begge to fødselsdag netop denne dag. Hun var fra New Zealand og han var fra Tyskland. De gav os en masse tips om hvad vi kunne opleve på turen ned lang kysten.

Det var tid til at lande, skipper gav os en ekstra landingsøvelse, og formanede os om at synke godt ned i kurven, og holde godt fast - hvis vi nu skulle vælte.
På vej ned fløj vi tæt henover Granit Gorge, et lille udfugtsmål, som jeg havde set på Google Earth inden vi tog hjemmefra, den var flot at se ovenfra - igen...

Skipper nærstuderede træerne, No Worris Mates - "Det blæser max 6 s/m" - vil skulle altså ikke ned og ligge på siden !
Vi landede pænt, 3 til 4 hop og så stod den stille.

Vi kom nu ned og ligge alligevel, men under fuld kontrol. Et tov fra toppen af ballonen blev sat fast på en bil, og mens luften gik ud af ballonen - rent bogstaveligt - trak bilen ballonen ned, og os med ned og ligge. Til sidst kunne vi så kravle ud.

Alle hjalp til med at få pakket sammen, det tog kun et kvarter, så var vi afsted til morgenmad med champagne. Herunder blev der opkrævet 'Levy' dvs. en slags skat eller afgift, på 25 $ (100 DDK) pr. person.

Efter morgenmaden var der en australier som fortalte om nogen af deres mindre kendte vilde dyr, en lille krokodille, en ørn, en hvid ugle og til sidst en slags Tasmansk Djævel (der er 4 slags, de 3 findes på det Australske hovedland, og de er alle i fare for at uddø).

Det var også en lille krokodille på 2 år, den var ca. 50-60 cm. Han fortalte at man i fangeskab, nemt kunne styre hvor store de skulle blive. Hvis man gav dem rigeligt at spise voksede de hurtigt til flere meters længde, mens man kunne holde dem små ved at holde igen med maden.

Da vi nåede hjem til hotellet var der kun en ting at gøre, på med badetøjet og så i poolen. Resten af dagen er afsat til at få opdateret bloggen, og at få pakket så vi kan komme ud og køre i morgen.

Cairns - Daintree

Blev igen hentet kl. meget tidligt 7:20 !
Da alle på ruten var samlet op, gik turen via Port Douglas til Daintree. På vej der op fortalte chafføren at Cairns blev grundlagt som by i 1923 og blev opkaldt efter den daværende guvernør i Queensland.
Byen startede med at forsørge sig ved fiskeri, senere udvidet med sukkerrør, men efter flyvepladsen blev etableret i 1972 ændrede alt sig, hovederhvervet blev turismen, og befolkningstallet eksploderede.
Der er nu over 4 mio. turister i Cains hvert år.

I Daintree Rainforest så vi en regnskovsudstilling, fik en velkomst med Daintree-te og kaffe samt egnens specielle småkager. Derefter en guidet tur igennem lidt af skoven, hvor han fortalte om skovens økologi og nogle af dyrene. Specielt om en meget stor sjælden fugl der ikke kan flyve, og nogle specielle frugter som kun den kan spise - en Kasuar.
Det der er specielt, er at netop denne frugt/frugtkapsel kun kan bringes videre af netop denne fugl - og at fuglen har en forkærlighed for at besørge i åbne områder, dvs. dér hvor et træ f.eks. er faldet omkuld af ælde. På den måde lukkes skoven hurtigt til igen.

Mange andre træer vælger et 'gå i hi', dvs. de bliver sået og begynder at gro, men går så næsten i stå - de bliver måske kun 1 meter høje på 30 år, hvis der så kommer en orkan forbi, som vælter et andet træ over det, så tager fan... ved det - for nu gælder det om at komme først op til lyset. Kun det træ der kommer først op vinder, de andre må visne hen...

Man har nu en meget stor forståelse for regnskoven i Australien, og er begyndt at opkøbe privatejet regnskov, for fremtidig bevarelse.

Vi forsatte til Cape Tribulation, hvor vi fik serveret frokost under et kæmpe tag i skoven, vores første Australske BBQ - Uha, det var godt!

Afsted igen, ned til vandet hvor vi kunne se regnskoven nå helt ned til havet, med mangrove det sidste stykke.
En fantastisk flot strand, men ingen mennesker der badede - der er nogle meget små, men giftige brandmænd i vandet. Det er derfor der står poster med blå eddike ved alle stier ned til strandene (Eddike afhjælper smerten, hvis man bliver ramt af brandmændenes tentakler - men man skal søge læge hurtigst muligt alligevel)
Hvorfor er eddiken blå? Nej det er den heller ikke, det er almindelig eddike, men den er farvet blå fordi aussierne bruger eddike på deres salat - og så er det jo fristende at bruge den i nødhjælpsposterne, når man spiser ved stranden - men ikke når salaten bliver farvet dyb blå af det...
På turen gennem skoven så vi en kæmpe Sunglare-edderkop i sit spind. Spindet ligner en glorie når solen skinner ned bag det, deraf navnet.
Det var en hunedderkop, det kunne ses af størrelsen, den var ca. så stor som en hånd. Hannen er kun 2 cm. i diameter.

Så var det tid til at tage en tur på floden, for at se krokodiller. Vi så 3, og en lille bitte en og et et par store fugle, det kunne have været hejre, men dem blev der ikke fortalt meget om...
Efter sejlturen var der kaffe/the og kiks, inden turen gik til Rex Creek Swing Bridge (hængebro) over floden i Mossman Gorge - dér kunne man bade, det var der mange der gjorde.

Det var en lang dag, og der var 1,5 times køretur hjem. Turen har givet os en bedre forståelse for bevarelsen af regnskoven.

Cairns - GBR

Vi var på Great Barrier Reef i dag, vi blev hentet kl. 7:20 og kørt ned til havnen, hvor der ventede en enorm katemaran. Jeg vil gætte på at den var omkring 100 fod (30 - 35 meter).

Det tog ca. 2 timer at sejle ud til en lille sandø på revet, der hedder Michaelmas Cay. Øen er 'beboet' med en masse fugle, men de bor inde på midten, så vi mennesker har stranden for os selv.

Vi havde lånt maske, snorkel og svømmefødder - ja, svømmefødderne fandt vi hurtigt ud af ikke var noget for os, så de røg hurtigt af igen.
Det var flot at snorkle hen over korallerne, og fiskene var så vant til mennesker at de overhovedet ikke reagerede, på at man svømmede hen over dem.

Tilbage på katemeranen, blev der serveret frokost, og derefter var vi en tur med deres Semi Sub - det er en båd med siddepladser og vinduer i bunden, så man kan opleve revet derigennem. Reklamerne viser nogle meget flotte 'kik', men det holder ikke i virkeligheden, fordi glasset er meget tykt.
Selv om vi naturligvis prøvede at filme og fotografere selv, valgte vi at købe en CD med proffesionelle optagelser fra revet, og også en bog med mange fine billeder (CD'en kostede 24 $, og bogen 5$, i alt ca. 100 DDK).

Der er to ting man skal huske at tage med på sådan en tur: Håndklæder og en plastikpose til det våde badetøj.

Det blæste ret meget den dag vi var afsted, ca. 20 m/s. Så har du tilbøjeligheder til søsyge, så skal det siges, at selv en meget stor katemeran ikke ligger stille på vandet, når det blæser så meget - brug dine egne, eller de søsygetabletter der bliver lagt frem.
På turen tilbage til Cairns, var der guitar/sang underholdning i salonen, og der blev også serveret boblevand.

Alt i alt en pragtfuld tur der kan anbefales.

Cairns - første dag

Dagens udflugt foregik med tog (Scenic Railway) fra Freshwater station til Kuranda, en lille turistby pænt langt oppe i bjergene nord for Cairns. I løbet af togturen blev banens historie fortalt, den er bygget med håndkraft, et fantastisk stykke arbejde...

Vi gik lidt rundt i Kuranda, fruen fik købt en af de uundværlige opalsmykker, og et par krystaldyr til samlingen. Jeg fik smagt min første XXXX - dén er aussierne sluppet ganske godt fra...

På et kort over byen var der vist en Jungle Walk, den skulle vi da lige snuse til, men vi kom til at gå lidt for langt ind regnskoven, så vi synes at vi lige så godt kunne forsætte ud til den næste vej - men der var så langt, så vi til sidst troede at vi ville komme for sent til den svævebane (Skyrail) som skulle tage os med ned fra byen igen - vi nåede det.
Turen med svævebanen var 7 km. lang, med 2 skift/stop hvor man kunne gå rundt og nyde regnskoven og udsigten.

Da vi kom helt ned til endestationen, var der et udstillingscenter (Tjapukai) ved siden af, om de australske indfødte. Dét var ret interresant - vi så 5 forskellige 'shows' der, dans/musik, spyd/boomerang kast (og vi fik selv lov til at prøve, det er ikke nemt), Bush Foods, så en teaterforestilling der fortalte om deres tro mht. oprindelse og til sidst en film om deres mere nutidige historie (som er lidt trist...)

Det var den dag, tilbage til hotellet, lidt at spise, og...